Forskere, der laver videnskabelige undersøgelser på bestilling af ministerierne, har i årevis været tvunget til at skrive under på kontrakter om, at de ikke må udtale sig til presse eller offentlighed om deres forskningsresultater.
Den praksis er blevet kritiseret flere gange, blandt andet af jura-professor ved SDU Sten Schaumburg-Müller, der mener, den pålagte tavshedspligt er i strid med forvaltningsloven. Det fortalte han, da P1's 'Orientering' i juli havde et tema om sagen.
Og nu har Ombudsmanden besluttet at se nærmere på sagen. Med henvisning til P1’s udsendelse har han skrevet til to ministerier og bedt om, at de orienterer ham om deres revision af standardvilkårene og tavshedspligten, og herunder deres ”retlige overvejelser i forbindelse med revisionen”.
Grundlæggende ytringsfrihed
At Ombudsmanden har taget dette skridt, er et klart signal, vurderer jurist og forskningschef ved DMJX Vibeke Borberg.
»Når ombudsmanden går ind i en sag, så er det jo ikke, fordi han vurderer, at tingene kører optimalt. Det er, fordi han fornemmer, der er noget galt. Og jeg vil tro, det er spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed, han vil koncentrere sig om,« siger hun.
Hun er enig med Sten Schaumburg-Müller i, at kontrakterne, der pålægger tavshedspligt, kan være i strid med forvaltningsloven. Her hedder det, at der inden for den offentlige forvaltning kun kan pålægges tavshedspligt i forbindelse med helt særlige sager, bl.a. efterforskning af lovovertrædelser, særlige økonomiske interesser og lignende.
»Man kan ikke indskrænke grundlæggende rettigheder om ytringsfrihed ved at sætte det ind i en kontrakt, medmindre der er hjemmel til en sådan begrænsning,« siger Vibeke Borberg.
Landbrugspakke på forkert grundlag
Der er flere eksempler på, at kontrakterne om forskernes tavshedspligt har forhindret, at vigtige oplysninger er kommet rettidigt frem i pressen og den offentlige debat. I sagen om regeringens landbrugspakke, der kostede Eva Kjer Hansen posten som miljø- og fødevareminister, afslørede Berlingske, at ministeriet havde misfortolket beregninger foretaget af forskere på Aarhus Universitet med henblik på at hævde, at landbrugspakken ville have en positiv effekt på miljøet.
Det var forskerne udmærket klar over. Problemet var bare, at de havde skrevet under på, at de ikke måtte sige et ord. De måtte ikke engang fortælle, at de var pålagt tavshedspligt.
Ifølge kontrakten måtte de først udtale sig 1. februar i år, hvor landbrugspakken for længst var vedtaget. Dette vidste Berlingskes gravergruppe i sagens natur intet om, og det var et rent tilfælde, at de ringede på den rigtige side af skæringsgrænsen for tavshedspligten.
»Vi havde brugt januar på research og et såkaldt metodeforløb. Og så er vi så heldige, at vi nærmest ringer på datoen for, hvornår de må udtale sig. Det viser sig så, at de er temmelig kritiske,« fortæller Lars Nørgaard Pedersen, der er leder af Berlingskes gravergruppe.
Han og kollegerne havde fornemmelsen af, at der var noget galt med regeringens beslutningsgrundlag. Men det gav ifølge Lars Nørgaard Pedersen historien en helt anden tyngde, at forskerne kunne udtale sig.
»Det gjorde hele projektet langt stærkere og mere solidt for os at kunne løfte forskere frem for os. Det var jo ikke bare tilfældige forskere. Det var lige præcis de forskere, der har leveret folk til regeringen,« siger Nørgaard Pedersen, der også med forskernes hjælp kunne konstatere, at regeringen kendte til forskernes skepsis og advarsler og således handlede mod bedre vidende.
Sagen fik desuden det lille efterspil, at Eva Kjer Hansen i maj blev tildelt Journalistens 'lukkethedspris', for de dobbelte mundkurve, forskerne var blevet pålagt. Eva Kjer Hansen reagerede ved at henvise til, at der var brugt en standardkontrakt, hvorfor prisen burde være gået til ministeriet og ikke hende personligt.
Skjulte svar om folkeskolereform
Et andet eksempel kommer fra fagbladet Folkeskolen. Her undrede journalist Esben Christensen sig i november sidste år over en rapport, som Socialforskningsinstituttet (SFI) havde lavet som evaluering af folkeskolereformen. Det mystiske var, at rapporten ikke sagde et ord om, hvad eleverne mente om den lange skoledag.
»Jeg talte med SFI-forskeren, der havde været med til at lave rapporten, og hun fortalte mig, at der faktisk var en tabel, der netop omhandlede spørgsmålet om den lange skoledag,« fortæller Esben Christensen.
Han søgte derfor aktindsigt, men kunne kun få lov at se de spørgsmål, der blev stillet. Ikke elevernes svar.
»Så begyndte jeg at skrive om, at tallene var blevet mørklagt, og det skabte et politisk pres på ministeren for at offentliggøre tallene.«
Til sidst gav undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) efter og offentliggjorde tallene, der viste – måske ikke så overraskende – at eleverne var væsentligt mindre tilfredse med skoledagens længde efter folkeskolereformen. Samtidig er det kommet frem, at SFI også har måttet underskrive kontrakter om tavshedspligt, og at ministeriet beslutter, hvornår og hvilke resultater der skal fremlægges.
Demokratisk problem
At ministerierne på den måde forsøger at kontrollere forskerne, er i Vibeke Borbergs øjne et alvorligt, demokratisk problem.
»Hvis forskning danner grundlag for et politisk udspil, som det for eksempel skete med Landbrugspakken, så duer det ikke, at forskerne ikke kan gå ud og sige: I har altså læst vores rapport forkert eller bruger vores resultater på en måde, der ikke er belæg for. Det er en meget uheldig konsekvens af en fortrolighedsbestemmelse, hvis det resulterer i politiske beslutninger på faktuelt forkert grundlag,« siger Borberg.
Sagen om tavshedsklausuler i forbindelse med forskeres myndighedsbetjening er oprindeligt blevet belyst af professor emeritus ved KU Heine Andersen, der er i gang med at lave en udredning om disse kontrakter.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det hører ind under den grove kategori af magtmisbrug, når en regering skriver kontrakt med folk, som formelt udgør en del af "forskerverdenen", for på den måde kontraktligt at forpligte dem på at konkludere, hvad regeringen vil have som konklusion, pakket ind i videnskabens gevandter.
Forskerverdenen har da også mistet sin autonomi.
Regeringen indskriver sig under magtmisbrugernes domæne.
Juraen kan så komme humpende efter, og se på om der er sket noget ulovligt. Men hele miseren har for længst afsløret en kaskade af dysfunktionelle aspekter af det sociale; manglende funktionsdifferentiering, ideologisk og simpelt magtlogisk betinget underminering af de grænserne mellem det for det moderne samfunds så afgørende kernefunktioner.
Erhvervslivet sider i forvejen tungt på universiteternes styrende organer. Der er man kommet til med samtlige af de magtfulde politiske partiers velsignelse. Det er sket ud fra devisen om, at hvad der er godt for erhvervslivet, det er godt for hele samfundet.
Statens budget, for så vidt som det dækker over universiteternes drift, indgår i opgørelsen over BNP'et. På den måde er udgifterne med til at øge det af EU definerede statslige økonomiske råderum. Det lovlige budgetunderskud defineres som en procentdel af alt, hvad der tæller ind i opgørelsen over en nations BNP. Prostitution og narkokriminalitet blev del af BNP’et, samtidigt med den offentlige/private “forskning” på EU-plan.
Mainstreamøkonomien udfolder sig inden for den statsfinansierede økonomiske "forskning" i overensstemmelse med den finansielle sektors ønsker.
Pengeskabelsen, definitionen på økonomisk værdi og beskrivelsen af, hvad det drejer sig om "for samfundet" falder i forlængelse af finanssektorens ønsker, ligesom det er folk, der arbejder for samme finanssektor, der sidder på ledelsen af de store mediers nyhedsformidling (familien Eldrup fx), som igen bygger op om mainstreamøkonomernes samfundsanalyse, dvs. med den som social metafortælling, grundstruktur i definitionen af mulige sociale problemstillinger.
Vi lever i den post-faktuelle tid:
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-280.pdf