»Lillebror er en ost. Men det er også en regering.«

Den danske regering har nu slået hårdt ned på aviser, der gør, hvad aviser har gjort, lige så længe der har været hemmeligheder: Afslører hemmeligheder. To journalister på Berlingske Tidende er blevet tiltalt i Grevil-sagen, og chefredaktøren vil også blive det.

Dermed følger den danske regering i fodsporene på den amerikanske, og dermed danner sig billedet af en trend tværs over Atlanten: At regeringerne selv vil skabe den virkelighed, som vi diskuterer, og at den virkelighed ikke skal forstyrres af lækager.

Præsident Bush og hans topfolk har aldrig lagt skjul på deres opfattelse af medierne som en mandatløs iagttager. En af præsidentens rådgivere sagde på et tidspunkt til forfatteren Ron Suskind: »Vi er et imperium … og vi skaber vores egen virkelighed. Vi er historiens aktører, og I andre kan bare iagttage, hvad vi gør.«

Den amerikanske regering har ladet handling følge holdning. Siden 2001 er antallet af hemmeligtstemplede dokumenter steget med 75 procent. Det er første skridt i at skabe sin egen virkelighed – at kontrollere informationsstrømmen.

Andet skridt er at komme efter de mennesker, som lækker ubekvemme informationer eller skriver om dem. Washington Post afslørede sidste år, at CIA husede 130 terrormistænkte i såkaldte sorte fængsler i Østeuropa. New York Times skrev kort efter, at præsident Bush uden retskendelse havde tilladt aflytning af amerikanske statsborgere. I begge tilfælde indledte regeringen en klapjagt på journalisterne, og spionageloven og fængsel på livstid hænger over dem. Ikke at oplysningerne var forkerte. Begge afsløringer vandt i april Pulitzer-prisen.

Regeringen i Danmark har reageret akkurat som den amerikanske.

Berlingske Tidendes artikler var også – i dobbelt forstand – rigtige; regeringens forsikringer om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, var ikke korrekte, han udgjorde ikke den akutte trussel, som regeringen hævdede. Berlingske Tidende kunne med andre ord skrive, at en væsentlig del af det danske krigsgrundlag ikke stod til troende.

Sagerne fra USA og Danmark efterlader et stort spørgsmål:

Hvis afsløringerne er rigtige, og hvis deres offentliggørelse er selve indbegrebet af ytringsfrihed, hvorfor tog den danske forsvarsminister øjeblikkeligt kontakt til Forsvarets Efterretningstjeneste og understregede, at der skulle gøres »mest muligt« for at finde kilden, og foreslog kort efter, at lækager skulle kunne straffes med fængsel på livstid? Hvorfor bakkede statsministeren, pressens minister, ham op i stedet for at sige, at »den danske presse bruger her, om vi kan lide det eller ej, den frihed og ytringsfrihed, som vi kæmper for ude i verden«.
Tilsyneladende fordi regeringerne i Danmark og USA betragtede hensynet til deres virkelighed – og hemmeligheder – som mere værdifuld end hensynet til ytringsfriheden.

Daniel Ellsberg, som i 1969 lækkede de papirer, der afslørede Nixons hemmelige krig i Cambodia, sagde i sidste uge, at hvis den nuværende ånd havde eksisteret dengang, så var det uvist, om papirerne var blevet offentliggjort, og – fortsatte han – det er ikke kun pressen, der
nu er under angreb, det er selve retten til at få sandheden at vide, også når sandheden er ubekvem.

Lillebror er en ost. Men lillebror er også noget andet og værre. Han er Storebror.

Poul Høi, født 1964, er USA-korrespondent på Berlingske Tidende og bosiddende i Santa Fe. Han har tidligere været avisens korrespondent i Washington, London og New York.