”Jeg har desværre ikke længere tid til at læse eller besvare kommentarer og spørgsmål her på Twitter”.
Sådan indleder Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen et tweet, hvor han annoncerer, at han skruer ned for sin tilstedeværelse på Twitter – knap fire år efter, at han forlod Facebook.
Jeg har desværre ikke længere tid til at læse eller besvare kommentarer og spørgsmål her på Twitter. Jeg er så småt ved at trække mig helt væk fra Twitter, ligesom jeg for knapt 4 år siden trak mig fra Facebook. Evt. henvendelser bedes sendt pr mail dfsesp@ft.dk Vh Søren #dkpol
— Søren Espersen (@espersendf) August 4, 2018
”Det kan godt være, jeg en gang imellem lægger noget på, men det bliver meget, meget, meget mindre, end det har været hidtil – og jeg kommer ikke til at svare folk,” uddyber Søren Espersen, da Journalisten træffer ham på mobilen fra første dag på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Sønderborg.
For ham at se er dialogen på sociale medier ved at køre af sporet i stedet for at bidrage til den politiske debat.
”Når nogen svarer en politiker som for eksempel mig på de sociale medier, så handler det mere om, at alle hans venner skal se, at ”hold fast, han fik lige en over snuden” – og i meget mindre grad om at deltage i en politisk debat,” siger han.
Spår ikke Facebook stor fremtid i politik
Mens Dansk Folkeparti altså er godt i gang med at slå hul på en ny politisk sæson, så spår Søren Espersen hverken Facebook eller Twitter nogen central rolle i den danske politiske debat fremover:
”Om fire-fem år tror jeg ikke, der er mange politikere tilbage på Facebook. Der er opstået en myte om, at det er et demokratisk debatforum. Men sådan er det jo ikke. Det, det er ved at udvikle sig til, er, at der ikke foregår nogen demokratisk debat. Men at vi bare har fået et nyt udstillingsvindue ligesom Youtube og alt muligt andet. Du bliver en del af et skænderi.”
Han henviser blandt andet til, at flere politiske partier må bruge kræfter i deres sekretariater på at luge ud i kritiske kommentarer på partiernes Facebook-sider.
Og når det kommer til Twitter, så mener Søren Espersen, at det er gået ned ad bakke, siden det sociale medie fra november sidste år gjorde det muligt at skrive tweets på 280 tegn i stedet for de hidtidige 140 tegn.
”Twitter har ændret sig til at blive en slags mini-Facebook, fordi de har fordoblet antallet af tegn, man kan skrive. Det plejede at være et fint sted til at skrive korte, præcise opdateringer, men nu er det blevet et debatforum, ligesom Facebook – også selv om tonen ikke er lige så ondskabsfuld på Twitter som på Facebook.”
Frygter ikke for næste valg
Søren Espersen ryster ikke på hånden over at gå ind i et folketingsår, som før eller siden vil byde på et folketingsvalg, hvor han altså har valgt ikke at være på hverken Facebook eller Twitter.
”Folk ved godt, hvad jeg og Dansk Folkeparti står for. Og husk på, at ved sidste folketingsvalg – det var i 2015 – havde jeg trukket mig fra Facebook i knap et år. Det oplevede jeg ingen problemer ved.”
Men hvor skal vælgerne så blive klogere på, hvad du mener og står for?
”Jeg er ofte i medierne, i fjernsynet, i radioen og til møder. Det forventer jeg at blive ved med,” siger Søren Espersen.
Det lyder lidt old school?
”Ja, men jeg er også selv lidt old school, så det kan jeg meget godt lide.”
Elsker at ”få en over snuden”
Da tildækningsforbuddet trådte i kraft sidste uge, postede Søren Espersen et kontroversielt tweet med et billede af tre slanke bikiniklædte kvinder og teksten: ”Den ER her: Muslimske Kvinders Befrielsesdag..! Fri for burka og niqab. Og man jubler blandt muslimske kvinder! Rigtigt mange er på vej fra Nørrebro – ud mod stranden. Tre af de tidligere indespærrede kvinder er allerede fremme og vi fik lov at snuppe et foto.”
Tweetet afstedkom øjeblikkeligt en række kritiske reaktioner og nåede op på 182 kommentarer. Men selv om der lød kras kritik af Søren Espersens udlægning af tildækningsforbuddet i de fleste kommentarer, afviser han pure, at netop det tweet har spillet en rolle i hans beslutning om at trække sig fra Twitter:
”Det har ingen betydning. Slet ikke. Jeg elsker jo det der. Også at jeg lige får en over snuden,” siger Søren Espersen.
Han har siden slettet tweetet, men det forklarer han med, at han fandt ud af, at han ikke havde tilstrækkelige rettigheder til at bruge billedet. Han understreger, at han har afregnet med Colourbox, men altså måtte slette tweetet. Ikke desto mindre står han fuldt ud inde for ordlyden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.