Under overskrifter som "Gammeltoft færdig", "Ombudsmand i ilden" osv, bliver der lagt pres på ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen efter afsløringen af, at han i 1990 fungerede som kilde for journalist på Weekendavisen Nils Ufer, mens denne afdækkede ulovlighederne i justitsministeriet – under et kendt som "Tamilsagen".

Som det er kommet frem er Hans Gammeltoft-Hansen ikke juridisk belastet af sin adfærd. Ombudsmanden var ude af sagen lang tid før, han fungerede som kilde for Ufer og de oplysninger han gav videre havde intet at gøre med hans eget embede.

Moralsk? Etisk? Ja måske. Politisk? Helt afgjort.

Men respekten for ombudsmandsinstitutionen er i langt højere grad undermineret af det kolossale svigt, Folketinget allerede for flere år siden udviste over for ombudsmanden. Vel at mærke de samme politikere, som nu kræver ombudsmandens afgang på grund af hans manglende respekt for sit embede.

I 2007 afviste daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen at anerkende ombudsmandens kritik i sagen om et interview om grundlaget for Irak-krigen.
Det er vigtigt at forstå perspektivet i denne afvisning. Ombudsmanden er Folketingets ombudsmand.

Man kan ikke overvurdere, hvor alvorligt det er, når centraladministrationen – personificeret i landets statsminister – afviser at følge Folketinget – personificeret i ombudsmanden.
Det er en ufattelig disrespekt for landets demokratiske institutioner.

Helt skandaløst valgte Folketinget at svigte sit ansvar og lade skuden synke, da statsministeren skød hul under vandlinien på ombudsmandsinstitutionen.
Som Hans Engell skrev i Ekstra Bladet forleden om Folketingets manglende opbakning: "Aldrig har institutionens autoritet fløjet lavere."

Og det er ikke engang hele sandheden. Kort tid efter at statsminister Fogh Rasmussen gjorde sit til at smadre ombudsmandens autoritet fulgte daværende udenrigsminister Per Stig Møller trop og skød endnu en bredside ind under ombudsmandens vandlinie. I sin essens lige så alvorligt, eller alvorligere end Fogh Rasmussens angreb – og igen fuldstændigt upåagtet af det Folketing, der totalt svigtede sin pligt.

Udenrigsminister Per Stig Møller løj for ombudsmanden.

Igen handlede det om Irak og igen handlede det om uviljen mod at give interview om krigsgrundlaget.
Først gav udenrigsminister Per Stig Møller én forklaring på, hvorfor han ikke ville stille op til interview:
"Det har derfor indtil videre været vurderingen, at udenrigsministeren ikke kan have tillid til, at hans udtalelser i forbindelse med et eventuelt interview vil blive gengivet loyalt i en efterfølgende artikel."

Udenrigsministeriet blev bedt om at dokumentere påstanden, men gjorde det aldrig. Den 31. maj 2007 kom ombudsmanden med en foreløbig afgørelse, der lagde op til kritik af udenrigsministeriet. Derefter skiftede ministeriet forklaring.

"Udenrigsministeriet skal præcisere, at Udenrigsministeriet ikke har ønsket at gøre gældende, at Bo Elkjær ikke ville citere udenrigsministeren korrekt."

Ombudsmanden kan ikke indkalde til afhøring. Han er nødt til at henholde sig til de oplysninger, myndighederne afgiver. Stillet overfor modstridende og usandfærdige forklaringer fra udenrigsminister Per Stig Møller havde ombudsmanden derfor kun et valg: At droppe sagen.
Hele dette forløb blev grundigt beskrevet i årsberetningen for 2007 og afleveret til Folketinget, som straks valgte at ignorere hele forløbet.

Sagen om sortlistning er i denne sammenhæng ubetydelig og krisen langt større.
Ombudsmandens autoritet hviler på, at myndigheder og ministre følger hans afgørelse.
Ministre har pligt til at tale sandt for Folketinget.
Folketinget har pligt til at stå vagt om ombudsmanden.

Alle svigtede.

Det gjorde politikerne og det gør de redaktører og lederskribenter, der dengang var tavse, og som nu stiller sig op og kræver Hans Gammeltoft-Hansens afgang.