I aften skulle Operation X have været vist på TV 2. Men programmet er i sidste øjeblik blevet taget af igen, fordi en central kilde er afgået ved døden, skriver ekstrabladet.dk.
Den centrale kilde er død efter længere tids sygdom. Operation X meddelte aflysningen på programmets Facebook-side. Her fremgår det, at programmet er aflyst på grund af hensyn til den afdødes pårørende:
"Operation X er blevet orienteret om, at en central medvirkende i det kommende program efter længere tids sygdom er afgået ved døden. Af hensyn til personens efterladte sendes programmet ikke som planlagt tirsdag d. 19. februar. Der er endnu ikke taget stilling til om programmet sendes i en ændret udgave på et senere tidspunkt."
Den afdøde, centrale kilde er tidligere ansat på bostedet Startskuddet, som Operation X gennem længere tid har undersøgt.
Startskuddet er et sjællandsk botilbud til unge med afdelinger flere steder på Sydsjælland.
Sagen er usædvanlig, fordi Startskuddet selv gennem længere tid har været i modoffensiv mod Operation X og bl.a. anfægtet de journalistiske metoder og brugen af fiktive identiteter og skjult kamera.
Ifølge de oplysninger der er kommet frem ville Operation X bl.a. stille spørgsmål til Startskuddets brug af medicinering og anvendelse af clairvoyance i behandlingen af de unge.
Etiske hensyn
Det er TV 2, der har valgt at aflyse aftenens udsendelse af programmet, og det skyldes etiske hensyn, forklarer dokumentarredaktør på TV 2 Lasse Bjerre.
»En af de centrale medvirkende i programmet er død efter længere tids sygdom, så det gør, at vi har valgt ikke at sende programmet af hensyn til de efterladte. Det har ikke noget at gøre med indholdet eller dokumentationen,« siger Lasse Bjerre til journalisten.dk.
TV 2 er stadig ikke kommet frem til, om programmet skal sendes på et senere tidspunkt.
»Vi er ikke nået frem til en beslutning, det er noget vi kigger på her i de kommende dage,« siger Lasse Bjerre.
Michael Nørgaard, tv-tilrettelægger på Operation X for produktionsselskabet Monday , bakker op om TV 2.
»Vi er fuldstændigt enige i beslutningen af hensyn til de efterladte,« siger han til journalisten.dk.
Opdateret 11.15 med kommentarer fra Lasse Bjerre og Michael Nørgaard.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Skriver ekstrabladet.dk." Jovist, men sn.dk skrev det nu først:
http://www.sn.dk/Udsendelse-aflyses-paa-grund-af-doedsfald/Sjaelland/artikel/256646
Eller ret beset skrev Startskuddet det allerførst. Nemlig allerede i fredags:
http://www.startskuddet.dk/operation-x