HANSEN. Året er 1972. Frederik IX dør, Danmark stemmer sig ind i EF, og statsminister J.O. Krag går af.

Samme år, mandag den 14. august klokken 12, går Kirsten Hansen ind ad døren til Dansk Journalistforbund. Knap 33 år senere, den 31. januar i år, går hun ud igen.

Forleden holdt hun afskedsreception i forbundet, glad for sin beslutning, men tydeligt utilpas ved at være centrum for taler og gaver.

Da hun blev ansat, var en af hendes første opgaver at lave en liste til Journalisten over de medlemmer, der fylder rundt, dem, der var døde, og dem, der havde skiftet job. Den opgave har hun haft lige siden.

Det var også fra dag ét hendes opgave at sørge for forbundets optagelses-sager. I 1972 var der cirka 2.500 medlemmer i forbundet, i dag cirka 12.500 – og Kirsten Hansen har stort set styr på alle. Det er langt hurtigere at spørge hende om, hvor folk bor, om de stadig er medlemmer, og om de har et '-sen'- navn bagefter det markante mellemnavn, end det er at slå op på computeren.

Hendes beskrivelse af journalister lyder således:

»De er meget åbne! De siger nogle gange nogle ting, jeg ville holde for mig selv.«

Men Kirsten Hansen fortæller det ikke videre.

Og selv om hun også i mere end 30 år har stået for tilmeldingerne til det årlige delegeretmøde og ved, hvem der deler værelser med hvem, så får ingen lov til at kigge i hendes hotellister – heller ikke kollegerne.

Men nu har hun lavet sin sidste lønstatistik, afleveret sin opsigelse og købt et rækkehus i Lille Skensved, tæt ved børnebørnene.

»De første par måneder vil jeg nok bare læse og nyde det og ikke lægge for mange planer. Jeg har haft et travlt liv, hvor jeg ikke har nået meget andet end venner og familie, men nu skal der for eksempel være tid til at gå til spansk,« siger hun.