search

OM AT VILLE NOGET

Flokmentalitet, ligegyldighed, ansvarsforflygtigelse, ideløshed, personifiksering, kommercialisering … Det er bare nogle af ordene på Kurt Strands journalistiske hadeliste. Han har netop udgivet bogen Journalismens meningsløse ulidelighed – og er ikke i tvivl om, at nogle vil opleve ham som frelst og højpandet.
Flokmentalitet, ligegyldighed, ansvarsforflygtigelse, ideløshed, personifiksering, kommercialisering …
Det er bare nogle af ordene på Kurt Strands journalistiske hadeliste.
Han har netop udgivet bogen Journalismens meningsløse ulidelighed – og er ikke i tvivl om, at nogle vil opleve ham som frelst og højpandet.

“At ville noget” er det helt centrale i Kurt Strands journalistliv. Og han så gerne, at det var det centrale i alle journalistliv.
Alligevel har han været meget i tvivl om, hvorvidt han ville udgive en bog om journalistik. Remsen “vil – vil-ikke” har nærmest kørt som en bånd-sløjfe inde i hans hoved.
For Kurt Strand ved udmærket, at det ikke er gratis at levere en stærk kritisk bog om journalistik. Derfor har bogen også været fem år undervejs.
“Flere gange har jeg sagt, nu gør jeg det! Men så har jeg ladet være – for hvorfor stikke snuden frem? Prisen kunne være for høj,” fortæller Kurt Strand.
Men nu vil han.
“Jeg er da helt med på, at nogle vil opfatte mig som helligere end paven, som frelst eller højpandet. Jeg er med på, at vi bevæger os i et fag, som består af mange følsomme mennesker. Og vi bevæger os i et fag, der ikke har lange traditioner for at diskutere sig selv,” siger Strand, som har levet midt i faget i 24 år. De seneste tre år som studievært på DRs Profilen.
Han satser på, at der for journalister er et “puf eller to at hente i bogen”. Alene skarpheden i bogtitlen Journalismens meningsløse ulidelighed afslører vist, at der vil være nogen, der vil opleve puffene som spark.
Han skriver da også i forordet, at han forventer, at “segment-tænkere, marketing-spekulanter og oplags- og seertalsfikserede kynikere” blot vil ryste på hovedet over bogens indhold. Og det er helt rigtigt fornemmet, at det er den slags mediefolk, som Kurt Strand ser som den klassiske journalistiks fjender.

Oprør mod journalisme
Bogen er en hyldest til de klassiske journalistiske dyder, og så er den et oprør mod det, Kurt Strand kalder journalisme.
I Strands personlige ordbog defineres journalisme som “tilsyneladende” journalistik og som en bastard i journalistikken. Jour-nalisme er styret af andre kræfter end den gode historie, nemlig af hensynet til oplags- og seertal. Og “kommercialisering og klamphuggeri synes at have gode kår i journalismens væksthuse”.
“Journalister skal lave historier, fordi de brænder for dem, fordi de finder dem væsentlige. De skal ville noget. Det bliver journalisme, hvis journalisten primært laver historien, fordi der er op-lag eller seertal i den,” forklarer Kurt Strand.
Selv stiller han altid sig selv spørgsmålet, hvad vil jeg med den her historie, hvorfor laver jeg den? Det gør han for at sikre et perspektiv og som et værn mod ligegyldighed.
– Men hvad vil du selv med dine historier?
“Jeg vil gerne lave nogle historier, der flytter rundt på noget i folks hoveder, og jeg vil gerne have en eller anden fornemmelse af, hvad det er, jeg flytter rundt på. Påvirke holdninger.”
Han bruger indignation, undren og holdning som brændstof til at lave journalistik. Og frem for alt kræver han af sig selv og andre journalister, at de står ved deres produkter. Ansvarsfor-flygtigelse står ret højt på Strands hadeliste.
“Jeg møder kolleger med attituden: “Jeg ved godt, at det, jeg laver, er noget lort.” Det har jeg ikke meget respekt for. Vi må som journalister kunne stå inde for det, vi laver. Der er noget galt, når man kaster sig ud i noget, som man ikke selv tror på. Det må vi have gjort op med.”
“Jeg gider ikke kolleger, som undskylder det, de laver. Og dem møder man både her i huset og andre steder. Journalister skal ikke løbe fra deres personlige ansvar. Selvom journalister også er det, vi i 70’erne kaldte lønarbejdere, så er vi også mere end det. Vores produkter har nogle konsekvenser.
“Alt for meget journali-stik bliver maskinelt og derfor ligegyldigt. Journalister skal mene noget og skal lægge holdninger i det, de laver. Det skal være sådan, at man bliver følelsesmæssigt påvirket, også når man laver noget skidt. Jeg har det virkelig dårligt i dagevis, hvis jeg har lavet en Profil, der ikke fungerede. Jeg fatter ikke den der nåh-der-er-en ny-dag-i-morgen-holdning.”

Dovne journalister
– Hvorfor laver journalister noget, de ikke tror på? Er det fordi de får historien smidt i hovedet, eller fordi de laver det, som de tror, læseren vil have?
“Begge dele tror jeg, og så fordi det ofte er det nemmeste. Det er jo det nemmeste at lave en historie, som en eller anden gerne vil have lavet. Det kan ofte være mere be-sværligt at lave de historier, man selv brænder for,” mener Kurt Strand.
– Er journalister dovne?
“Ja … det er et voldsomt udtryk!
– Du har selv skrevet det…
“Det ved jeg godt. Det ved jeg godt.”
– Og du er parat til at gentage det?
“Ja. I dovenskaben ligger blandt andet den der magelighed i at følge den samme historie, som alle andre. Og der er Christians-borg et tydeligt sted at se det. Der kommer forudsigeligheden og flokmentaliteten virkelig til udtryk.”
Og så ramler vi direkte ind i to andre af ordene på Strands journalistik-krise-liste: forudsigelighed og flokmentalitet.
“Det er så sikkert som amen i kirken, at når der er ministerrokade, så bliver oppositionens ordførere bedt om en kommentar, selv om ingen er i tvivl om, hvad de vil sige. Men det er sådan en automat-reaktion på samtlige redaktioner, at vi må have de kommentarer – uanset at de er meningsløse og forudsigelige.”
“Samtidig er det udtryk for dovenskab. Der er ikke noget nemmere i verden end at holde en mikrofon frem og spørge om, hvad de siger til regeringsrokaden.”
– Du er i bogen hård ved Chris-tiansborg-journalisterne, og du stiller spørgsmålet, om de langt hen ad vejen bare er budbringere af andres dagsordener?
“Christianborg-journalister bliver brugt og lader sig bruge. Nog-le vil erkende det. Andre vil ikke. Det her skal ikke bare blive skydning mod Christiansborg-journalistikken, det er så dejligt nemt. Det er sådan en prügelknabn, som vi alle kan have.”
Men Kurt Strand skyder nu alligevel videre mod den politiske journalistik.
“Måske er det udtryk for en lidt forældet tankegang at have så store Christiansborg-redaktioner. Det er jo ikke sikkert, det er logisk og rigtigt. Tidligere var der den gode grund, at hvis man skulle have papirerne i dueslagene, var man nødt til at være til stede på Borgen – nu kan vi jo alle få dem på nettet.”
“Det mest alvorlige er, at vi er ofre for den logik, at når historien bevæger sig fra ude i samfundet ind på Slotsholmen, så skifter den journalist. Fordi Christianborg er defineret som et stofområde. Det er her logikken brister – for hvordan pokker skulle man være kvalificeret til at dække fisk i Nord-søen den ene dag, den anden dag slagsmål om indkøb af nye transportfly til flyvevåbenet og den tredje dag en diskussion om genteknologi?”

Lydstumpe-journalistik
Kurt Strand advarer mod soundbite-journalistikken – tv-nyhedsindslag, hvor den interviewede stort set kun får lov at sige en hovedsætning. Interview-bidden bliver kortere og kortere. I 1965 talte en kilde gennemsnitlig i 41,9 sekunder i et tv-indslag på DR, i 1990 var det faldet til 18 sekunder og i 1997 var taletiden nede på 11,9 sekunder.
“Soundbites er med til at forsimple tingene og er med til at fjerne nuancerne. Det er det største problem, og noget andet er, at det gør det nemt for politikere at fyre nogle meget flotte sætninger af. Og journalister elsker de der statements, der sidder lige i kassen første gang.”
Kurt Strand fremhæver Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, som én af de dygtige til radio- og tv-venlige sætninger: “Røvere, rockere og rovmordere har bedre retssikkerhed end bønder, bagere og bilhandlere”.
“Det fører til nogle udtalelser, som er utrolig uforpligtigende. Og heldigvis for politikeren er der ikke plads til opfølgende spørgsmål,” siger Kurt Strand, hvis ugentlige “soundbite” er på 24 minutter.
– Det er sikkert ikke tilfældigt, at dit interviewformat er på 24 minutter. Ville du overhovedet med dine holdninger til journalistik kunne trives med andet?
“Jeg vil ikke sige, at jeg ikke kunne være leverandør af soundbites. Og det behøver jo ikke være 24 minutter. Succesen med DRs magasiner og TV 2’s Dags Dato er jo fremragende eksempler på, at de langt hen ad vejen laver det, som tv-læreren Nancy Graham fra Journalist-højskolen kalder BBI-historier – boring but important stories. Og fjernsyn må gerne blive kedeligere.”
– Er journalister blevet for bange for at kede. Er de mere bange for at få at vide i efterkritikken – at historien var kedelig end at få at vide, at den var strammet?
“Måske. Og især tv-stationer lægger under for frygten for at kede – frygten for at folk zapper væk. Det er jo også derfor, at TV-Avisen kan åbne på en historie, som er valgt ud fra et interessekriterium og ikke et væsentlighedskriterium. Det er sørgeligt.”

En gammeldags Strand
– Er det ikke bare dig, der ikke er omstillingsparat, for at bruge et af de gode ord, som også bliver brugt af journalistiske ledere?
“Jeg har såmænd både fået at vide, at jeg ikke er omstillingsparat. Og endnu værre, at jeg er forandringsuvillig. Jeg er træt af at høre det. For det passer ikke. Og hvorfor er det blevet gammeldags at forsvare de journalistiske dyder? Men jeg har nu ikke noget imod at være gammeldags og for eksempel tale om ydmyghed,” siger Kurt Strand.
“Bare man ikke kalder mig for en sur gammel mand.”
– Er det for ikke at lyde alt for gammeldags, at du ikke en eneste gang, bruger ordet etik på bogens 245 sider?
Kurt Strand griner og tror ikke på, at JOURNALISTEN har læst rigtigt.
“Det kan ikke passe, at jeg ikke har skrevet etik. Det er jo det, hele bogen handler om. På hver eneste side. Det kan jeg ikke tro …”
Han rejser sig og går hen til sin computer – klikker sig frem til bogens manus – og søger på ordet etik.
Og det er ganske vist. Kurt Strand har undladt at bruge det gammeldags ord etik. Og forbløffelsen er total hos forfatteren selv.
Måske er det et ubevidst udslag af én af journalistikkens læresætninger: Don’t tell it, show it.

“Journalismens meningsløse ulidelighed”
udkommer 15. marts på forlaget Høst& Søn. 248,00 kroner.

IDéLøSHED
“At flokmentaliteten betyder så me-get i medierne, kan formentlig forklares med den lige så florerende idéløshed.”

DEN FORUDSIGELIGE AUTOMATPILOT
“Automatikken – styret af det elendige argument “jamen-vi-plejer …” – sætter mange historier i gang på nyhedsredaktionerne. Og når automatikken er slået til, er der overhængende fare for, at eftertænksomhed og nyudvikling er slået fra.”

FLOKMENTALITETEN
“Flokmentalitetens automattænkning må ikke – som det tydeligvis sker – blokere for den simple og banale overvejelse: Hvad er det, vi vil fortælle – og hvad kan vi fortælle. Desværre synes flokmentaliteten at være så stærk, at ingen af de toneangivende medier tør skille sig ud fra mængden.”

DEN GODE HISTORIE
“Når fundamentet for god og hæderlig journalistik skal i støbeskeen, kan journalisten altså passende begynde at finde tilbage til den gode historie – historien, der kan stå alene og klare sig og giver pokker i segmenter, dyrekøbte analyser og andet tingeltangel, der skal hjælpe markedstænkere med at forudskikke, hvad det er, læsere, lyttere og seere vil have.”

HU-HEJ-HISTORIER
“Hurtigheden øger kravene til den journalistiske yd-myghed og præcision – ligesom det er klart, at blot fordi en historie kan fortælles lige-her-og-nu, så er det ikke nogen naturlov, at den også skal fortælles. Tvivl og usikkerhed bør komme så-vel de ufrivillige kilder som læsere, lyttere og seere til gode.”

JANTELOV
“Kodeordet i den journalistiske jantelov er ydmyghed – viljen til ikke at dømme nogen eller noget på forhånd, til at ville noget og til at tro på sig selv og sine historier. Men også være villig til at tvivle og være mindre skråsikker …”

POLITIKERE STYRER
“Desværre medvirker man-ge journalister alt for ofte forbløffende aktivt til at give veltrænede kilder lov til at styre f.eks. et interview. Med dårligt håndværk og dovenskab eller ligefrem uigennemtænkte spørgsmål giver mediehverdagen mangen en politiker gode muligheder for at sætte sin egen dagsorden igennem i et interview.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen