Udlændinge- og Integrationsministeriet får kritik af ombudsmanden for håndteringen af en aktindsigt om statens køb af ejendommen Holmegaard til brug for et udrejsecenter på Langeland.
Det skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse.
Ministeriet undlod ifølge ombudsmanden at udlevere en række oplysninger til en borger om sagens faktiske grundlag, som ellers som udgangspunkt er omfattet af retten til aktindsigt. De undtagne dokumenter handler blandt andet om faktuelle oplysninger om geografiske afstande og finansieringsmuligheder.
Mens ombudsmanden har behandlet sagen, har ministeriet ad flere gange genoptaget sagen og udleveret enkelte nye oplysninger. Det er dog fortsat ombudsmandens opfattelse, at der stadig er flere væsentlige oplysninger, der ikke kan undtages på det grundlag, ministeriet har anført.
Ombudsmanden opfordrer derfor ministeriet til at genoptage sagen.
”Offentlighedsloven giver mulighed for at beskytte myndighedernes interne- og politiske beslutningsproces. Men oplysninger om en sags faktiske grundlag skal som udgangspunkt udleveres. Derfor er det vigtigt, at myndighederne er opmærksomme på, hvad der efter loven udgør faktiske oplysninger, så de sikrer den krævede åbenhed i loven om beslutningsgrundlaget,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, i pressemeddelelsen.