
Administrerende direktør og chefredaktør Bjarne Corydon spår flere journalister på gulvet på Børsen i fremtiden. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Det har kostet Børsen 5,8 millioner kroner i advokat- og revisorregninger at finde ud af, at avisen har modtaget lige knap 51.000 kroner for meget i coronastøtte fra staten.
Det viser Børsens årsregnskab.
I maj viste en advokatundersøgelse bestilt af Børsen efter en whistleblowerhenvendelse, at annonceordrer uden rimelig begrundelse var blevet flyttet ud af støtteperioden i 2020, hvilket betød, at Børsen havde modtaget 50.842 kroner i coronastøtte på et forkert grundlag. Samlet modtog Børsen 12.857.000 kroner i coronastøtte i 2020.
Undersøgelsen fik Slots- og Kulturstyrelsen til at anmelde Børsen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som stadig behandler sagen.
”Det er selvfølgelig ærgerligt og helt nødvendigt. Vi syntes, det var afgørende at afdække sagen så grundigt, som det kunne lade sig gøre,” siger administrerende direktør og chefredaktør Bjarne Corydon om beløbet til Journalisten.
De 5,8 millioner kroner ville ellers være gået lige ind i det positive resultat, som regnskabet fra Børsen også viser, lyder det:
”Men hvis man kigger på, hvad der er på spil for vores troværdighed og ordentlighed, så synes jeg, at pengene er givet godt ud,” siger han.
Positivt regnskab
Omvendt har den administrerende direktør ikke meget at være ked af i det øvrige regnskab, der for eksempel viser en vækst i omsætningen med 12 procent til 306 millioner kroner i 2021.
Derudover er overskuddet i virksomheden også vokset med 18 procent til 55,1 millioner kroner før finansielle poster.
Det sker på baggrund af en fremgang i både abonnementsindtægter og voksende annonceindtægter i 2021. På abonnementsfronten er antallet af kunder vokset med mere end 15.000 abonnementer, så Børsen nu har over 80.000 betalende kunder, hvilket ifølge avisen er en rekord.
Fremgangen på top- og bundlinjen betyder ifølge Bjarne Corydon også, at Børsen vil investere i mere kvalitet i forhold til både teknologi og indhold. Det indebærer dog også et øget fokus på at holde styr på omkostningerne, men over for Journalisten vil han ikke komme nærmere ind på, hvad Børsen vil skære ned på i fremtiden.
Flere journalister på gulvet
Han vil dog godt sige, at journaliststaben i Møntergade i København øges.
”Man udvikler sig hele tiden, og måske er der nogle ting, man holder op med. Men som det ser ud nu, vil der netto komme flere journalister på gulvet,” siger han.
Advokatundersøgelsen fik i maj Børsen til at afskedige tre medarbejdere i virksomhedens annoncesalg, ligesom man stoppede samarbejdet med Børsens kommercielle direktør. I regnskabet pointeres det dog, at advokatundersøgelsen ikke konkluderede, at Børsens kommercielle direktør var bevidst om manipulationen, men blev afskediget for at have haft det overordnede ansvar for at sikre, at den slags fejl ikke burde kunne finde sted.
Det fremgår også af regnskabet, at Slots- og Kulturstyrelsen har afsluttet sagen mod Børsen i september 2021, men at sagen stadig er igangværende hos SØIK.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.