Folketingets Ombudsmand har besluttet at gå ind i sagen om DR-vært Adam Holm, der har fået en påtale fra sin ledelse for at skrive en religionskritisk kronik.
Som Journalisten kunne fortælle den 11. oktober, har Holm fået en mundtlig påtale, selvom værten underskrev sig som privatperson.
»Særligt inden for områder som politik og religion, hvor man må formode, at DR’s medarbejdere er upartiske. Det er ikke nok at underskrive sig som privatperson,« forklarede DR’s nyhedschef Jacob Kwon.
Beder om DR's interne notater i sagen
Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen oplyser i et brev til DR, at han efter Journalistens artikel har besluttet at tage sagen op.
Det gør han af egen drift og ikke på grund af en klage fra Adam Holm, understreger han i brevet.
Jeg beder (…) om en udtalelse om den meddelte påtale til Adam Holm, særligt i lyset af almindelige principper om offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg forstår, at påtalen blev meddelt mundtligt, men jeg beder om at få udleveret DR´s interne notater mv. herom,” skriver Jørgen Steen Sørensen i brevet til DR.
Adam Holm erkendte selv over for Journalisten, at han havde overtrådt DR’s etiske retningslinjer, men efterlyste mere klare grænser.
”Jeg har klokkeklart forbrudt mig imod DR’s etiske retningslinjer, og den kritik, jeg er blevet mødt med, er berettiget. Jeg synes imidlertid, at det er relevant at få præciseret grænserne for, hvornår man som DR-ansat må ytre sig som privatperson,” lød det fra Adam Holm.
Jacob Kwon skriver i dag i en mail til Journalisten, at han ”hilser det velkomment”, at ombudsmanden nu går ind i sagen.
Hvorfor?
"Fordi ombudsmanden altid er velkommen til at kigge på vores praksis."
Journalisten forsøger at indhente en uddybende kommentar fra ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
2