Gratisavisen metroXpress planlægger at afskedige mellem 20-25 pct. af samtlige ansatte i koncernen. Særligt journalister vil blive ramt, siger bestyrelsesformand til Journalisten.dk. (opdateret)
Nedskæringerne vil i øvrigt berøre medarbejdere på både metroXpress og 24timer.
Ud af de ialt 130 ansatte i de to bladhuse skal således op mod hver fjerde fyres. Og ifølge bestyrelsesformand for metroXpress, Anders Kronborg, vil langt størstedelen blive journalister:
»Det er primært de redaktionelle medarbejdere, der vil blive ramt, fordi vi ret hurtigt efter fusionen mellem 24timer og metroXpress opnåede synergier på blandt andet distribution og salg. Derfor handler det nu om redaktionelle synergier,« siger Anders Kronborg, der ikke vil sætte præcise tal på, men i værste tilfælde er tallet i omegnen af 30 redaktionelle medarbejdere.
Anders Kronborg understreger, at der er tale om "så mange" at bestemte procedurer for afskedigelse nu træder i kraft.
»Forhåbentlig får vi det på plads inden udgangen af november,« siger han til Journalisten.dk.
Det præcise antal afhænger dog af forhandlinger med medarbejderrepræsentanterne, som ventes afsluttet senere i denne måned.
Om de forestående fyringer er nok tør han i øvrigt ikke garantere:
»Det er svært at sige, om det er nok. Hvem ved, hvordan annoncemarkedet udvikler sig i 2009. Vi forventer betydelig negativ vækst i 2009. I hvert fald mere end minus fem pct. Og det er det, vi nu gearer os efter,« siger han.
Anders Kronborg understreger dog, at man ikke planlægger ud fra yderligere fyringsrunder i 2009, men tilføjer samtidig:
»Markedet er noget lort. Det er bare det, man må indrette sig efter.«
Ifølge adm. direktør Søren Riis er der flere årsager til nedskæringerne:
»Vi tager ikke kun disse drastiske og nødvendige skridt på grund af den økonomiske situation, men også for at realisere tilstrækkelige synergier mellem metroXpress og 24timer, så det er muligt at udgive to selvstændige dagblade, hvilket er en del af strategien med fusionen mellem de to dagblade tidligere på året. Besparelserne skal primært findes i de redaktionelle afdelinger, men alle afdelinger vil blive berørt,« er forklaringen i koncernens pressemeddelelse.
Og ifølge metroXpress ventes de planlagte besparelser at kunne påvirke det samlede 2009 resultat med ca. 15 mio. kr.
For nylig kom det i øvrigt frem, at gratisaviserne over en bred kam taber læsere, mens morgenaviserne vinder terræn. En udvikling der også vil føre til tab i annonceindtægter.
Journalisten.dk kunne desuden i sidste måned berette, at det muligvis kan ende med konflikt på metroXpress, fordi ledelse og medarbejdere står meget langt fra hinanden i de daværende forhandlinger om løn.
Netop nu er der medarbejdermøde i København.
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.