Han har kritiseret DR flere gange tidligere. Nu er Ole Hyltoft, næstformand i DR's bestyrelse, igen ude med riven: Journaliststanden har overtaget magten i DR. Og det går helt tilbage til 1968, skriver han i en kronik i Berlingske i dag.
For godt et år siden langede Ole Hyltoft ud efter cheferne i DR. Der var "for meget indavl", og samtidig krævede han, at "DR's bestyrelse i fremtiden skal involveres i langt flere chefansættelser end i dag".
Denne gang er det journaliststanden, det er galt med. Eller rettere, de har magten, skriver han i dagens kronik i Berlingske og konkluderer:
"Det gør, at journalistikken blomstrer i DR's programmer, mens oplysningen om vores danske og europæiske kulturarv forsømmes."
DR's næstformand, der er indvalgt med støtte fra Dansk Folkeparti, mener, at DR må vælge, om den vil styre efter seer- og lyttertal eller efter folkeoplysningens mål, og peger på, at journalisternes uforholdsmæssige store magt går langt tilbage i historien:
"Danmarks Radio blev meget hurtigt efter 1968 en af ungdomsoprørets magtbaser. Efter TV 2's oprettelse har DR's marxistiske ungdomskultur udviklet sig mere i retning af en populistisk handelsskolekultur. Men ligegyldigheden over for kulturarven, det fornemste menneskeheden har skabt, gør sig stadig gældende i DR-huset. DR er god til døgnjournalistikken, bedre end DR var i monopolets tid. Men hvad der er sket før 1990, ligger lidt hen i tågerne for DR's programlæggere. Værst når vi fjerner os fra politikken og dagliglivet og går over til kulturen," skriver Ole Hyltoft i kronikken, som kan læses her i sin fulde længde.
4