»Det er blevet værre og værre,« siger journalist Signe Wenneberg, der nu protesterer på Facebook mod de elendige freelancevilkår
På blot en time fik Signe Wenneberg på Facebook 486 likes, fordi hun i vrede beskrev, hvordan hun allerede inden klokken 12 havde fået tre henvendelser om at arbejde gratis.
Mens hun sad og tjekkede kommentarerne på sin profil ud, kom den fjerde henvendelse fra en kunde, der ville have Signe Wenneberg til at yde et journalistisk arbejde – uden betaling.
»Det er alle medier, der gør det,« siger Signe Wenneberg til journalisten.dk.
»Hvad bilder de sig ind? Sådan vil man ikke behandle en bager eller en vvs'er.«
»Det er jo højt betalte, journalistisk ansatte, der ringer og spørger. Så står de der ved deres knalddyre hævesænkeborde og ringer og siger, at vi skal arbejde gratis.«
Kæmpe opgave fra kommune
En af henvendelserne mandag formiddag var fra en meget stor kommune, der ville hyre Signe Wenneberg i forbindelse med en tre-dages-konference. Dels skulle hun selv stille op i pressen. Dels skulle hun arbejde med en massiv mediedækning, også på sociale medier, dels skulle hun arbejde med at få konferencens bidragydere og centrale personer i radio og tv.
Og for det skulle Signe Wenneberg altså have nul kroner i honorar.
»Det er jo en klar, journalistisk arbejdsopgave. Hvorfor skal jeg lave det gratis? Hvad er meningen?« spørger Signe Wenneberg.
Fem henvendelser om ugen
»Normalt får jeg fem henvendelser af den art om ugen. Men i dag har jeg altså allerede fået fire. I de seneste måneder er det blevet værre og værre. De ringer og spørger, om jeg vil arbejde gratis. Så får jeg at vide, at det er god reklame for mig. Jeg har ikke brug for reklame. Jeg skal bare have tariffen.«
Ofte er det først til sidst i samtalen, at honoraret – eller det manglende honorar – bliver bragt på bane, fortæller Signe Wenneberg. Nu har hun vænnet sig til indledningsvist at spørge, om der er noget budget.
De unge gratis
»Du bliver ringet op, og så bliver du talt på i 20 minutter, og når vi så har snakket, så får du at vide, at der desværre ikke er noget honorar. At de desværre ikke længere har noget freelancebudget. Så må jeg jo svare, at så har de heller ikke nogen freelancere,« siger Signe Wenneberg.
»Hvis du siger nej, så siger de, at "så får vi bare nogle af de unge gratis til at gøre det". Det hedder de åbenbart, de unge, nyuddannede fra SDU og DJH: De unge gratis.«
Hendes Facebook-protest har følgende formulering:
»Jeg siger det lige igen. På vegne af hele korpset af freelancere og selvstændige journalister og kommunikationsrådgivere. Vi lever ikke af luft. Vi skal have løn ligesom alle andre. Inden klokken 12 i dag har jeg fået tre henvendelser fra 1. et meget stort medie. 2. en meget stor kommune. 3. en meget stor virksomhed. Der alle sammen ville have mig til at arbejde gratis. Jeg skulle i et af tilfældene tage tre dage ud af min kalender, deltage i konference, lave en massiv presseindsats for denne begivenhed på alle tænkelige medier – også sociale medier og tv… (og det gør jeg gerne og det er jeg god til). Men der var altså desværre ikke råd til honorar for opgaven. Hvordan kan så mange få sig selv til at kræve så meget af andre – mens de selv får løn, pension og hævesænkebord? Tænk over det, næste gang du "tilbyder" gratis arbejde til en freelancer/selvstændig. Vi spiser ikke luft. Du mailer jo heller ikke efter en vvs'er og tænker, at han kan lave dit toilet for sjov og uden at sende en regning.«
Den har i skrivende stund fået 620 likes, 30 shares og 77 kommentarer.
16 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ved helt tydeligt ikke at have læst alle detaljerne i journalisten.dk's regler for god debat-skik, hvori det blandt andet tydeliggøres, at man ikke med en replik "blot viser videre til andre hjemmesider eller lignende debatter på andre hjemmesider - eksempelvis ved blot at skrive et link", har jeg oplevet at blive slettet fra svar-feltet på denne debat.
Det er trods alt sket med en venlig henvisning fra webchef Skipper om, at jeg gerne må uddybe mit svar i dette medie, i denne debat. Det sker ved, at jeg tager hele artiklen fra DJ's ny website, kommunikationen.dk, og copypaster ind herunder. Samtidig undskylder jeg for min tankeløse omgang med debatten.
MVH Lars W.
Og den ulønnede arbejdskraft er problematisk, mener næstformand i DJ, Lars Werge. Der er klart grænser for ulønnet arbejde. Dog må man også se nuancerne, siger han:
”Dygtige folk som Signe Wenneberg får mange tilbud. Nogle gange vil hun sikkert se på et gratis oplæg eller klumme som en værdifuld branding af hendes professionelle evner, andre gange vil det ikke være tilfældet. Hvert medlem af DJ må gøre op med sig selv, om man vil tage imod et tilbud om ikke-betalt arbejde, hvor der kræves ens unikke kompetencer. Og så i øvrigt huske på, at der på alle DJs overenskomster er mindsteløn for journalistisk arbejde,” siger Lars Werge.
Men der skal være proportioner i de tilbud, man som virksomhed eller medie sender ud til freelancerne og selvstændige, understreger Lars Werge. Derfor er det også langt ude i hampen at spørge om man vil arbejde i tre fulde dage uden at få honorar, som er det eksempel, Signe Wenneberg fremhæver i sin status.
"Men når det gælder korte oplæg for studerende eller andre steder, hvor der videndeles, eller der finder en unik profilering sted, så er sagen måske en anden,” siger han og tilføjer:
”Medlemmer er forskellige, og grænserne for, hvad man har lyst til at stille op til i selvprofileringens eller videndelingens navn, er forskellige. Jeg synes, det kan være legalt at man deltager i ikke-betalte aktiviteter, hvis det kan være med til at holde ens gode navn og rygte varmt i en kold tid,” siger Lars Werge.
”At kræve, at professionelle arbejder gratis, er dårlig stil. At nogen tilbyder dig, at du kan profilere dig ved ikke-betalt arbejde behøver ikke kun være dårlig stil. Under alle omstændigheder bør man skal tænke sig godt om, før man gør det - og træffe klare aftaler”.
Da krisen kom, skar og desværre sejrede i kommunikationsbranchen, stod der pludselig en masse knalddygtige mennesker uden arbejde. Og så kom gribbene - so to speak. Nu er det efterhånden mere reglen end undtagelsen at se jobopslag med ulønnet jobs rundt omkring, så man i et kort opgivende øjeblik får lyst til at lave en "robert!.
Som stifter af det faglige netværk MedieBoxen, høre jeg tit om problemet, og har ofte kastet mig op på barrikaderne og skrevet om samme. http://www.kommunikationsforum.dk/karina-m-mimoun/blog/hvorfor-faa-hyrede-naar-der-er-saa-mange-fyrede og sidst: http://www.kommunikationsforum.dk/karina-m-mimoun/blog/afloennet-arbejdskraft-er-det-nye-sort
Jeg er advokat og kan nikke genkendende til disse problematikker. Ikke fra min nuværende stilling som direktør i en industriel opstartsvirksomhed, men fra tidligere virke som selvstændig, uafhængig rådgiver indenfor det juridiske/forretningsmæssige felt:
Jeg har trådt mine juridiske barnesko i 5 år i 90erne hos landets største advokatfirma. Når man kontakter dém, accepterer alle, at det koster prisen/taksten/tariffen.
Men når man står som "lille" rådgiver, så er sagen straks en anden: Så er det meget hyppigt forekommende, at potentielle kunder/klienter kommer med den tilgang, at de - ved at aftage den "lille" rådgivers ydelser, faktisk gør den "lille" rådgiver så stor en tjeneste, at det er meget mere værd en honorar:
Betragtningen er typisk, at "den lille" få en slags chance for at bevise sig med udsigt til andet og mere arbejde, hvis ellers der leveres tilfredsstillende.
Men erfaring viser bare, at det efterfølgende er endog meget svært at få tariffen hos en kunde, som er blevet vænnet til at ens service "koster gratis": De gratis leverancer er gift for muligheden for senere at få et konventionelt forhold til kunden. Det underminerer simpelthen omverdenens opfattelse af, at der er pengeværdi i den ydelse, man leverer.
Selvfølgelig kan man i en opstart som "lille" selvstændig / freelancer godt gå med til at en afgrænset opgave udføres til en reduceret pris, men man bør bestemt forventningsafstemme forlods, så man har fået en dokumenterbar aftale om, hvad der i forlængelse af et succesfuldt første samarbejde vil komme af opgaver til normaltariffen - og hvornår. Og samtidig skal man ligeledes dokumenterbart have fastslået objektivt målbart, hvad der er kriterierne for succes i det første samarbejdsforhold. Ellers er det, at man som "den lille" bliver suget ind i "malkemaskinen".
Fra naturen er man udsat, når man kommer væk fra flokken. Det er slående, hvordan det tiltrækker gratist-ulvene, når de får øje på en lille selvstændig. Men de lugter det famøse free meal.
I folks bevidsthed koster det altid "noget" at ringe efter en håndværker. Der er noget psykologisk afgørende ved at håndværkeren har rør med på ladet eller brædder med under armen. Det er håndgribeligt.
Vi, som lever af ord og sætninger, betragtes ikke som nogle, der "bløder noget", når vi leverer ydelserne: Vi har ikke været ude hos grossist ledet og indkøbt rå-ord i tønder, som vi bagefter har forædlet til videresalg. Ord er gratis i folks bevidsthed - hvad enten de er talte eller på papir.
Jeg tror, at journalister, advokater, musikere og entertainere for så vidt er i samme båd: Er man alene i egen virksomhed, eller er man lidt i opstart, så kommer ulvene og vil have gratis ydelser:
Min studiekammerat, Jakob, spillede bas i et band - og de havde talent - men hver fredag/lørdag var de ude på dét, de i Århus kaldte for "røvballejobs", hvor man spillede tre sæt for fem små fadøl pr. bandmedlem.
Læger er i grænselandet: Uanset hvem de får til bords, så skal de lige udøve en gratis konsultation. Og det samme med advokater: Det forventes, at jeg under middagen kan slå stregerne til et testamente eller en bodeling eller designe en ægtepagt eller rådgive om et hussalg. Det er her, det starter.
Det er en videreudvikling derfra, når virksomheder søger gratis ydelser fra mindre erhvervsdrivende - og det er en ekstrem af de frie markedskræfter, I nu påpeger. Der er markedsmæssigt/juridisk ikke noget angribeligt i det - når vi ser bort fra (kollektivt) arbejdsretlige betragtninger. Jeg kan således ikke umiddelbart se, at virksomheden, som modtager en billig eller gratis serviceydelse skulle være skattepligtig af en "besparelse" i forhold til tariffen. Det er skatteretligt ikke en indtægt at man opnår rabatter ved dygtig (læs: usmagelig) udnyttelse af sin forhandlingsposition, medmindre parterne befinder sig i et gavemiljø med hinanden - og dét er ikke tilfældet med to erhvervsdrivende med pengemæssigt modsatrettede interesser.
Det kunne være interessant at lave et tværfagligt tiltag med det formål at få disse problematikker frem i lyset - for det er etisk ikke helt i orden, at forhandlingspower hos de store, udnyttes på denne måde.
Bedste hilsner
Torben
Kender også meget godt til situationer med at blive tilbudt gratis arbejde, men også den situation at når jeg så endeligt kommer ud for at snakke med den redaktør, som vil bestille opgaven, så står han rigtigt nok ved et hæve-sænkebord, men når jeg så snakker med ham, så skyldes det mest at ham fyren, på løntilskud, der skulle sælge hæve-sænkebordene i den Blå Avis, er gået ned med stress, men at han nåede at sælge stolene...
Hej Signe
Jeg kan godt forstå din frustration, og det er ingen hemmelighed, at jeg deler den fuldt ud. I KaJ - Kredsen af Journaliststuderende har vi længe kæmpet mod de gratis job, som hverdag bliver sendt ud til alle studerende på mail. Samtidig vælter det op på skolen med folk, som sætter diverse plakater op for gratis job.
Vi har forsøgt flere ting, så sent som i foråret forsøgte vi at få Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til stoppe distributionen af gratis jobopslag men uden held. Der er ingen tvivl om, at gratis arbejde absolut ikke er i orden.
En af årsagerne til, at flere studerende begynder at arbejde gratis, er, at der er ved at skabe sig en efterspørgsel på flere journlistiske erfaringer fra praktikstederne når der skal ansættes praktikanter. Men hvordan får man det? Den nemme måde er at tage imod nogen af de gratis jobopslag. Det er en glidebane for alle parter. Men hvorfor efterspørger medierne erfaringer?
De studerende i dag bliver stadigt yngre, og samtidig bliver der sparet i stor stil på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det betyder mindre undervisning, mindre praktisk erfaring og mere fritid til at få erfaringerne på en anden måde.
Det vil klæde DJ at deltage langt mere i at stoppe spredningen af gratisjobslag på studierne. Vi har efterspurgt det længe, men bliver mødt med opgivenhed. Jeg synes sagtens, at DJ kan forsøge at få uddannelserne til hjælpe med bremse for gratis jobopslag.
Jeg ser frem til at vi stedet for kriminalisere de studerende også kan tage kampen med medier og uddannelser.
Med Venlig Hilsen
Asbjørn Andersen, formand for KaJ - Kredsen af Journaliststuderende
Flere