Om onkel Hans og onkel Bent

Da jeg havde læst det udmærkede interview med Bent Tilsted i Journalisten nummer 3, sendte jeg ham en mail og skrev: Så er det blot et spørgsmål om tid, før vi ser et harmdirrende svar fra Hans Otto. Og ganske rigtigt.  

Jeg er et af de få DJ-medlemmer – måske det eneste – der har arbejdet tæt sammen med dem begge. Hans lærte jeg at kende som en god kollega i forbindelse med et kortlivet bladeksperiment i starten af 1980’erne. Da jeg efterfølgende gik freelance, blev han gennem en årrække min primære fotograf.

Onkel Hans vidste godt, at jeg indimellem drog til Vestjylland for at lave reportager med onkel Bent. Ham kunne onkel Hans ikke fordrage, fordi onkel Bent havde tilladt sig at starte et kommunikationsbureau ved siden af sin forretning som freelancefotograf. Forsikringer fra onkel Bent om, at han ikke havde ansatte DJ-kolleger i bureauet, prellede af på onkel Hans, som opfattede onkel Bent som arbejdsgiver.

Det var i den kolde krigs tid, og få steder var kulden over for ”de andre” så isnende som i det dengang mægtige PF. Jeg nægtede at vælge mellem mine stridende onkler, for jeg holdt af dem begge to. De var lige stædige, og jeg fornemmede klart, at man stod sig bedst ved ikke at blive uvenner med dem. Så det har jeg aldrig været.
Efter flere års kamp lykkedes det onkel Hans at få vippet onkel Bent ud af PF-reden. Onkel Bent henholdt sig til, at den leveringsaftale, han havde med Aller, pålagde ham at levere billeder til Se & Hør også under en konflikt. Det havde DJ også rådet ham til at gøre, siger onkel Bent.

Onkel Hans sejrede måske nok på papiret, men onkel Bent var den mest fremsynede. De  journalister og fotografer, han på freelance-basis samarbejdede med, lærte noget om journalistisk kommunikation. Han var en pioner, der havde øje for de opgaver og det marked, der lå og ventede på os som fagfolk.

Onkel Hans fulgte sit kompromisløse spor som formand for PF og mistede det meste af sin forretning undervejs. Onkel Bent blev til sidst kvalt af sin egen succes og måtte se sig underbudt af kommunikationsaktører, der ikke fulgte taksten.

Sad but true. Jeg ønsker mine onkler det bedste i deres påbegyndte eller forestående otium. Om de også ønsker det for hinanden, er nok for meget at forvente.

– Carsten Tolbøll, journalist

0 Kommentarer