En kommunalt ansat, der i en mail til blandt andre sin leder beskyldte lederen for at lyve i medierne, burde ikke have fået en tjenestlig advarsel.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ombudsmanden, som skriver, at der var tale om en ”meget grov beskyldning”, men at den i den konkrete situation ikke var retsstridig.
Den ansattes beskyldning i mailen var en reaktion på en avisartikel, hvor lederen blandt andet havde udtalt, at ”jeg har ikke tidligere modtaget klager fra medarbejdere, der har kaldt på handling”. Dette var ifølge den ansatte ikke sandt, da bl.a. den ansatte selv netop havde klaget til lederen over en skoleleder.
Medarbejderen fik i 2021 en tjenestlig advarsel med begrundelsen, at vedkommende havde overskredet grænserne for sin grundlovssikrede ytringsfrihed i forhold til arbejdsgiver.
Men Ombudsmanden konkluderer, at den ansattes beskyldning mod lederen ikke var retsstridig:
”En myndighed må kun udstede en advarsel til en offentligt ansat, såfremt myndigheden efter en undersøgelse kan konkludere, at advarslen vitterligt er berettiget. Det gælder også, hvor den ansatte kommer med en grov beskyldning, der under andre omstændigheder vil kunne mødes med en sanktion.”