OP IMOD 180 FYRINGER

Berlingske vil fyre op imod 180 medarbejdere på Århus Stiftstidende, 60 stillinger er redaktionelle. Avisen er i chok.

Berlingske vil fyre op imod 180 medarbejdere på Århus Stiftstidende, 60 stillinger er redaktionelle. Avisen er i chok.

Mange havde ventet, det blev slemt. Få havde ventet, det blev så slemt. Op imod 180 stillinger skal nedlægges på Århus Stiftstidende. 60 stillinger er redaktionelle.
"Vi er dybt skuffede. Vi vidste, det ville blive hårdt – men ikke så hårdt," siger Morten Ravn, journalist og tillidsmand på Århus Stiftstidende, som risikerer at skulle sige farvel til hver 3. af avisens 150 journalister.
De barske tal faldt, da de nye ejere af Århus Stiftstidende torsdag den 26. oktober klokken 16 fremlagde resultatet af dagens bestyrelsesmøde over for medarbejderne. 180 mulige fyringer svarer til, at næsten hver anden på avisen skal barberes væk. Der bliver ikke tale om fratrædelsesordninger.
"Folk er i chok," lyder det fra en medarbejder. "Alle ved, at fra nu af kan det lige så godt blive dig, der ryger, som det kan blive mig."
De ansatte ryster på hovedet over manglende logik i udspillet. Samtidig med at avisens nye direktør Steen Gede satte tal på nedskæringen, forklarede han også, at Århus Stiftstidende skal satse mere lokalt.
"Ledelsen vil have en lokal og mere nærværende avis – men de vil også af med 60 redaktionelle medarbejdere. Hvordan skal den opgave løses? Det hænger bare ikke sammen!" siger en medarbejder. "Hvorfor skulle århusianerne betale for en tyndere avis?!"
Steen Gede forklarer over for JOURNALISTEN, at Århus Stiftstidende i fremtiden vil have 100 journalister til at dække det lokale.
"Det er mange. Ingen andre aviser i Østjylland har så mange journalister til en lokalavis," siger Steen Gede, der erkender, at planen er ubehagelig – men nødvendig.
Steen Gede forklarer, at Stiften i fremtiden skal købe boganmeldelser, baggrunds- og livsstilsartikler blandt andet hos Berlingske, hvor der netop er indgået en aftale om videreudnyttelse af artikler.
– Er der ikke en modsætning i, at Stiften skal være mere lokal, og så omvendt skal købe stof hos københavnske Berlingske?
"Der er mange livsstilsartikler og boganmeldelser, der intet har med København at gøre. Vi må jo købe det, der er generelt og internationalt," siger Steen Gede.

Færre faste udgifter
Inden nedskæringerne effektueres skal de forhandles i 14 dage. De forhandlinger er slut torsdag i næste uge.
"Hvis fyringerne effektueres, er det katastrofalt. Århus har i forvejen høj arbejdsløshed. Forhandlingerne skal bruges til at få tallet ned – måske helt fjerne fyringerne," siger næstformand i Journalistforbundet, Christian Kierkegaard.
Den røde tråd i rekonstruktionen er, at avisen fremover skal have færre faste udgifter.
"Det er vigtigt at gøre omkostningerne ekstremt flexible," siger Steen Gede om strategien. "Dermed kan udgifterne justeres, når konjunkturerne svinger."
Hans model er, at flest mulige opgaver skal løses ude i byen. Det gælder blandt andet bladsalg, distribution og annonceproduktion.
Det er ledelsens plan, at den ny avis skal være på gaden til nytår. Der arbejdes med forskellige avismodeller. Det eneste, der ligger klart, er, at avisen gennemsnitligt skal være ni sider tyndere. Der er fortsat tre avisudgaver, Århus Stiftstidende, Amtsavisen i Randers og Dagbladet Djursland. Noget tyder på, at 1. sektion bliver lokal og på 20 sider, og at 2. sektion består af landsstof, købt hos Berlingske og 4-S. Dertil kommer særsektioner.
"Men vi bringer kun særsektioner, hvis de er annoncefinansierede og hviler i sig selv," siger Steen Gede, der ikke vil afvise, at Stiften fremover køber hele tillæg hos Berlingske – for eksempel Tæt på, Magasinet eller Fri.
Planerne er udtænkt af en fem mand stor gruppe udsendt af Berlingske. Det vækker dyb frustration på Århus Stiftstidende, at ledelsen har varslet fyringerne, før en færdig avismodel ligger klar.
"Det er en baglæns rækkefølge. Vi skal forhandle avisens fremtid, uden at vi ved hvilken avis, der skal laves," siger tillidsmanden Morten Ravn.
"Ingen forstår en meter af det her. Det er virkelig… Vi kiggede bare på hinanden," siger en journalist.
Den egentlige vrede vendes ikke mod Berlingske men mod den gamle ledelse, der har forbrugt over 200 millioner kroner på godt to år.
Blandt medarbejdere er der frygt for, at de nye ejere er i gang med at lave et skønmaleri: Århus Stiftstidende skal fremstå nedbarberet og rentabel, fordi Berlingske selv er til salg.
Christian Kierkegaard, næstformand i DJ, forstår godt tankegangen:
"Det virker fuldstændigt kortsigtet og fejlplaceret at fyre 60 journalister. Det kunne ligne et forsøg på at skabe en kortsigtet økonomisk balance. Jeg kan frygte, at det er en økonomisk hovsaløsning, der hænger sammen med, at Berlingske Tidende er til salg – men det håber jeg ikke."

0 Kommentarer