På jorden foran Dickson Ojakol i Kampala i Uganda ligger et patronhylster. Hvorfor det ligger i lige netop denne del af byen, er mobiljournalist Dickson i gang med at undersøge. Unge er nemlig forsvundet fra det område, hvor patronhylsteret ligger, angiveligt kidnappet af Ugandas militær.

Dickson Ojakols undersøgelse blev bragt den 12. januar 2021 i DR’s udenrigsmagasin ’Horisont’, men han er ikke en freelancer hyret af DR. Han er nemlig en del af PlanBørnefondens mobiljournalistprojekt, hvor unge fra udviklingslande får mulighed for at vise hele verden, hvordan de lever, og hvordan de selv er med til at skabe forandring der, hvor de bor, forklarer kommunikationschef Signe Holme.

”Vi tror på, at de unge har ret til at fortælle deres egen historie. De her unge er også nogle af de allermest udsatte i verden, så de kan fortælle nogle historier eller finde helt nye vinkler, som vi ellers ikke ville have opdaget,” siger Signe Holme.

Mindre faldskærm

Det første sted, hvor PlanBørnefonden har uddannet mobiljournalister, er i Østafrika. Blandt andet i Zimbabwe og Uganda. Ifølge projektleder hos PlanBørnefonden Andreas Malmos, er det tanken at bruge de unge, man i forvejen arbejder med i landene, til at lave kommunikation og fundraising.

”I stedet for at vi sender nogle journalister udefra, der laver en video fra landet, uddanner vi de unge til selv at gøre det,” forklarer Andreas Malmos.

Netop tendensen til, at danske medier og NGO’er bruger vestlige journalister til at dække udviklingslande, er noget, som mobiljournalistprojektet vil gøre op med. Signe Holme siger, at danske journalister generelt gør et godt arbejde, men at dækningen sommetider også er ”ret faldskærmsagtig”.

”Det bliver ofte sådan, at journalisterne taler på vegne af menneskene i de her lande, hvor vi gerne så, at børn og unge selv fik lov til at fortælle deres historier,” siger Signe Holme.

I mange af de områder, hvor mobiljournalisterne er aktive, er der ikke lokalmedier. Signe Holme håber derfor også, at mobiljournalisterne kan udfylde rollen som reportere i deres lokalsamfund.

”Hvis man har et lokalt problem i Danmark, kan man gå til sin lokalavis, som undersøger sagen eller holder de relevante myndigheder ansvarlige. Den mulighed er der ikke i mange af de her områder, så det er vigtigt for os, at mobiljournalisterne både kan fortælle om deres forhold, men også tage sagerne videre og ændre noget,” siger Signe Holme.

Aktivisme, kommunikation eller journalistik?

Tilbage i Uganda fortsætter Dickson Ojakol med at prøve at finde de kidnappede unge. Da han startede i mobiljournalistprojektet sammen med 50 andre unge, så han det som en stor mulighed for at skabe positiv forandring gennem oplysning.

Den første historie, Dickson Ojakol fortalte, handlede om en soldat, der havde mistet sit gevær. Dickson efterforskede sagen og fortalte historien.

”Jeg følte, at jeg gjorde mit lokalsamfund mere sikkert, da jeg fortalte den historie. Jeg syntes det var den fedeste følelse, og nu vil jeg bare fortælle flere historier. Særligt nogle, som kan skabe forandring for folk,” fortæller Dickson Ojakol til Journalisten.

At historierne skal skabe forandring, er noget, der går igen både hos Dickson og hos PlanBørnefonden.

Andreas Malmos fortæller, at selv om metoderne, mobiljournalisterne undervises i, er journalistiske, så mener han ikke, at de kan betegnes som journalister.

”Vi vil selvfølgelig gerne have, at de bliver dygtige håndværkere, som for eksempel kan lave en fed video til os. Men de skal også lære at bruge de her redskaber til, at skabe forandring i deres lokalsamfund,” fortæller Andreas Malmos.

↑ ”Jeg ville bare give dem en stemme og skabe opmærksomhed omkring det,” siger Dickson Ojakol. Han er taget til området Kampala, hvor unge angiveligt er blevet kidnappet af Ugandas militær. Billedet her er fra DR’s ’Horisont’, som viste Dicksons undersøgelse.

Og mobiljournalisterne er ikke ansat af PlanBørnefonden.

”Vi giver dem træning og hyrer dem nogle gange til at lave kommunikation for os. Men de er ikke ejet af os, og det er bestemt ikke et krav, at de skal sige noget godt om os, hvis de laver noget til andre medier,” siger Signe Holme.

International Media Support (IMS) med base i København arbejder med at sikre journalistik i verdens brændpunkter. Kommunikationschef Line Grove Hermansen synes, at mobiljournalist-projektet giver gode muligheder for, at unge selv kan fortælle deres historier. Men hun peger på, at det stiller særlige krav til undervisere og udgivere, når indholdet er lavet af børn og unge.

For eksempel er sikkerhed vigtigt, og i særdeleshed når der er tale om unge uerfarne mobiljournalister under uddannelse.

”En færdiguddannet journalist plejer ofte at have en rimeligt god idé om, hvad det er, de kaster sig ud i. Der kan man godt være bekymret for, om de unge mobiljournalister har samme forståelse,” siger Line Grove Hermansen.

Det kan både dreje sig om de unges fysiske sikkerhed og beskyttelse af materiale med følsomme oplysninger.

Man må gøre det, selv om man er bange

Line Grove Hermansen understreger, at det i sidste ende er udgiveren af mobiljournalisternes materiale, som skal vurdere risikoen. Det samme gælder kvaliteten af det materiale, mobiljournalisterne indsamler.

”For eksempel har danske medier fået mange billeder fra Syrien, da det har været svært at komme ind og dække landet. I lang tid kom de billeder ikke fra journalister, og så skal man være ekstra opmærksom på at verificere indholdet,” siger Line Grove Hermansen.

Ifølge Signe Holme har alle mobiljournalister modtaget undervisning i deres egen og andres sikkerhed. Det er en del af en række onlinekurser, hvor de også lærer om vinkling og fortællegreb.

”Vi ved jo godt, at man ikke bliver fuldt uddannet journalist af de onlinekurser, vi giver dem. De er ikke journalister, og det er vi bevidste om,” siger Signe Holme og tilføjer:

”Når vi pitcher vores mobiljournalister til danske medier, så pitcher vi det ikke som ’her kan du få verdens bedst producerede reportager’, men mere som ’her er adgang til nogle unikke kilder og noget unikt materiale, som I måske ellers ikke kunne få kontakt til’.”

Sikkerhed er også noget, som Dickson Ojakol overvejer, når han laver sine historier. Sagen om de forsvundne unge er et led i en større historie om en præsidentkandidat for landets opposition, der også er forsvundet.

”Man ender nogle gange i en situation, hvor man er bange for at gøre noget, men man bliver nødt til at gøre det alligevel. Under valget var der mere vold end normalt i mit område, og folk blev kidnappet. Jeg ville bare give dem en stemme og skabe opmærksomhed omkring det,” siger Dickson Ojakol.

Inspiration til andre

Lige nu er PlanBørnefonden i gang med at lave videoer fra alle de lande, hvor organisationen har projekter.

”Sidste gang vi lavede videoer fra alle vores projektlande, hyrede vi et produktionsselskab til det. Denne gang bliver det de unge selv,” siger Signe Holme.

Dickson håber, at projektet kan give unge mennesker i den tredje verden en større stemme. Han er allerede fast besluttet på at gøre historiefortælling til det, han skal bruge sit liv på.

”Unge mennesker i dag bliver ofte overset og ignoreret. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt kan være med til at give unge mennesker selvtillid til at fortælle deres egne historier,” siger Dickson Ojakol.

–

Materiale fra mobiljournalisterne er blevet brugt af blandt andre DR’s Horisont, Politiken, Information og Kristeligt Dagblad.