For mig ser det ud til, at Venstre løb en kalkuleret risiko ved at stjæle billedet af Villy Søvndal og Helle Thorning. Samtidig ser det også ud til, at Venstre rent faktisk har opnået nøjagtig det de ville ved at stjæle billedet, selv om partiet er blevet mødt med masser af negativ omtale, erstatningskrav osv.

Først ophavsretten: Partiet Venstre er ikke ubekendt med ophavsretten – der trods alt, i et eller andet omfang er rodfæstet i den ejendomsret, der er grundfæstet i partiprogrammet.

For det første: Det er ikke et år siden, regeringspartneren Konservative sejlede ud i en gigantisk krise til tonerne af Nannas "Afrika", tyvstjålet og skrevet om til festsang. (Misforstå ikke: Det var ikke tyveriet af "Afrika", der sendte de konservative ud i krisen, men partitoppens gebrækkelige fremsyngen af sangen fungerede fint som soundtrack til partiets nedgang i meningsmålingerne.)

For det andet: Den valgkampagne, der i 2001 bragte Anders Fogh Rasmussen og Venstre til magten, blev bl.a. baseret på brugen af et billede, som fotografen selv betegnede som misbrug:

"Jeg er rasende over, at mit billede bliver misbrugt i den politiske debat", sagde freelancefotograf Mogens Laier dengang.

For det tredje: Venstre har tidligere tabt en sag om overtrædelse af ophavsretten – og har endda selv fortalt om det til medlemmerne – i en artikel, hvor partiet tillige gør sig lystig over, om offeret for deres krænkelse af ophavsretten nu også vil betale skat af den "dummebøde", partiet skulle betale.

"Trods undskyldning over uvidenhed om det nærmere indhold i Lov om Ophavsret og med øjeblikkelig fjernelse af alle artikler på hjemmesiden fastholdte Rolf Pedersen sit erstatningskrav på 6.000 kr. for krænkelsen."

For det fjerde: Venstre kræver selv ophavsretten overholdt i forbindelse med partiets eget politiske materiale:

"En del billedmateriale er undergivet lov om ophavsret og må derfor kun anvendes efter aftale med redaktionen" 

Med andre ord: Venstre vidste, at man krænkede ophavsretten, at det ville give negativ omtale og at det ville blive fulgt op med en regning.

Gevinsten ved tyveriet ligger til gengæld lige for: Alle i hele landet har nu til hudløshed set de officielle billeder af oppositionens ledere stillet op som papfigurer. Billederne vil blive bragt i medierne igen og igen, mens sagen dækkes videre frem.

Klikker man ind på venstre.dk/bagfacaden ryger man i skrivende stund direkte til "krydsfinerpladen" bag de to partiledere.

Billedet er taget af – det er alligevel ikke længere nødvendigt at misbruge det stjålne foto.

Alle ved, hvad sammenhængen er. Venstres sammenkobling mellem de officielle fotos og krydsfinerpladen smitter. Ser man S og SF's officielle kampagnefoto tænker man uvægerligt papfigur.

For hver gang historien om Venstres tyveri får endnu en omgang i mediecirkusset bliver denne kobling yderligere cementeret.

Sådan er det politiske spil nu engang. I al sin brutale genialitet har Venstre trukket en symbolkobling ned over oppositionspartierne, som bliver rigtig svær at håndtere.

Tænk blot på, når valgkampen bliver officielt skudt i gang og partierne hænger valgplakater op i hver en lygtepæl. Hvor fedt er det lige for S og SF at klistre Thorning- og Søvndal-plakater på finerplader og dermed køre videre i det spor, Venstre har lagt?

Billedsiden til hele oppositionens valgkampagne er godt og grundigt kontamineret af Venstres krydsfinerplade.

Dermed har Venstre med den grove krænkelse af ophavsretten haft held til at tage magten over fortællingen. Den der sætter dagsordenen vinder diskussionen. Den sikreste måde at forhindre andre i at påvirke dagsordenen er at sætte sin egen først.

Med tyveriet af billedet sender Venstre signalet om, at de er stærke – de står over loven – de har magten og kan gøre nøjagtigt hvad der passer dem. Og oppositionen? Pøh. Papfigurer.

Journalistisk ligger der en kæmpe udfordring i at dække den politiske debat på disse vilkår.

Der ligger et kæmpe arbejde i at opsnuse og udrense disse forsøg på at overtage rammerne for fortællingen og skævvride dem, hvad enten det er i den ene eller anden retning.

Jeg vil fremhæve et andet eksempel for at illustrere denne udfordring.

Politisk redaktør på Politiken Mette Østergaard skrev for nogle uger siden en umiddelbart sober og nøgtern analyse af det politiske råderum netop nu. Selvfølgelig med fokus på den kommende valgkamp – og selvfølgelig set i lyset af Breiviks terrorangreb den 22. juli.

Fem gange i sin analyse brugte Mette Østergaard udtrykket "værdidebat":

"Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard(DF) var ophavsmænd til den hårde værdidebat, og derfor retter kritikken af debatkulturen og værdidebatten sig naturligt mod særligt deres partier" og senere bl.a.: "Alt tyder på, at værdidebatten vil komme til at spille en mindre rolle end ved de foregående valg. Dels på grund af hændelserne i Norge, dels fordi luften var ved at gå af den stramme værdidebat allerede inden 22. juli."

Den "hårde værdidebat"?

Den "stramme værdidebat"?

Hvad fanden er en stram debat? Det skurrer fælt når man læser det, og det er fordi ordet "værdidebat" er en eufemisme, der i de seneste ti år er blevet hugget til og fintunet til stort set alene at handle om udlændingepolitik rettet mod islam og folk af mellemøstlig herkomst.

Der er ikke tale om en "hård værdidebat". Det, Mette Østergaard mener er en "hård udlændingepolitik".

"Værdidebat" er værdiladet. Det er et politisk ord. Og det er et ord, der stort set kun er anvendt i den form vi kender det i dag i det politiske klima, vi kender i dag.

Fra januar 1971 til november 2001 blev ordet "værdidebat" anvendt 200 gange i danske medier i et bredt spekter af sammenhænge. Siden da er ordet anvendt næsten 3.000 gange – og stort set kun i sammenhæng med udlændingedebatten.

Ved at tage eufemismen til sig overtager politisk redaktør Mette Østergaard sprogbrugen for debatten og anerkender dermed indirekte rammerne for debatten – også selv om hun måske endda er modstander af resultaterne af de sidste ti års "stramme værdidebat".

Ord er magt. Man kan forestille sig reaktionerne, hvis Mette Østergaard havde anvendt en anden – og modsatrettet – eufemisme for nøjagtigt samme debat, nemlig "fremmedhetz". Også her et værdiladet ord, omend hentet andetsteds i det politiske spektrum.

Vi skal som journalister og medier være yderst varsomme med at overtage værdiladet sprog – og med at videreføre værdiladet billedsprog – som det sker i de to ovennævnte eksempler.

Det er altid lidt komisk, når journalister lader sig sprogligt smitte af de personer, de dækker i deres stofområde. Kriminalreportere, der lyder som vagthavende kriminalassistenter, forsvarsredaktører, der kommanderer deres læsere rundt som var de veritable lommegeneraler osv osv.

Men her er det ikke alene komisk. Det er også dybt problematisk. Mette Østergaards politiske analyse taber pusten, fordi den politiske redaktør tager den ene fløjs sprogbrug til sig og gør den til sin egen.

Det er skidt for sagligheden.

Det er vigtigt at kalde tingene ved rette navn. En spade er en spade.