Håndboldherrernes OL-guld har givet ekstra trafik til Folkebladet Lemvigs hjemmeside. Forklaringen er denne historie: Guld-far: Det er kæmpestort for Jannick. http://folkebladetlemvig.dk/sport/guld-far-det-er-kaempestort-for-jannick
Håndboldholdets reservemålmand Jannick Green er opvokset i Lemvig, og lokalavisens vinkel på OL-triumfen var et interview med hans far, der sammen med sin kone netop havde set finalekampen på tv fra sit hjem i flækken Tørring lidt uden for Lemvig.
Og den ultra-lokale vinkel på de store fælleshistorier er altid godt stof, forklarer Lars Kamstrup, der er udgaveredaktør af Folkebladet Lemvig, som er en del af Mediehuset Holstebro.
»Når vi har de her store begivenheder, så er det altid vigtigt for os at finde den lokale vinkel, så det bliver særligt vedkommende for vores læsere. De kan jo læse om håndboldholdets præstation alle mulige andre steder. Men i Lemvig kender alle Jannick Green og måske i endnu højere grad hans forældre. Jannick er vores mand, og al vores foromtale af OL er også gået på ham. Det er fordelen ved at lave journalistik i et lille samfund, at alle folk kender hinanden,« siger Lars Kamstrup.
OL-guldmedaljen til Jannick Green er ifølge avisen den første til en lemviger siden OL i Helsinki i 1952.
»Løssalg har vi ikke meget af, kun et par hundrede aviser om dagen. Vi måler først og fremmest interessen på nettet, og her kan vi se, at vi får mange flere klik med vores lokale Jannick Green-vinkler,« siger Lars Kamstrup.
Tidligere i turneringen har Jannick Green fået spilletid og haft en vis betydning for holdet. Men i finalen mod Frankrig kom han slet ikke på banen. Men det er fuldstændig underordnet for Folkebladet Lemvig.
»Det har slet ikke noget at sige. For os er det afgørende, at han overhovedet er med. Vi vælger ud fra lokale kriterier. Ellers skulle vi have valgt at vinkle på Mikkel Hansen. Men ham og resten af holdet skriver alle de andre jo om,« siger Lars Kamstrup.
Forældrene er afgørende
For at forstå, hvor godt stof reservemålmanden er for Lemvig Folkeblad, skal man kende lidt til familien.
Jannick Green har spillet håndbold for Lemvigs lokale hold i sin ungdom og er i dag professionel i Tyskland. Men forældrene er næsten mere kendte i lokalområdet end Jannick Green selv. De er begge skolelærere på lokale skoler, og moren Hanna var i sin tid også landsholdsspiller i håndbold, mens hun spillede for den lokale klub i Lemvig, hvor Jannick Greens far, Karsten Krejberg, var holdets træner.
Hvis håndboldherrerne havde tabt søndagens finale mod Frankrig, ville avisens vinkel ikke have været meget anderledes.
»Vi ville stadig have lavet den samme vinkel med Jannick Greens forældre, bare at han fik en sølvmedalje med hjem i stedet for en af guld. Det ville stadig være en positiv historie med hans forældre, der sikkert ville sige noget i retning af, at en sølvmedalje også er flot,« siger Lars Kamstrup.
Og der kan stadig vrides en eller flere lokale vinkler ud af håndboldholdets OL-guld, vurderer udgaveredaktøren.
»Nu bor Jannick Green jo i Tyskland, men hvis han kommer hjem til Tørring for at besøge sine forældre sammen med sin guldmedalje, eller han kommer hjem på sin gamle skole og viser den frem for eleverne, så laver vi helt sikkert også en historie på det,« siger Lars Kamstrup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.