search

Operation nakkeskud

Den baskiske separatistbevægelse ETA har på halvandet år dræbt 31 mennesker. Den kommende sommer vil de skyde journalister, fordi journalister ifølge ETA aldrig ser deres trygge hverdag truet.

Det er allerede 30 grader i skyggen her i starten af juni, under den glødende spanske sol.

Varmen bliver mere hidsig og intens hver dag. Det bliver en hed sommer… for nogle hedere end andre. Frygt spreder sig som en steppebrand blandt spanske reportere.

Den baskiske terrorfraktion ETA har direkte erklæret pressen krig. Stemmer i den spanske regering hvisker, at hemmelige kilder blandt de fanatiske og meget professionelle henrettelses-bander har afsløret, at ETA denne sommer har dekreteret "operation nakkeskud"… med journalisterne øverst på listen over ofrene.

Officielt siger pressens talsmænd: Ingen kan skræmme os til at tie stille. Anonymt erkender de frygten.

Når du kører fra den gamle historiske tyrefægterby Pamplona nordover i Spanien, rammer du Baskerlandet. Gispende smukt. Forrevne bjergtinder, fascinerende, skræmmende. Buldrende floder, irgrønne, isnende kolde, bundløse bjergsøer. Smalle, snoede veje, der hænger som afsatser over svimlende dybder.

Menneskene er også anderledes her. Stolte, tavse machomænd med skarpt skårne ansigter, som mejslet i sten, formet af den bidende vind. Stærke, vurderende øjne. Smalle læber … fåmælte.

Kvinderne er som naturen… berusende. Strejf af utilnærmelig arrogance, provokerende øjne.

Måske, i sin brutalt barske egenart, det mest charmerende, men også mest gådefulde hjørne af dette mægtige latinske land, hvor udlændinge siger, spanierne bor. Men hvor de selv kalder sig baskere, catalanere, andalusiere, galiciere. Og taler deres egne sprog. Menneskene i dette kolossale område af dynami-ske, energiske storbyer, øde ørkener, vilde bjerge, knitrende skovbrande og rivende stormfloder har aldrig betragtet sig som én stor nation. Men et vrimlende mix af selvstændige lande. Flytter du fra én egn til en anden, er du emigrant.

Det er ikke en vittighed, når du i lufthavnen i Barcelona spørger en catalansk taxachauffør, om han taler fremmedsprog, og han så svarer dig: Ja eet, spansk.

Disse korte rids af en splittet folkemasse på 45 millioner i vild industriel og intellektuel udvikling. Samtidig er der tidslommer, hvor du en go' halv times kørsel i bil fra Barcelona ka' finde landsbyer, stivnet, låst fast i tiden, et sted tilbage i 1600… 1700-tallet… hvor du stadig kan finde bjergbønder, der aldrig har hørt om en telefon eller set et fjernsyn. Det er en hamrende nødvendig forudsætning for overhovedet at fatte bare lidt af den snerrende fanatisme eller den blidt tilbagelænede "mañana, mañana" stemning, der hersker i denne besnærende, bizarre menneskelige cocktail.

De siger, de gamle i Baskerlandet, når de har luret dig, set dig an og synes, det er en snak værd at indvie dig en anelse i deres tanker, at da Skaberen i sin tid havde konstrueret det meste af kloden, smed han med løs hånd sine smukkeste juveler ned over Pyrenæerne og dannede det stejle Baskerland og dets stejle mennesker. Så smukt, råt, barsk og blidt.

Men de siger også, at djævelen stak sin krumme, krogede lille finger ind i perledyn-gen… og trak et blodigt spor af vold og terror.

ETA er en skræmmende, konstant nærværende terror i den baskiske hverdag.

Siden "våbenhvilen" mod den spanske stat, etableret 3. december 99, har denne fraktion af selvstændighedshungrende, frihedsfanatiske terrorister, der selv synes, de er frihedskæmpere, dræbt, kynisk og konsekvent henrettet 31 mennesker.

Så verden ikke glemmer, de findes!

 

Brændende hævntørst
Valget 13. maj i år gav de moderate, demokratiske kræfter et mægtigt flertal, men har smidt mere brænde på det flammende, baskiske bål.

Denne "never ending story", den evige, historiske strid, arvet fra generation til generation, med denne atmosfære af latinsk "vendetta", blodhævnen… sønner og døtre ser maskeklædte mænd myrde fædre, mødre, brødre. Og sværger hævn. Og venter, venter, venter, men husker og forbereder sig. Og dræber. Og den belastende, krævende arv af emotionel, brændende hævntørst ruller videre og videre.

Den ny leder af det baskiske demokratiske flertal "el Lehendakari" Juan Jose Ibarretxe, siger det kontant: ETA prøver at dræbe sig selv tilbage til den magt, de mistede ved stemmeurnerne.

Sidst i maj flammede overskrifterne i dagblade og tv med helt nye vinkler:

Nu dræber ETA 'sendebudet'.

Santiago Oleaga, den økonomiske direktør for dagbladet El Diario Vasco, blev 24. maj henrettet på parkeringspladsen foran hospitalet Matia midt i storbyen San Sebastian. Med syv præcise skud fra to professionelle dræbere: tre i ansigtet, et i halsen, tre i bryst og skulder. Død på stedet.

Myrdet med kugler fra ni-millimeter parabellum pistoler, ETAs foretrukne våben.

Samtidig bekræfter ETA i sit tidsskrift Zutabe, at de nu bevidst går efter journalister, "fordi de personer aldrig ser deres hyggelige, trygge, fredelige hverdag truet"!

Inden for det seneste år har ETA forsøgt drab på to reportere fra dagbladet El Pais og tv-stationen Antenna Ire og også på de kendte radioreportere Del Olmo og Herrera.

15. maj dette forår blev den baskiske reporter Gorka Landaburu hårdt kvæstet, da en brevbombe fra ETA eksploderede i hans hænder i hjemmet i Zarautz i Guipuzcoa-distriktet. Lægerne amputerede højre tommelfinger, fjernede brændt hud fra håndfladerne, behandlede slemme skader i underliv, lede skrammer i ansigtet og farlige brandsår i journalistens venstre øje, der måske betyder, han mister synet.

Og frygten breder sig…

 

Slynglernes svinestreger
De baskiske reportere siger, "os gør ingen tavse, os skræmmer ingen", og Jose Bergaretxe, talsmand for kommunikationsgruppen El Correo, der udgiver El Diario Vasco snerrer: "Tavshed er det samme som at anerkende terror, og det nægter vi, og ingen skal få held til at lukke munden på os"… Lederskribenten på avisen El Periodico Catalunya, señor Antonio Franco, skriver, "angreb på pressen er kun en bisætning i de baskiske fanatikeres terror, fordi ETA i bund og grund er imod alt og alle, og fortsætter: "reporterne på El Diario Vasco står stejle og stolte og modige contra "los canallados", slynglernes svinestreger"… og pointerer: "disse attentater på pressen er helt uden saft, kraft, værdi for ETA, fordi en dag vil den frie, demokratiske presse på forsiden juble "ETA besejret"…

Alligevel breder frygten sig.

Som en pervers, snigende sygdom sætter den sig i reporternes underbevidsthed.

Det er en frygt, der får yderligere næring, når indenrigsministeriet, repræsenteret af vicepræsident Mariano Rajoy, afslører, at hemmelige kilder har røbet, at ETA denne sommer vil dæmpe de så frygtede bilbomber, men til gengæld har dekreteret optrapning af personlige henrettelser med ordren til "Operation Nakkeskud"! Og samme kilder betoner, at ETAs særligt udvalgte ofre denne sommer 2001 er journalister, politikere, politi, militær.

Men med journalisterne i forreste række.

Bilbomber rammer tilfældigt og ofte uskyldige… Specielt den frygtede pendulbombe, der dingler i et miniophæng under bilen og kun aktiveres ved hidsig accelleration eller hård opbremsning, hvor den bliver slynget op mod bunden af bilen.

De tilfældige drab på uskyldige kan have en vis pinlig "publicity" for de rabiate baskeres sag. Hvorimod konkrete, professionelt gennemførte nakkeskud rammer præcis de ofre, ETA mener, "smider vores konflikt direkte på bordet og i fjæset på enhver"!

Og frygten breder sig…

 

Agenter over alt
Hemmelige ETA-kilder afslører i avisen "Periodica Catalunya", at terrorgruppen har et læs af ‘sovende agenter' spredt rundt i Spanien, hvor ingen aner hinandens eksistens, men hvor alle kan vækkes med et telefonopkald med en hemmelig kode, der udløser den ‘sovende agent', som går i aktion med en for længe siden programmeret terroraktion.

Den tidligere spanske statsleder Felipe Gonzales blander sig stærkt i debatten: "Nu må det være slut med at behandle de unge ETA-slyngler som vildfarne stakler… og dem, der ikke er med i kampen mod ETA, er forrædere mod staten."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen