search

ONDE TYSKERE OG FULDE SVENSKERE

  “Tyskere har enten ingen humor eller deres humor kredser om emnerne prygl og afføring,” stod der i Berlingske Tidende i foråret 1996, mens en af Ekstra Bladets journalister engang skrev, at tyskerne “forskanser sig i millionhuse, omgivet af pigtråd, sandbunkere med hybenrose-krat og en skov af advarselsskilte”.
 
“Tyskere har enten ingen humor eller deres humor kredser om emnerne prygl og afføring,” stod der i Berlingske Tidende i foråret 1996, mens en af Ekstra Bladets journalister engang skrev, at tyskerne “forskanser sig i millionhuse, omgivet af pigtråd, sandbunkere med hybenrose-krat og en skov af advarselsskilte”.
Som bruger af de danske medier fik jeg stof til min ph.d.-afhandling om Tysklands placering i det danske mediebillede. Min undersøgelse af Tysklands image begyndte med, at jeg jævnlig blev godt og grundigt irriteret over danske mediers omtale af tyskerne og Tyskland. Sandsynligvis blev jeg ekstra irriteret, fordi jeg er født i Tyskland og har levet der, indtil jeg blev 23 år. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var alene med min irritation. Mange undervisere på forskellige uddannelses-institutioner udpegede danske journalister som medansvarlige for Tysklands dårlige image i Danmark. Og groft sagt førte det til manglende interesse for at lære sproget, hvilket igen førte til alt fra uro i klasseværelset til underskud på betalingsbalancen på grund af eksportproblemer på det tyske marked.
Under arbejdet med min ph.d.-afhandling fandt jeg ud af, at mange af jer journalister ikke er bedre end jeres rygte. I medierne er og bliver tyskerne “de mærkelige naboer, som arbejder hele tiden og kører rundt i BMW”, som der har stået i Jyllands-Posten. Men avisen er absolut ikke ene om at beskrive tyskere som myreflittige. Det er en af de stereotyper, der går igen. Det er pure opspind. Faktum er, at tyskerne er det folkefærd i Vesteuropa med det højeste sygefravær uden påviselig grund – med andre ord regulært pjækkeri.
I medierne bliver der ofte henvist til 1864 og Anden Verdenskrig. Og når jeg læser, at når “tyskerne kommer” så “har de brug for plads”, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om historiske referencer monstro sælger lige så mange billetter, som nøgne damer på forsiden. Det triste er bare, at journalister, der vel vil formidle nyheder, mangler viden om Tyskland anno 2000. Emner om vellykket integration af udlændinge, tysk hverdagsliv og moderne kultur er så godt som fraværende. I medierne er Tyskland og tyskere derimod ikke meget mere end perfektionisme, lederhosen, ølkrus, autoritetstro, lebensraum, nynazistiske overgreb, berufsverbot og motorveje. Apropos motorveje – du bør ikke lukke af over for min kritik, fordi du er motor- eller sportsjournalist. De fleste stereotyper om Tyskland findes nemlig på de to stofområder. Det er ikke journalister, der dagligt følger udviklingen i Tyskland såsom politiske kommentatorer og korrespondenter, der holder fast i klicheerne. Med de ved selvfølgelig også lidt mere om det, de skriver om. Og hånden på hjertet. Hvor mange fremtrædende tyske kulturpersonligheder kender du ud over Günter Grass? Du vil sikkert sige, at dem du skriver for heller ikke kender andre. Men det er også svært for læserne at lære andre at kende, når du ikke skriver om dem.
Men det er ikke kun tyskerne, der må se sig beskrevet som en kliche i de danske medier. For nogle dage siden læste jeg i JP København, at “når Øresundsbroen er klar, vil det vælte ind med svenskere, der – ud over at belære os om sundhed – vil gå på strandhugst hos vore bryggerier og muligvis lukke nogle af dem for det gode eksempels skyld.” Artiklen var tænkt som et sjovt bidrag, så “københavnerne ikke hensynker yderligere i fordummelse og svenskerhad”. Men jeg tvivler på, at journalistens mission lykkes, når den er kædet sammen med gammelkendte stereotyper om svenskerne.
Hvis jeg nu skifter min indre kritiker ud og i stedet lader kommunikationsforskeren komme til, bliver jeg mere forstående. Jeg ved jo, at medierne ikke kan afspejle verden. Der vil altid være forskel på en tysker i medierne og en tysker i Tyskland. Desuden har receptionsforskere fundet ud af, at læseren altid afgør, hvordan virkeligheden fortolkes og forstås. Ergo kan du slappe af og gøre, som du altid har gjort. Oveni kommer, at du med stereotyp-modellen bliver forstået af dit publikum, fordi du bekræfter deres fordomme.
Men du kunne også være bevidst om, at medierne for mange mennesker er virkeligheden. Og du kunne stille dig selv spørgsmålene: Er svenskere som regel fulde? Og er tyskere som regel onde?
Det er op til dig at afgøre, hvorvidt den nemme løsning – at gentage klicheer, der har alt for lang afstand til virkeligheden – er ønskelig. I sidste ende handler det om, hvorvidt vores forståelse af verden er præget af fulde svenskere og onde tyskere. Det kan godt være, at stereotyperne gør arbejdet en smule nemmere og får artiklen til at glide lettere fra hånden. Det kan også godt være, at læser- og seertallene er tilfredsstillende, hvilket gør cheferne og ejerne glade. Men dit publikum og samfundet er ikke tjent med stereotyperne, hvis journalisten fortsat skal sikre orienteringen i et kompleks samfund.
PS: For at undgå nye stereotyper: Det er ikke alle journalister, der har noget i klemme med hensyn til beskrivelsen af tyskerne.

»I medierne er og bliver tyskerne “de mærkelige naboer, som arbejder hele tiden og kører rundt i BMW”, som der har stået i Jyllands-Posten. Men avisen er absolut ikke ene om at beskrive tyskere som myreflittige. Det er en af de stereotyper, der går igen. Det er pure opspind. Faktum er, at tyskerne er det folkefærd i Vest-_europa med det høje-ste sygefravær uden påviselig grund – med andre ord regulært pjækkeri. «

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen