OP MOD INTETHEDEN

Den 68-årige journalist, Ole Dich, stiller op som forbundsformand. Han vil udfordre Mogens Blicher Bjerregård, som ifølge Dich er for vattet og ikke har noget på hjerte. Ole Dich vil frem for alt ikke kede folk, han forlanger profil og en større indsats for de arbejdsløse.

Den 68-årige journalist, Ole Dich, stiller op som forbundsformand. Han vil udfordre Mogens Blicher Bjerregård, som ifølge Dich er for vattet og ikke har noget på hjerte. Ole Dich vil frem for alt ikke kede folk, han forlanger profil og en større indsats for de arbejdsløse.»Jeg er altid villig til at stille op mod den absolutte intethed.«
Halvandet døgn efter Ole Dich fyrede denne melding af fra talerstolen på Kreds 1’s generalforsamling, mener han det stadig. Han vil stille som forbundsformand. Og denne pludselige vilje blev fremprovokeret af formandskandidaten Mogens Blicher Bjerregårds første indlæg på Kreds 1’s generalforsamling.
»Han er for vattet. Jeg hørte en mand, der ikke havde noget på hjerte. Jeg havde forventet noget indhold og ikke bare noget om, at det var så vidunderligt i kredsene. Han hældte vand ud af øret,« fortæller Ole Dich.
»Journalister er markante, de bør have en markant formand. Så hellere én, der kan bomme den en gang imellem, men som kan tegne en profil. Jeg vil i hvert fald gøre mig anstrengelse for ikke at kede folk og tale et almindeligt dansk, som folk kan forstå,« siger Ole Dich.
»Det, jeg mangler i diplomati, har jeg i præcision.«
Han er helt bevidst om, at han ikke er 17 år længere, men meget tæt på de 69.
»Min kilometertæller har gået mange kilometer, men jeg kan godt sparke endnu. Jeg har været journalist i 50 år – og det kan godt bruges til noget.«
»Min højeste prioritet er at få arbejdsløsheden ned. Arbejdsløshed er det mest dræbende, der kan ske for et kreativt menneske – bare at skulle træde vande, skrive ansøgninger og få dem i hovedet igen,« siger Ole Dich, som selv har været arbejdsløs journalist i en periode, som han selv betegner som for lang.
Rækken af eks-arbejdspladser tæller mere end 20: Middelfart Venstreblad, Information, Langelands Folkeblad, Vejle Amts Avis … Selv fremhæver han jobbet som chef for UNICEFs publikationer på hovedkvarteret i New York.

Topstyret monstrum
Højt på hans DJ-prioteringsliste står problemet med løstansatte:
»Daglejer-problematikken kan man kun komme til livs ved at gøre det dyrere at have daglejere. Folk producerer bedst, når de ikke går rundt og er skidenervøse for at blive fyret. Journalister er også mennesker, som har krav på tryghed og i øvrigt også hvile. Man kan ikke producere på et underskud.«
Han er selv fra den tid, hvor »journalister arbejdede 28 timer om dagen, ni dage om ugen«. Hans guldsmykke om halsen, som har hængt der uafbrudt i 19 år, giver tit folk anledning til at spørge, om han går ind for 30 timers arbejdsuge. Det kunne nemlig godt ligne en smuk udgave af tallet 30 – men det er nu ikke det, det står for. Det er hinduistisk tegn »OM«, som er den lyd, hvoraf universet blev skabt. Og er igen et tegn på, at Ole Dich tager afstand fra det, der keder ham.
»Den danske folkekirke keder sig selv og os andre ihjel,« lyder det på Dich-dansk.
Han mener, forbundet skal være rummeligt. Det sikrer en stærk fagpolitik, og derfor mener han, at delegeretmødet skal sige ja og velkommen til de 600 fotografer fra Grafisk Forbund.
Set med Dichs briller er Journalistforbundet alt for topstyret:
»Forbundet er blevet et topstyret monstrum. Min stil ville være at styrke kredsene. Man skulle ansætte en faglig sekretær til at styrke kredsene, det er herfra inspirationen skal komme. Kredsene er blevet gjort til små ubetydelige hyggecentre.«

0 Kommentarer