Omdiskuteret lækageinterview godkendt af DR-redaktør

Seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, mener ikke, der var noget forkert i det omdiskuterede interview med Jacob Winther. Til gengæld kalder han nyhedshistorien på baggrund af interviewet for kritisabel.

Seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, mener ikke, der var noget forkert i det omdiskuterede interview med Jacob Winther. Til gengæld kalder han nyhedshistorien på baggrund af interviewet for kritisabel.

11. februar bragte DR Nyheder et indslag om daværende spindoktor i Forsvarsministeriet, Jacob Winther. Indslaget byggede på et usædvanligt interview foretaget flere måneder tidligere af en journalist fra 21 Søndag. Fire seere har klaget over interviewet til DR's lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup.

Jacob Mollerup skriver i sin behandling af klagen, at interview-formen er usædvanlig, men ikke forkert. Han lægger vægt på, at journalisten præsenterer sig korrekt og på intet tidspunkt lover, at der ikke vil blive citeret fra interviewet.

»Den meget specielle og insisterende spørgeteknik kan undtagelsesvist accepteres på grund af sagens særlige karakter,« skriver han.

Desuden vurderer Jacob Mollerup, at det er Jacob Winther selv, der uprovokeret fremsætter de påstande, der endte med at blive vinklen i det efterfølgende indslag – nemlig at det var jægerkorpset selv, der havde lækket oplysningerne om, at det skulle indsættes i Irak i 2007.

»Pressechefen prøvede vedholdende (i alt fem gange) at lede mistanken for lækagen over på Jægerkorpset selv,« skriver han.

På baggrund af interviewet lavede TV Avisen et indslag, hvor små bidder fra interviewet blev bragt. Efterfølgende lavede DR Nyheder en version til dr.dk, der også blev sendt til Ritzau. I den korte nyhedsversion mangler flere af de forbehold, der er med i TV Avisens indslag, og det kalder Jacob Mollerup »kritisabelt«.

»Denne udgave af historien er isoleret set uheldig, fordi den giver indtryk af, at pressechef Winther har udtalt sig entydigt og skråsikkert. Hans forbehold er således ikke medtaget,« skriver han.

Læs hele klagebehandlingen her

0 Kommentarer