Operation X: Minkavlerne lyver og laver spin

Pelsdyravlerne laver spin, når de melder Operation X til Pressenævnet for en kritisk udsendelse i aftes på TV 2. »Det passer ikke, hvad de siger,« mener Operation X-redaktør. Han afviser al kritik punkt for punkt over for Journalisten.dk.

Pelsdyravlerne laver spin, når de melder Operation X til Pressenævnet for en kritisk udsendelse i aftes på TV 2. »Det passer ikke, hvad de siger,« mener Operation X-redaktør. Han afviser al kritik punkt for punkt over for Journalisten.dk.

Dansk Pelsdyravlerforening vil melde TV 2 og redaktionen bag Operation X til Pressenævnet efter et program i aftes. Operation X fulgte op på sit tidligere program om misrøgt på minkfarme.

Sidste gang Operation X granskede dyrenes forhold på minkfarme, endte det med krav om et fogedforbud og en stor annoncekampagne fra Dansk Pelsdyravlerforening. I denne omgang vil de gå til Pressenævnet og har sendt en pressemeddelelse ud, hvor de tilbageviser centrale påstande fra programmet i går.

Journalisten.dk har interviewet Kasper Vilsmark fra Monday Media, der er redaktionschef på Operation X og var det på programmet, der blev sendt i aftes.

Først og fremmest, er du bange for at blive ført for Pressenævnet?

»Nej, det er jeg ikke. Det har vi ligesom prøvet før,« siger han med henvisning til, at Monday laver en lang række undersøgende journalistiske programmer, der fra tid til anden føres for Pressenævnet.

Har Dansk Pelsdyravlerforening ret i nogen af de anker, de fremfører over for jeres program?

»Nej, det mener jeg ikke, de har.«

Ifølge pressemeddelelsen fra Dansk Pelsdyravlerforening er I blevet klædt faktuelt af i deres annoncer …

»Det er noget sludder! De siger, at minkavlere har nogle af de bedste forhold i dansk husdyrhold. Det passer ikke, det er faktuel statistik, og det har vi undersøgt. De hævder også, at det ikke har ført til nogen sager, men det er noget sludder. Vi ville også gerne vise vores materiale til de enkelte farmere, så de kunne forholde sig til optagelser fra deres egne farme i programmet i går, men det ville de ikke medvirke til.«

Journalisten.dk forholder Kasper Vilsmark de centrale påstande i pressemeddelelsen fra Dansk Pelsdyravlerforening. Først og fremmest hævder pelsdyravlerne, at de har gjort TV 2 opmærksomme på redaktionelle fejl og mangel på dokumentation forud for programmet i aftes.

»Dansk Pelsdyravlerforening har selvfølgelig forud for udsendelsen for længst gjort TV 2 bekendt med de redaktionelle fejl og manglen på dokumentation, således at Operation X-redaktionen og TV 2's redaktør, Lasse Bjerre, har haft rige muligheder for at basere programmet på et faktuelt korrekt grundlag,« skriver Dansk Pelsdyravlerforening i pressemeddelelsen.

Den påstand giver Kasper Vilsmark ikke meget for.

»Det er rigtigt, at de har skrevet et brev til TV 2 om, hvad de syntes der skulle være med i programmet, men det var jo ikke lavet på det tidspunkt, så hvordan kunne de kende til de redaktionelle fejl og manglen på dokumentation?« spørger han.

Han mener, at det er tydeligt, at pressemeddelelsen er skrevet, før udsendelsen var på tv.

I pressemeddelelsen fra Dansk Pelsdyravlerforening er oplistet en række konkrete kritikpunkter mod Operation X-programmet i går.

Det første handler om, at politiet aldrig har brugt de videooptagelser til noget, som Operation X fik af organisationen Anima og brugte i det første program. På trods af, at Operation X hævder, at materialet er blevet brugt.

Dansk Pelsdyravlerforening bruger et citat fra et Ritzau-interview med politiet som dokumentation:

'»Det har ikke været muligt at identificere, hvor og hvornår filmene er optaget. Så vi har ikke kunnet bruge optagelserne til noget,« siger politiinspektør Claus Hilborg.'

Men ifølge Kasper Vilsmark har redaktionen talt med Claus Hilborg, der har understreget, at han ikke med udtalelsen mente, at billedmaterialet ikke kunne bruges. Derimod blev billedmaterialet aldrig brugt af politiet af en anden grund:

»Da vi interviewede Fødevarestyrelsen til sidste udsendelse, viste vi dem de videoklip. Det tog de meget alvorligt, og derfor politianmeldte de de 34 avlere, før programmet blev sendt. I stedet for at vente på, at billedmaterialet blev offentliggjort, rykkede politiet ud med det samme, og de konstaterede alle mulige fejl og mangler. Efter programmet var sendt, afleverede Anima alt deres materiale til politiet og Fødevarestyrelsen, men så meddelte politiet, at de lige havde været derude og havde givet bøder, så der var ingen grund til at gøre det igen,« siger Kasper Vilsmark.

Dansk Pelsdyravlerforening fremhæver også citater fra en rapport, som fødevareministeren har fået lavet efter det første Operation X-program. I rapporten står blandt andet:

»Det generelle indtryk er, at sygdomsforekomst og dødelighed blandt mink er på et lavt niveau, som er væsentligt under niveauet for anden husdyrproduktion i Danmark.«

Men ifølge Kasper Vilsmark handler rapporten om at foreslå nye tiltag for at gøre dyrevelfærden bedre, og opgaven bag rapporten er ikke at kigge kritisk på dyrevelfærden i minkavl nu. Derfor er citatet taget ud af rette sammenhæng.

Dansk Pelsdyravlerforening mener generelt, at Operation X giver indtryk af, at forholdene er meget dårligere i dansk minkavl, end de er. Det er Kasper Vilsmark også uenig i.

»Der er altså 138 farme, der har fået besøg, og der var 85 procent, der fik anmærkninger. Pelsdyravlerne siger, at det ikke handlede om dyrevelfærd. Men der faldt altså bøder, og der var dyr, der skulle aflives på grund af sår. I fire tilfælde førte det til politianmeldelse,« siger han.

Ifølge Kasper Vilsmark er Dansk Pelsdyravlerforening i gang med at lave spin for at lede opmærksomheden væk fra det, Operation X har afsløret.

»De vil gerne have det til at handle om små tekniske fejl, som at en avler ikke har skrevet medicinlogbogen med kuglepen og den slags. Det passer ikke,« siger han.

I bunden af pressemeddelelsen fremfører Dansk Pelsdyravlerforening, at de har fået aktindsigt i det interview, Operation X lavede med Fødevarestyrelsen. På den baggrund citerer de i pressemeddelelsen styrelsens Jan Mousing for at sige:

»Vi oplever den organiserede del af erhvervet som en meget aktiv og positiv medspiller i udviklingen af de nye initiativer, og at erhvervet har gjort meget for at få budskabet om forbedret styr på farmen ud til alle.«

Men Kasper Vilsmark har været i kontakt med Fødevarestyrelsen igen, efter interviewet blev lavet.

»Fødevarestyrelsen afviser over for os, at interviewet blev optaget. Hvordan kan de så føre direkte citat i pressemeddelelsen og få aktindsigt i interviewet?« spørger han.

1 Kommentar

Michael nielsen
16. SEPTEMBER 2010
Re: Operation X: Minkavlerne lyver og laver spin

Problemet med TV2 og deres måde at lave tv på er at de kan klippe billeder og lyd sådan at det kommer til at fremstå på den måde at de gerne vil have.

hvis der er fundet ca. 1000 mink med sår. er det jo altid for mange men hvis der er sår på en mink er den jo ikke noget værd som skind derfor er det jo også i minkavlernes interesse at så få mink har sår. Mink er jo et rovdyr, det forekommer jo at de kommer op at slås og laver sår på hinanden.

Så skal de jo aflives med det samme. danmarks produktion af minkskind er uden at vide det nøjagtige tal ca. 20 millioner skind og hvis der er 1000 dyr med sår så er det promiller der er tale om samlet set.

De fleste af de påtaler som fødevarestyrelsen har lavet er af tekniske art som manglende lege rør i burene, manglende hylder i burene og medicinlog bøger der ikke er opdateret, disse ting er nye tiltag som er blevet indført i år. derfor er der nogle avlere der ikke har fået implementeret disse tiltag i hverdagen.