Opbakning til formand

 

 

Mogens Blicher Bjerregård er gået alt for langt. Det siger Uffe Gardel, fællestillidsrepræsentant i Det Berlingske Officin og medlem af det udvalg i Journalistforbundet, der havde til opgave at lægge en strategi og fastsætte udspillet i forsøget på at lave en ny medie-overenskomst. De øvrige medlemmer af udvalget, kaldet baggrundsgruppen, siger, at Mogens Blicher Bjerregård har lagt det udspil på bordet, som hans medspillere har sagt god for.

JOURNALISTEN har spurgt baggrundsgruppen, om Mogens Blicher Bjerregård gik ud over sit mandat i forhandlingerne med DDFF.

 

Lars-Bo Larsen,TR, Politiken.
Mogens Blicher Bjerregård gik ikke ud over mandatet.

Problemet er, at vi gav et mandat, som vi alligevel ikke havde opbakning til. Uffe Gardel mødte op med upræcise meldinger. Jeg følte, der var dækning for vores udspil – også på Berlingske Tidende, men der ligger et stort ansvar hos Uffe Gardel for, at han er med til at sende forhandlingsdelegationen ud, hvor den ikke kan bunde. Det er afgørende, at mandatet fra Berlingske Tidende er der. Jeg mener, vi alle er ansvarlige for, at vi ender et forkert sted.

Problemet er, at forbundet aldrig har taget en grundlæggende diskussion om, hvordan vi får overenskomstdækket de mange små arbejdspladser. Nogle frygter, at dårlige overenskomster vil få en afsmitning på de gode. Jeg frygter i endnu højere grad en afsmitning fra de arbejdspladser, der ikke har en overenskomst.

 

Thomas Szlavik, TR, Ekstra Bladet
Man kan ikke beskylde Mogens Blicher Bjerregård for at gå ud over mandatet, men der er sket det, at en masse er kørt skævt.

Jeg er altid blevet beskyldt for at stå i vejen for fremskridtet. Derfor valgte jeg denne gang den holdning, at vi skulle se, om vi kunne noget her, og derfor har jeg måske også været for tilbagelænet. Det er grunden til, at jeg har overset en væsentlig detalje om efteruddannelse på det møde, hvor Uffe Gardel ikke var der. Jeg overser den, fordi vi på Ekstra Bladet ikke har en bestemmelse om efteruddannelse, derfor var jeg ikke opmærksom på, hvilket ramaskrig det ville give blandt kollegerne i den berlingske koncern.

At Uffe ikke selv har været med på det møde, giver ham nogle spillemuligheder nu, som han benytter sig af.

Jeg mener, vi gav forhandlerne for meget snor. De løb. Vi tog hele skridtet uden at sikre os, at modparten også ville tage skridt – i stedet fortsatte modparten med at forhandle i små bidder. Det var en fejl. Jeg mener, Mogens var for vild med at rykke. Han ville hellere have et dårligt resultat end ikke noget resultat.

 

Peter Birch, Næstformand i FreelanceGruppen
Jeg kan ikke få øje på noget sted, hvor Mogens Blicher Bjerregård skulle være gået ud over mandatet.

Alle ting, der er sket, har været til diskussion. Vi har kæftet op, hvis vi var uenige. Jeg tror, Uffe Gardel er lidt bagud med sin kritik. På et tidspunkt opdager han, at nu er vi kommet for langt ud, og så vil han sætte hælene i.

 

Frederikke Alban, TR, Urban
Mogens Blicher Bjerregård gik ikke ud over sit mandat.

Jeg forstår ikke, hvad der foregår her bagefter. Måske hænger det sammen med, at det først var efter vores andet møde, at Uffe Gardel holdt møde med kollegerne på Berlingske Tidende. På Urban er der ingen, der synes, at Journalistforbundet er gået for langt.

 

Ann Thomsen, TR, Metropol Online
Mogens Blicher Bjerregård gik ikke ud over mandatet.

Jeg ved godt, Uffe Gardel synes, vi har solgt ud, men vi er også nødt til at forholde os til, hvilken virkelighed vi har. Vi har ikke haft overenskomst i tre år og har ikke arbejdet under de bedste forhold. Vi er selvfølgelig interesseret i at få et så godt resultat som muligt. Måske bliver slutresultatet ikke en ringere overenskomst, men den kan blive anderledes på nogle områder.

Læs også: Massiv kritik af DJ-formanden og Frygter forringelser

 

0 Kommentarer