Ordet "uafhængig" er strøget, og journalisterne på det prisbelønnede blad Sygeplejersken skal også lave strategisk markedsføring. Dansk Sygeplejeråd vil bremse medlemsflugten. Det bliver kaldt en »normalisering«. Men for journalisterne føles det helt anderledes.

KOMMUNIKATION. Klokken nærmer sig 13.00 onsdag den 22. april. Vi er i Dansk Sygeplejeråds nye flotte hovedkvarter på Sankt Annæ Plads i København få hundrede meter fra Nyhavn, hvor foråret har suget stolene ud af caféerne.
Men i kantinen nede i kælderen hersker en uforløst stemning. Journalister og kommunikationsfolk har ventet i syv måneder på dette møde, hvor fremtiden skal afklares. De har klaget over at skulle vente så længe. De to grupper skal i stigende grad lave det samme, og især for journalisterne er der meget på spil.
Udviklingen tog for alvor fart i efteråret 2008, hvor fagbladet Sygeplejerskens chefredaktør, Sigurd Nissen-Petersen, også blev kommunikationschef. Udnævnelsen forekom flere af journalisterne lidt besynderlig.
»Det gav os et lille chok, at chefredaktøren nu også var kommunikationschef,« siger Susanne Bloch Kjeldsen, der har været på bladet i 13 år.
Men friheden til at lave, hvad man gerne vil som journalist, føltes på ingen måde indskrænket.
»Jeg faldt helt ned og glemte, hvad der var sket. Til sidst gik der så længe, at det var lige før, jeg troede, at der ikke skete noget,« mindes Susanne Bloch Kjeldsen.

SIGURD NISSEN-PETERSEN HAR ARBEJDET på en ny og ambitiøs strategi for synliggørelsen af Dansk Sygeplejeråd: "Denne kommunikationsplatform afløser alle hidtidige strategier og visionspapirer…" lyder det.
Helt overordnet har papiret ét sigte: Al kommunikation skal sikre, at medlemmerne er glade og tilfredse med Dansk Sygeplejeråd. Medlemsflugten efter konflikten sidste år skal stoppes.
Planen er få dage forinden blevet drøftet af hovedbestyrelsen, men journalisterne valgte ikke at overvære mødet.
»Jeg ved ikke hvorfor,« siger Britta Søndergaard.
»Der har været noget underligt uvirkeligt over hele den her proces.«
Det ligger i luften på mødet i kantinen i kælderen, at det uvirkelige snart bliver meget virkeligt.
Formand Connie Kruckow fortæller, at hovedbestyrelsen har vedtaget planen.
"Det betyder, at ordet uafhængighed glider helt ud," siger Connie Kruckow og kigger rundt.
"Det er en enig hovedbestyrelse, der står bag," understreger Connie Kruckow, der derpå roser Sigurd Nissen-Petersen.
Han nikker tilbage fra sin plads ved bordenden. Der er helt stille.
»Mens de taler, sidder jeg bare og tænker: "Hvad skal jeg sige?!". Det er jo dem, der bestemmer,« siger journalist Susanne Bloch Kjeldsen.
»Man kan roligt sige, vi blev lamslåede,« siger journalist Lotte Havemann.

DEN ENESTE, DER SIGER NOGET HØJT, er tillidsmand Kirsten Bjørnsson.
"Jeg vil ikke gøre det her til en diskussion om ordet "uafhængighed". For os er det afgørende, at vi stadig kan lave god og hæderlig journalistik i Sygeplejersken."
Med de ord forsøger hun at børste ordet "kommunikationsstrategi" ud af journalistikken.
Men da direktør Kirsten Kenneth Larsen og formand Connie Kruckow har forladt rummet, siger Sigurd Nissen-Petersen, at journalisterne nu også skal lave kommunikationsarbejde. Alle er nu i samme båd. Og den skal fyldes med glade medlemmer.
Konflikten raser i journalisternes hoveder. Tillidsmand Kirsten Bjørnsson siger kort, at det vil blive under protest. Efter mødet inviterer Sigurd Nissen-Petersen på basser.
Mens kommunikationsafdelingen og chefen spiser wienerbrød, holder journalisterne møde. De beslutter ikke at nedlægge arbejdet. Den beslutning får fuld opbakning af Dansk Journalistforbund næste morgen. Ingen fra journalisternes faglige bagland dvæler højlydt ved, at DJ ifølge sin egen formålsparagraf skal "arbejde aktivt for en udvidelse af presse- og ytringsfriheden over for arbejdsgiverne".
»Vi er gået i dialog,« som journalist Britta Søndergaard sammenfatter det.
»Men jeg kan godt frygte, at vi skal kæmpe for vores principper fra sag til sag.«

I PRÆCIS SAMME KÆLDER, hvor meddelelsen blev givet for tre uger siden, byder Sigurd Nissen-Petersen på kaffe. Han forklarer, at Dansk Sygeplejeråd med den nye strategi først og fremmest tilpasser sig den måde, organisationer i dag arbejder med kommunikation.
»Det er en normalisering.«
Kommunikationen skal have et klart sigte:
»Det er en meget stor opgave for min afdeling at sikre, at medlemmerne er tilfredse og kan se, hvilke fordele der ligger i at være medlem af Dansk Sygeplejeråd.«
For journalisterne og kommunikationsfolkene betyder de nye tider, at de skal kunne arbejde på alle platforme og med alle typer kommunikation. Journalisterne skal fremover lade deres engagement tage udgangspunkt i organisationen.
»I dag er det altid den samme journalist, der går til hovedbestyrelsesmøderne. Jeg mener, at alle medarbejdere i min afdeling skal interessere sig for det politiske arbejde. Man kan ikke arbejde i en politisk organisation med skyklapper på. Hvis vi foretager et fravalg, skal det være på et oplyst grundlag.«

HVORDAN NYTÆNKNINGEN SKAL udføres i praksis, skal afklares de kommende uger.
»Det kan for eksempel være historien om, at Dansk Sygeplejeråd har tjekket lønsedler og fundet fejl. Og det behøver ikke være i form af journalistik. Det kan også være kampagner og indstik.«
Under alle omstændigheder er det vigtigt for Sigurd Nissen-Petersen, at journalisterne går aktivt ind i løsningen af opgaven.
»Det er jo medlemmernes kontingent, der betaler journalisternes løn, og det skal de være ydmyge over for. Derfor skal bladet gøre det tydeligt, hvorfor medlemmerne skal betale.«
Et frihedsbrev kommer ikke på tale.
»Sygeplejersken er ikke noget frit medie,« fastslår Sigurd Nissen-Petersen.
»Det har bladet ikke været i flere år. Om det overhovedet nogensinde har været det, ved jeg ikke. Frie medier er et pseudobegreb, når vi taler fagblad. Bladet er en dynamisk del af kommunikationsafdelingen.«

SYGEPLEJERSKEN ER KUN DET SENESTE af en lang række eksempler, hvor fagbladenes redaktioner indlemmes i overordnede kommunikationsstrategier. For det meste hører vi intet om disse forløb.
Journalisten har henvendt sig til fire af journalisterne på Sygeplejersken. De har valgt at stå frem midt i en proces, hvor de uden at kende fremtiden pludselig skal revurdere hele deres faglighed.
»Jeg kom til at græde 14 dage efter mødet. Jeg har været på barselsorlov længe og vender nu tilbage til så forandrede arbejdsvilkår. Det er hårdt, at ens arbejdsplads ændrer sig så markant,« siger Lotte Havemann.
Især rammer det journalisterne, at forandringen føles som en direkte kritik af deres hidtidige indsats.
»Jeg synes, vi laver et godt blad, som vi brænder for, og nu skal vi i stedet være kommunikationsfolk,« siger Susanne Bloch Kjeldsen.
Hun taler ikke ned til kommunikationsfolkenes faglighed. Men hun føler, at hun i sin tid blev ansat til at lave noget andet.
»Der er en naturlig konflikt mellem kommunikationsfolk og journalister. De vil gerne lave vores arbejde – men vi vil ikke lave deres,« sammenfatter Susanne Bloch Kjeldsen.

DET ER NÆPPE TILFÆLDIGT, at det netop er Sygeplejerskens redaktion, der vælger at stå frem. Her har kampen været meget tydelig og hård i perioder.
Efter at Connie Kruckow blev formand i 2000, udfordrede hun daværende chefredaktør Peter Skeel Hjort. Det var en kamp, hvor Peter Skeel Hjort ofte stod så hårdt på sine journalistiske principper, at nogle journalister følte, han i perioder gjorde mere skade end gavn.
»Det gik sørgeligt galt. Og det slås vi med i dag, fordi der blev skabt et misforhold mellem bladet og den politiske ledelse,« siger tillidsmand Kirsten Bjørnsson.
Enkelte journalister mener ligefrem, at fjernelsen af ordet "uafhængig" er Connie Kruckows personlige vendetta mod den ånd, Peter Skeel Hjort kæmpede for.
Hannah Maimin Weil var redaktionssekretær på Sygeplejersken fra 1999 til 2006.
»Jeg er ikke overrasket over, at redaktionen har mistet deres uafhængighed – kun over, at det ikke er sket før nu,« siger hun.
Jesper Berg var på Sygeplejersken fra 1997 til 2000. Han mener, Dansk Sygeplejeråd forregner sig. Læserne bliver ikke gladere af styret kommunikation.
»Begynder de bare at skrive, hvad forbundet synes er interessant, så vil læserne falde fra.«

UDVIKLINGEN PÅ SYGEPLEJERSKEN er et skoleeksempel på, hvordan en ambitiøs politisk ledelse kan vride magten fra en genstridig redaktør. Det er et forløb, der stadig fylder Peter Skeel Hjort med bitterhed.
»Connie Kruckow ville bruge fagbladet til et politisk formål. Det skulle være en del af hendes politiske magtapparat,« mener han.
Det første afgørende skridt tager Dansk Sygeplejeråd i januar 2001, hvor et udvalg skal lave en ny vision for bladet.
For Peter Skeel Hjort er tidspunktet yderst uheldigt. Han har siden sin ansættelse midt i 70'erne rejst fagbladet fra et trist referatblad til en mastodont inden for dansk fagpresse. Baggrunden for bladets succes er ikke mindst enorme indtægter på stillingsannoncer. Nogle år har Sygeplejersken givet et overskud på 20 millioner kroner til Dansk Sygeplejeråd – og Peter Skeel Hjort blev nærmest en bladkonge med eget redaktionelt rige.
De mange penge blev omsat til store researchopgaver. Ofte inden for emner, der lå i den absolutte yderkant af sygeplejerskernes interessefelt – men vandt stor respekt i journalistiske kredse. Bladet var i 1990 for eksempel med i opløbet om en Cavlingpris for en serie artikler om forholdene for udlændinge i københavnske fængsler.

MEN ØKONOMIEN VAKLER omkring 2001. Amterne har oprettet portalen Sygeplejerskejob.dk. Klik for klik mister Sygeplejersken op mod 60 millioner kroner om året.
»Den situation benytter Connie Kruckow efter min mening til at stramme det politiske greb,« siger Peter Skeel Hjort.
I juni 2002 blåstempler hovedbestyrelsen bladets nye grundlag. Chefredaktøren agerer nu under ansvar for forbundets "vision, mission og mål".
»Jeg så formuleringen som et begyndende halsgreb om fagbladet og forudså en indskrænkning af den redaktionelle frihed,« siger Peter Skeel Hjort.
Næste skridt tager Dansk Sygeplejeråd i december 2001 med ansættelsen af Erik Harr som kommunikationschef. Dele af sine kompetencer har han sammenfattet i bogen "Medielobbyisme – kunsten at sætte en dagsorden".
Erik Harr husker mødet med Dansk Sygeplejeråd som spændende. Connie Kruckow prioriterede kommunikation højt.
»Der var for eksempel et stort potentiale i at arbejde mere systematisk med at lave historier til pressen,« siger Erik Harr.
Han søsatte en række nye medier, lavede medietræning og gennemførte en langt mere aktiv kommunikationspolitik. Resultatet lader ikke vente længe på sig. Connie Kruckow kravler nu op blandt de fire-fem mest kendte inden for sundhedsområdet på Dansk Medicins magtliste. Men Erik Harr forklarer, at han lod Sygeplejersken arbejde i fred.
»Bladet og kommunikationsafdelingen var jo to forskellige afdelinger. Derfor er bladet ikke mit ansvarsområde. Og Sygeplejersken har den her selvstændige vision.«
Daværende redaktionssekretær Hannah Maimin Weil beskriver, at Dansk Sygeplejeråd strammede grebet om bladet i den periode.
»Efter at Erik Harr kom til, blev det almindeligt, at alle artikler, hvor Dansk Sygeplejeråd blev nævnt, skulle til godkendelse i sekretariatet.«
Erik Harr påpeger, at han ikke ved, hvordan praksis var, før han kom til.
»Men en artikel, hvor organisationen nævnes, eller politikere interviewes, er det naturligt at få godkendt.«
For Sygeplejerskens redaktion er det nye tider, og selvcensuren melder sig.
»Vi blev mere og mere nervøse for at skrive noget, der gik på tværs af forbundet,« siger Hannah Maimin Weil.

KONFLIKTEN EKSPLODERER før jul 2003, hvor redaktionen har lavet det årlige nytårsinterview med Connie Kruckow. Interviewet bliver sendt til Connie Kruckow. Hun sender det videre til Erik Harr. Han returnerer det til redaktionen. Rettet. Connie Kruckow fortalte dengang fagbladet Journalisten, at artiklen ikke "indeholdt det, jeg gerne ville have med".
Daværende chefredaktør Peter Skeel Hjort påpeger, at der blev opfundet hele nye citater:
»Erik Harr fjernede noget, der var sagt, og tilføjede noget, der ikke var sagt,« siger Peter Skeel Hjort.
Erik Harr forklarer i dag, at Connie Kruckow ikke kunne drøfte interviewet med den pågældende journalist, der var taget på juleferie. Derfor bad hun Erik Harr gennemføre redigeringen.
Sygeplejersken bringer interviewet med en oplysning om, at artiklen er skrevet af Erik Harr og redigeret af ham. Journalisterne på Sygeplejersken reagerer ved at skrive et brev til Dansk Sygeplejeråds ledelse:
"Det er ikke acceptabelt, at Dansk Sygeplejeråd forlanger journalistisk uredelighed af sine medarbejdere. For eksempel ved at citere personer for noget, de ikke har sagt, ved at undgå bestemte vinkler i artikler, ved at undgå uønsket kritik eller undgå at fremføre synspunkter, Dansk Sygeplejeråd er uenig i."

DAGENE ER TALTE for Peter Skeel Hjort. 16. marts 2004 blev han fyret på formandens kontor, men høster stadig anerkendelse for sit pionerarbejde.
»Peter var oprindeligt den helt rigtige mand. Han skabte et af Danmarks bedste fagblade. Før var det et tidsskrift med et enkelt dårligt sort/hvid-foto. Han er et kreativt og visuelt menneske med sans for layout,« siger Kirsten Bjørnsson.
Men 30 år i samme stol er lang tid. Og flere af journalisterne på Sygeplejersken er glade for, at der i dag er mere prestige i at lave historier, der rammer målgruppen. I det hele taget er det redaktionen magtpåliggende at understrege, at skiftet fra Peter Skeel Hjort til Sigurd Nissen-Petersen ikke i sig selv gjorde bladene dårligere. Tværtimod kom Sigurd Nissen-Petersen med friskt journalistisk blod.
»Det er rigtigt, at vi kæmpede hårdt for at bevare Sygeplejersken som et godt blad, og det lykkedes også. Vi var hårdt pressede i perioden omkring nytårsinterviewet med formanden, men da Sigurd Nissen-Petersen blev ansat som redaktør, begyndte vi at lave gode blade igen. Ja, måske har de seneste år været de bedste i bladets historie. Vi har udviklet bladet, skrevet direkte til medlemmerne og fået en masse omtale og citater,« siger Kirsten Bjørnsson.

I PROCESSEN HAR TILLIDSMAND Kirsten Bjørnsson rollen som den, der skal sikre, at journalisterne stadig kan føle sig som journalister.
»Vi har måske ikke mest lyst til at bruge vores faglighed på at lave en pjece – men det går ikke ud over vores journalistiske hæderlighed. Vi vil dog ikke lave noget, der skal ligne en nyhed, men i virkeligheden er skjult og styret kommunikation,« siger hun om den seneste udvikling.
Dybest set handler det om faglig stolthed og identitet.
Journalisten læser nogle citater fra journalisterne højt for chefredaktør og kommunikationschef Sigurd Nissen-Petersen.
Blandt andet dette citat fra Lotte Havemann:
»Det ligger dybt i ens journalistiske faglighed, at man stejler, når ledelsen melder ud, at vi også skal lave kommunikation.«
»Jeg kan godt forstå det,« siger Sigurd Nissen-Petersen.
»De er ansat til at lave bladet, og nu skal de også være parate til at lave anden kommunikation,« siger han og understreger, at Sygeplejersken skal blive ved med at være et godt journalistisk blad.
»Men tiden er løbet fra adskillelsen. De må frigøre sig fra den selvforståelse. Vi har alle en opgave, der handler om at fastholde medlemmer.«
– For færre medlemmer betyder også færre journalister?
»I yderste konsekvens betyder færre medlemmer jo risiko for fyringsrunde. Og der har jo allerede været en fyringsrunde, hvor vi ikke fyrede i kommunikationsafdelingen.«

NERVØSITETEN HOS JOURNALISTERNE handler om, hvorvidt de nu skal pakke deres sædvanlige metoder sammen. Journalisten læser også dette citat fra journalist Britta Søndergaard op for Sigurd Nissen-Petersen:
»Jeg kan frygte, at kun Dansk Sygeplejeråd skal citeres, men at de kilder, vi normalt vil bruge, dem er der ikke plads til. Det vil skabe et ukritisk blad med mindre spræl i.«
– Findes den risiko?
»Det afhænger af, hvilken opgave man har,« siger Sigurd Nissen-Petersen.
»Hvis det er journalistik, er det én bane. Hvis det er kommunikation, er det en anden. Og der kan godt være kommunikation i bladet. Også lavet af journalisterne.«
– Men kan læserne se forskellen på journalistik og kommunikation?
»Det afhænger af, hvordan vi løser opgaverne. Men det er bedst at have klar varedeklaration på alting.«
Men allerede i dag mener journalisterne, at
kildevalget på bladet kan være selektivt. Journalisten læser endnu et citat højt. Fra Britta Søndergaard:
»Som for eksempel da bladet her i foråret har skrevet om kliniske ekspertsygeplejersker og næsten kun talte med politiske støtter af forslaget og slet ikke inddrog almindelige sygeplejersker og skeptikere.«
Sigurd Nissen-Petersen svarer:
»I den opgave havde vi et klart politisk sigte med, hvad vi lavede. Dansk Sygeplejeråd ville meget gerne have et bestemt forslag gennem Folketinget. Så de artikler er på den politiske bane, hvor vi skal opnå bestemte mål.«
– Artiklerne var ikke varedeklareret, og du siger, at det altid er bedst at varedeklarere?
Sigurd Nissen-Petersen holder en pause.
»Vi løste opgaven, så godt vi kunne på det pågældende tidspunkt.«
Vi nærmer os et felt, hvor der er klar uenighed mellem chefredaktør/kommunikationschef og dele af redaktionen. Journalisten læser et citat fra Kirsten Bjørnsson op:
»Hvis der er en sundhedspolitisk diskussion ude i samfundet, skal vi afdække den – også de synspunkter, Dansk Sygeplejeråd ikke er enige i.«
Sigurd Nissen-Petersen:
»Metoden afhænger af, hvor vi er politisk i den konkrete sag, og hvordan vi vælger at kommunikere den. Hvis vi er på den strategiske bane, skal vi vælge, hvad der kommunikeres ud. Derfor: Jeg er ikke enig i udsagnet.« •

Journalisten ville gerne interviewe Connie Kruckow om
hendes visioner for Dansk Sygeplejeråds kommunikation.
Sigurd Nissen-Petersen har anbefalet Connie Kruckow
ikke at stille op. Han understreger, at det er ham, der
udtaler sig om Dansk Sygeplejeråds kommunikation.

Anne Ellerup, lektor, ph.d. ved Center for Virksomhedskommunikation, Handelshøjskolen i Århus:

»Ved at samle kommunikationen ét sted er det nemmere at brande organisationen og skabe et stærkere 'corporate brand', hvor man både internt og eksternt fremstår samlet. Hvis der er forskellige interesser på spil, kan man ikke camouflere det alene med kommunikation. Men man kan arbejde sig hen mod en større forståelse. Det er det, 'corporate communication' handler om.«

FAKTA

1967: Sygeplejersken – med navnet Tidsskrift for Sygeplejersker – modtager dansk fagpresses største journalistpris, Bording-prisen, for redaktionel udvikling.

1986: Sygeplejersken modtager Bording-prisen for redaktionel udvikling.

1990: Sygeplejersken indstilles til Cavlingprisen for en artikelserie om kritisable forhold for udlændinge i københavnske fængsler.

1997: Journalist Kirsten Bjørnsson modtager Bording-prisen for en række artikler om demensramte.

2000: Journalisterne Lotte Havemann, Jesper Berg og Teddy Østerlin Koch modtager Bording-prisen for en række artikler om seksuelt misbrug af børn.

KÆMPER DJ
FOR REDAKTIONEL
UAFHÆNGIGHED?

Tre skud fra Journalisten til DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård

– Det understreges i Journalistforbundets formålsparagraf, at DJ skal kæmpe for en fortsat udvidelse af presse- og ytringsfriheden over for blandt andet arbejdsgiverne. Hvad gør DJ for at sikre, at fagbladenes journalister fortsat har denne frihed?
»DJ anbefaler, at fagblade har en høj grad af uafhængighed af deres ejere, og at der findes et miljø, hvor kritisk journalistik trives.«

– Hvad vil DJ gøre for at sikre presse- og ytringsfriheden på Sygeplejersken, hvor ordet "uafhængig" nu er strøget af udgivelsesgrundlaget?
»DJ anbefaler helt generelt, at fagblade har redaktionel uafhængighed, da det er med til at øge troværdigheden. Det har vi valgt i DJ, hvor det er en del af vores samlede kommunikationsstrategi at have et uafhængigt fagblad. Uanset hvilke beslutninger den enkelte politiske bestyrelse træffer, skal vi sikre, at vores medlemmer får de bedst mulige vilkår for at udføre deres arbejde, hvad enten de er ansat til udgivelse af medier eller de er i en kommunikationsstilling.«

– Vi forstår på Dansk Sygeplejeråd, at DJ er informeret om, at ordet "uafhængig" ikke længere indgår i udgivelsesgrundlaget for Sygeplejersken. Vi forstår også, at der ikke foregår forhandlinger. Hvordan kan DJ kæmpe for uafhængighed, men ikke gribe ind, når ordet fjernes?
»Hvad der foregår af forhandlinger, kan jeg ikke kommentere. Men vi vil til enhver tid gøre alt for, at journalister og kommunikationsfolk i såvel Dansk Sygeplejeråd som i andre organisationer får så gode vilkår som muligt inden for de rammer, der er udstukket.«

Jørn Albertus, formand for gruppen af organisationsblade i Dansk Journalistforbund:

»Som jeg ser det, er forandringerne hos Dansk Sygeplejeråd endnu et eksempel på, at det bliver sværere at skelne mellem de kasketter, folk har på. Journalister opfatter jo sig selv som værende på læsernes side, mens kommunikationsfolk først og fremmest er på organisationen og ledelsens side. Jeg har ondt af de stakkels journalister. Jeg håber ikke, at de får et alt for skizofrent arbejdsmiljø. Når bladene skal være mindre uafhængige, er det så et ønske fra medlemmerne, eller er det bare kommunikationschefens målsætning?«

Fagbladet Fag og Arbejde
Finn Olsen, redaktionschef på Fag og Arbejde:

Har I et frihedsbrev? Nej. FOA's blad er redigeret efter journalistiske kriterier. Men der er ikke nedskrevet noget om, at vi er uafhængige af forbundet.
Er chefredaktøren også kommunikationschef? Nej.
Hvornår har I sidst skrevet kritisk om FOA? I februar skrev vi en artikel med en antydning af kritik. Vi omtalte, at en kilde truede med at gå til den lokale FOA-afdeling for at klage over bladet. Vi fremstillede det ikke som en kritik af forbundet, men det blev opfattet som kritik. Det er nok det nærmeste, vi kommer det i år.

SOCIALRÅDGIVEREN
Mette Ellegård, leder af kommunikationsafdelingen og redaktør af Socialrådgiveren:

Har I et frihedsbrev? Nej, og det har vi aldrig haft. Jeg synes, at frihedsbrev er en oldnordisk ting, for hvad skal man bruge det til? Hos os har ledelsen og politikere stor respekt for vores arbejde, og intet bliver forhåndsgodkendt, før det kommer i bladet. Vi kan sagtens skrive kritisk om politiske ting.
Er redaktøren også kommunikationschef? Ja.
Hvornår har I sidst skrevet kritisk om forbundet? Godt spørgsmål. Jeg har selv tænkt tanken, men der har ikke været anledninger i lang tid. Og hvad er det at skrive kritisk? Hvis der er en debat i hovedbestyrelsen, som kan se mærkelig ud for medlemmerne, så skriver vi om det.

Bibliotekspressen
Henrik Hermann, ansvarshavende redaktør:

Har I et frihedsbrev? Vi har redaktionel frihed og er uafhængige af hovedbestyrelse og sekretariat. Læserne skal kunne regne med, at ledelsen ikke har pillet ved de ting, vi skriver. Når man laver fagblad, vil der i hvert fald tre-fire gange i løbet af året være situationer, hvor den redaktionelle frihed er vigtigt, og den kan ikke gradbøjes.
Er redaktøren også kommunikationschef? Nej. Men jeg mener godt, at journalister og kommunikationsfolk kan arbejde sammen. Det skal bare være sådan, at når man skriver til fagbladet, skal man se det fra medlemmernes synspunkt, ikke forbundets. Bibliotekspressen er medlemmernes blad.
Hvornår har I sidst skrevet kritisk om forbundet? I fjor foreslog hovedbestyrelsen, at Bibliotekarforbundet skiftede navn til "Viden og kultur". Det forslag syntes medlemmerne ikke om, og det var vi med til at afdække. Jeg er glad for, at vi ikke skulle propagandere for det.

Børn og Unge
Lone Ries Karkov, ansvarshavende redaktør og kommunikationschef i BUPL.

Har I et frihedsbrev? Nej. Men bladet har en hovedbestyrelsesvedtaget målsætning om, at bladet skal skrive åbent og kritisk om det arbejde, organisationen leverer for kontingentkronerne, og at holdninger og politikker skal udfordres gennem professionel journalistik.
Er redaktøren også kommunikationschef? Ja.
Hvornår har I sidst skrevet kritisk om forbundet? Vi udfordrer jævnligt BUPL's politisk valgte med spørgsmål til den valgte politik. Senest vi skrev kritisk, var efter overenskomstforløbet sidste sommer.

Fagbladet (3F)
Palle Smed, ansvarshavende redaktør og leder af kommunikationsafdelingen

Har I et frihedsbrev? Nej.
Er redaktøren også kommunikationschef? Ja.
Hvornår har I sidst skrevet kritisk om forbundet? Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har skrevet om 3F. Vi skriver fortrinsvis om medlemmerne og for medlemmerne – og meget sjældent om organisationen. Politiken og de andre aviser skriver jo heller ikke kritisk om sig selv. Men jeg vil ikke afvise, at det kunne ske, hvis historien var tilstrækkelig journalistisk relevant.