search

Op af skyttegraven

Der er brug for ny åbenhed i debatten om europæisk pressefrihed og mediepluralisme. Den nemme anti-EU stemning blokerer for dialog om nye løsninger

Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, har – som den første – meldt sig på banen med en nuanceret reaktion på den nye EU-rapport om "frie og pluralistiske medier for at styrke det europæiske demokrati". Det skal Jensen bestemt ikke klandres for. Hans gennemgang af en række af forslagene i rapporten er lødig og kommentarerne udogmatiske og seriøse.

Det er desværre mere end man kan sige om reaktionerne fra medierne selv. De har nemlig indtil videre kørt ad det samme, gamle, halvtriste anti-EU spor som altid. Bevæbnet med bedagede våben fyres der så fra skyttegraven bevidstløst i alle retninger – vel vidende, at man kan gøre det i behagelig sikker afstand fra den farlige virkelighed, som tegner sig i Europa lige nu.

Skurkene skal jo være de djævelske kommissærer, og det giver debattørerne et problem, for rapporten er skrevet af en flok velmenende, vidende – og fuldstændigt uafhængige – akademikere og redaktører. De bliver så udskreget som både savlende magtgale og EU-agtige, respektivt håbløst naive. Politikerne (de rigtige danske altså) kaldes til orden og får besked på at give de skrækkelige bureaukrater i Bruxelles en lige højre…

Behøver det være sådan..? Kan et dybt alvorligt fælles-europæisk problem ikke tåle at blive behandlet anderledes..?

Sagen kort:

Rapporten, forfattet af en gruppe uafhængige redaktører og presse-akademikere, er en udløber af en række alvorlige anslag mod journalister og medier i flere EU-lande; mest opsigtsvækkende i Ungarn, som under Viktor Orbán, har gennemgået en stærkt bekymrende af-demokratisering, bl.a. med en ny medielov, der har hevet de sidste tænder ud af den fri presse og sikrede regeringen fuld kontrol med TV-mediet.

Ikke bare Ungarn, men også Rumænien og Bulgarien, oplever lige nu massive anslag mod pressefriheden og medie-pluralismen. Men også medier og journalister i Berlusconi-Italien kan tale med om en fuldstændig udhuling af medie-pluralismen. I andre sydeuropæiske lande er kontrol med pressen mere reglen end undtagelsen og kritisk journalistik nærmest en selvmodsigelse. Vi oplever altså, at der – i hjertet af det europæiske fællesskab – er store mangler i forståelsen af, hvad mediepluralisme og pressefrihed betyder, og at der tilmed gøres succesfulde forsøg på at nedbryde denne grundsten i selve den demokratiske konstruktion. Vel at mærke en konstruktion, som hviler på værdier og principper, som alle EU-medlemmer har skrevet under på – og som er nedfældet i Lissabon-traktatens tilhørende charter.

Som så ofte før er der langt fra skåltalerne til virkeligheden, og EU har i dag ingen muligheder for at følge op på reglerne, når de bliver brudt ganske åbenlyst. Ingen monitorering af uhyrlighederne, ingen uvildige kontrol-instanser (F.eks. en medie-ombudsmand), ingen muligheder for at komme efter synderne. Og frem for alt: Intet helle for de forfulgte journalister – ingen konkret solidaritet fra kollegerne i de privilegerede lande.

Enhver dansk redaktør og journalist med hjerte for demokratiets og journalistikkens fremtid burde kere sig om dette.

Ja, det betyder, at vi er nødt til – åbent og fordomsfrit – at få diskuteret, hvordan vi i det europæiske fællesskab (altså OS alle som borgere og journalister – og ikke DEM nede i Bruxelles) får skabt muligheder for at sikre pluralismen.

Og ja, det KAN betyde, at vi må se i øjnene, at der skal overnationale løsninger til, hvis vi gerne vil hjælpe de hårdt prøvede journalistiske kolleger, der sætter liv og karriere på spil dagligt i de berørte lande.

Eksempel:

Jeg har foreslået – og fået vedtaget i Europa-Parlamentet – et pilotprojekt, hvor vi opretter et center for mediepluralisme og pressefrihed. Et slags helle, hvor journalister i nød kan henvende sig og få hjælp. Et sted, hvor man holder øje med medie-udviklingen i alle medlemslande. Et sted, hvor Lissabon-traktatens charter om de grundlæggende rettigheder, herunder perlen over dem alle, ytringsfriheden, er andet en redaktør-skåltaler, men praktiseret virkelighed.

Er det et angreb på den højt besungne journalistiske frihed..? Berettiger det mig til en enkelt-billet til Nordkorea, som Ekstra Bladet så delikat foreslår..?

Eller er det tværtimod en erkendelse af, at Lissabon-traktaten yder Europas journalister bedre beskyttelse end nok så mange nationale lovgivninger (DK undtaget, naturligvis)..?

Andet eksempel:

Jeg har nu – for tredie år i træk – kæmpet, og langt om længe lykkedes med, at få både parlamentet og Kommissionen med på et projekt, hvor EU skal finansiere grænseoverskridende, undersøgende journalistik. Det har været en hård kamp med kommissær Reding, fordi hun repræsenterer den gammeldags tænkning, hvorefter bureaukratiet helst skal bevare kontrollen med journalisterne. Forslaget er nemlig vidtgående i den forstand, at der for første gang nogensinde er lagt op til en model, hvor journalisterne SELV kommer til at sidde for bordenden, når pengene skal uddeles. Men på de tre år har Kommission rykket sig og forstår nu, at fuldstændig uafhængighed er et imperativ for standen, hvis man skal tage imod penge (Sådan som det jo også praktiseres i Danmark).

Er dette så en glidebane..? Et kommunistisk bagholdsangreb på den fri presse..?

Eller er det tværtimod en erkendelse af, at vi aldrig får sikret en fri, uafhængig, grænseoverskridende presse i Europa, hvis pressen selv skal opfinde modellen – og ikke mindst betale den…?

Ja, Foreningen af Undersøgende Journalistik har tilsyneladende forstået, hvor fremtiden ligger. Det var nemlig foreningen selv, der oprindeligt kom til os med forslaget..!

Begge disse forslag bakkes op i den nye rapport. Forfatterne har undersøgt og analyseret situationen grundigt, og er nået den konklusion, at nye tider kræver nye løsninger. Jeg kunne ikke være mere enig. Løsningen på den store udfordring, den europæiske presse og medieverden står overfor, er at kravle op fra den gamle skyttegrav – og indlede dialogen med Kommissionen, som så også skal tænke anderledes, hvis det skal lykkes.

Begge parter har brug for hinanden – og politikerne, både i de nationale parlamenter og i Europa-Parlamentet, skal fungere som moderatorer – med traktaten og charteret som rettesnor. I det 21. århundrede vil en skandinavisk inspireret public service finansieringsmodel være et nødvendigt supplement (IKKE en erstatning) til en stærk, markedsbaseret – og politisk understøttet – presse.

Hvad vi ikke har brug for i denne situation, der skriger på nytænkning, er ukvalificerede, frådende overfald på EU-bureaukratiet og – må man forstå – de djævelske kommissærer, der blot er ude på at rane mere magt til sig.

Apropos de primitive angreb på Kommissionen, kunne man i Danmark passende holde sig langt bedre orienteret om magtforholdene i selv samme. Så ville man i dette tilfælde opdage, at den kommissær, som har bestilt rapporten, hollandske Neelie Kroes, er en dybfølt markedsliberal, som i årevis har kæmpet som en løvinde for pressens uafhængighed og forbedrede markedsvilkår. Kroes har indtrængende opfordret undertegnede og andre forkæmpere for uafhængig journalistik til at kæmpe MED hende MOD de kræfter i Kommissionen (se ovenstående), der ønsker at bevare den gamle tænkning.

Men det ville selvfølgelig kræve, at man betragtede Kommissionen med samme nuance, som man normalt har reserveret de hjemlige magtkampe på Christiansborg. Nej, så hellere demonstrere, at man ikke har læst på lektien – og er stolt af det….

Det er fair nok at være EU-modstander. Det er også fair nok at være imod enhver politisk involvering i medieverdenen (Selv om man så logisk set måtte droppe enhver form for mediestøtte i Danmark). Men HVIS man interesserer sig det mindste for dansk EU-medlemskab, eller kan se paradokserne i uafhængigheds-fundamentalismen, når man aldrig ville overleve en dag uden støtte – ja, så burde man også gøre sig den ulejlighed at se på det europæiske perspektiv. Og afstemme holdninger og handlinger efter det.

De traditionelle, nordeuropæiske nationale presse-strukturer magter ikke at komme med bud på, hvordan man sikrer mediepluralismen og pressefriheden i lande kun en times flyvning fra deres egne højt besungne standarder. Det er et reelt politisk problem, som alle ansvarlige journalister og politikere burde sætte sig sammen og finde løsninger på.

Rapporten fra ekspertgruppen er ikke det endelige svar på udfordringen. 30 forslag er på bordet. Nogle er gode, f.eks. ideen om EU-funding af grænseoverskridende, undersøgende journalistik, andre fortjener en tanke, og andre igen er for centralistiske for min smag.

Min opfordring skal være – og synes fulgt af Mogens Jensen – at vi får en konstruktiv og seriøs debat om pressens og mediernes fremtid i Europa. Den er nemlig truet, og vi har alle en interesse og et ansvar for at sikre den – også selv om erkendelsen synes langt fra de danske kyster….

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen