Den ny udviklingsdirektør i produktionsselskabet Monday Media vil sætte fart under ideudviklingen. Eksport af seersucceserne Operation X eller Basta til udlandet er blandt mulighederne, fortæller han til Journalisten.dk.
»Det er superfedt at få nye ideer.«
Sådan siger den nyudnævnte udviklingsdirektør i Monday Media, Thomas Stokholm. Han skal fremover stå i spidsen for udviklingen af nye programformater, coaching på DFI-støttede dokumentarfilm og finjusteringer af Mondays mest kendte programmer, Operation X og Basta.
Målet med udviklingsarbejdet er blandt andet succes i udlandet.
»Det er vigtigt at have ambitioner, så vi skal blandt andet finde ud af, hvordan vi kan konkurrere med udenlandske formater. Hvorfor skulle vi ikke kunne lave Operation X sammen med TV2 i Norge og Sverige? Eller sælge forbrugerprogrammet Basta til seere i Litauen eller Tyskland?« spørger Thomas Stokholm.
Hvis et af programmerne skal eksporteres, skal det ske i samarbejde med TV 2, der ejer formatet, siger Thomas Stokholm.
Thomas Stokholm kommer fra et job som kreativ direktør for Monday Corporate, afdelingen for virksomhedsfilm og -tv. Han siger, at han er glad for at være et sted, hvor man betragter udvikling som en investering – ikke bare som en udgift.
»Jeg skal hjælpe med at få de gode ideer frem. Det bliver i ledelsen set som et plus, at jeg hiver folk til side for at udvikle nye ideer. Vi skal levere de formater og historier, man ikke kan få andre steder.«
Thomas Stokholm fortæller, at Monday også i fremtiden vil satse på journalistiske tv-programmer frem for rene underholdningsprogrammer. Den prioritering vil han ikke ændre på.
»Underholdningsformater, der ikke har noget med virkeligheden at gøre, er ikke noget for os. Vi tager udgangspunkt i virkeligheden – rigtige mennesker, der laver rigtige ting.«
Han tilføjer, at den stigende konkurrence mellem produktionsselskaberne betyder, at nye ideer skal præsenteres mere professionelt for tv-selskaberne.
»Det er ikke nok at skrive noget ned på bagsiden af en serviet. Det skal være mere kvalificeret og baseret på mere forudgående research.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.