Ni nye kandidater kæmpede mod otte etablerede hovedbestyrelsesmedlemmer om i alt 13 ledige sæder i hovedbestyrelsen. De gamle kræfter fastslog hakkeordenen og kom alle ind.
Valg. Et blankt hav og en stigende sol varsler, at det kan blive en smuk dag for de debuterende hovedbestyrelses-kandidater, som Journalisten på valgdagen har kaldt til fotografering klokken 08.30 på stranden. De ni DJ'ere, der stiller op til hovedbestyrelsen for første gang, har dagen før i valgcafeen forsøgt at hverve stemmer:
"Hvordan vil du favne hele DJ, når du kommer fra så lille en gruppe?", "Hvad mener du egentlig med dit slogan "ny vin på solidariske flasker"." Og ikke mindst: "Skal vi have flere ledere i DJ?"
Spørgsmål, der også viser, hvilke temaer der kan blive centrale i DJ's arbejde i fremtiden.
Og selv om kandidaterne lige nu griner til hinanden, mens de gnider drysset fra Stjernebaren ud af øjnene, så er retorikken ved at være skærpet.
»Det vil være blåøjet at komme som Klodshans ind fra siden og håbe på, at det hele bare falder ud på en god måde. Jeg gør, hvad jeg kan, for at blive set,« siger Troels Gadegaard Frølich, der som studerende skal tegne fornyelsen.
Journalisten har aftenen forinden overværet de studerendes formøde. Det handlede blandt andet om kampen mellem freelancere og studerende om bijobreglen – eller "relevante studiejobs", som de studerende håber på at omdømme stridspunktet.
Marianne Molin, TV2 Øst, kommer til morgenfotograferingen frisk fra løbetur og med vådt hår.
»Da jeg læste i Journalisten om kvindernes problemer i hovedbestyrelsen, så tænkte jeg: "Nu kan det være nok. Nu stiller jeg op! Det kan simpelthen ikke passe, at der bare skal sidde de samme mænd!« siger hun.
»Det er for nemt at affærdige kvinder i en diskussion, for hvis vi bliver højrøstede, så er vi hysteriske. Vi skal komme med ro for at blive hørt. Mænd sidder meget og taler – og gentager det, sidemanden lige sagde. Det bliver jeg træt af. Og det kommer mændene også til at høre.«
Måske med opbakning fra Karen Hedegaard, formand for Visuelt Forum, der dog også har sin egen mærkesag:
»Min egen lille kæphest er outsourcing af grafisk arbejde til udlandet. Det er et stort problem. Vi er overbeviste om, at man ikke kan lave samme kvalitet, når man sidder i et fremmed land og ikke forstår sproget,« siger Karen Hedegaard og understreger, at DJ i det hele taget skal have en skarpere profil.
»Jeg savnede DJ på banen, da dagpengeperioden blev halveret.«
Allan Boye Thulstrup, Herning Folkeblad, tager det med stillerlister helt køligt.
»Jeg håber, man bliver valgt ud fra sin politik,« som han sammenfatter det – og giver et bud på et centralt emne.
»Der kommer en diskussion af, hvorvidt DJ'ere kan have folk ansat,« spår han – hvilket skal vise sig helt korrekt.
Frederik M. Juel, Berlingske, har prøvet det hele før.
For to år siden kom han ikke ind, men denne gang har han lært lektien. Stillerlisten er bred og imponerende.
»Jeg har spurgt JP/Politikens Hus og en kreds af tidligere hovedbestyrelsesmedlemmer. Jeg forsøger at signalere lidt bredde.«
Frederik M. Juel fordobler sit stemmetal i forhold til 2009 og bliver valgets topscorer og kommer – ligesom de øvrige citerede i denne artikel – med som fornyerne i den nye hovedbestyrelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.