search

OL eller EJ?

Et supertilbud udviklede sig til en rejse før rejsen. Kan man overhovedet beskrive OL i Beijing uden at levere propaganda for det kinesiske styre?

Et supertilbud udviklede sig til en rejse før rejsen. Kan man overhovedet beskrive OL i Beijing uden at levere propaganda for det kinesiske styre?

14 dage efter jul. Jeg skulle sende en historie om revolutionsmyten Che Guevara hjem til Amnesty ude fra Andesbjergene. I min mailbakke ligger en forsinket julegave fra Journalistens redaktør:
"Hvis det er dig, der skal til Beijing, skal du udfylde dette :-)," skriver han.
OL … 10 dage på hotel. Middage med kolleger. God hyre. Adgang til alt – væk fra det hele. Et par seje artikler om Kina-regimets undertrykkelse af ytringsfriheden. Det vil se fint ud på min hjemmeside.
"Ja tak til at afsløre det der OL," skrev jeg tilbage.
"Afsløre – netop," fastslog redaktøren. Vi svingede. Beslutningen blev taget i gensidig harmoni uden forbehold AF NOGEN ART.
Jeg lod blikket flugte bjergsøerne tæt på Chiles grænse. Og tænkte mest på, om Asafa Powell ville slå sin verdensrekord på 09.74 på 100 meter.
I baggrunden leger mine tre børn. Lykke. Min lykke.

HERREGUD. Jeg ved godt, at Kina har et andet syn på menneskerettigheder, end jeg selv har. Tibet i det østlige Himalaya bliver holdt i et jerngreb af en gigantisk kinesisk muskel. Jeg så billederne, da Kina i 1989 satte mandskabsvogne ind mod arbejdere og studerende i Beijings centrum. Og jeg ser billederne i marts af overfald i Tibet. De oprørske tibetanere fik fængsel på livstid …
Jeg læser i journalist Flemming Ytzens bog om Kina, at de kinesiske journalister, der producerer politisk 'acceptabelt' nyhedsstof, bliver belønnet med bonusser af de partiudpegede redaktører.
Men er der ikke undertrykkelse af det frie ord alle vegne? Og er det bedste ikke at udstille det? Og er Danmark ikke kritisk over for Kina?
Jeg tjekker Udenrigsministeriets hjemmeside: "Politisk er det kinesiske kommunistpartis (KKP) magtmonopol opretholdt, og egentlig opposition accepteres ikke."
Måske ikke ligefrem en handlingsplan – men dog en kritisk beskrivelse fra højeste plan. Og Dansk Journalistforbund opfordrer til pres på Kina. DJ og Ekstra Bladets redaktør Poul Madsen mener, at journalister fra hele verden skal protestere ved at bære armbånd. Men jeg skal sgu' ikke marchere i front med noget armbånd.
"Armbind er for hyklere, der synes, det er pænt at være lidt imod, men ikke så meget, at man skal tage konsekvenser af det," skriver jeg til Journalistens redaktør.
Men ok, godt at vide, at DJ tager stilling: Jeg er kort sagt favnet af en kritisk paraply, der kan legitimere min rejse.
Jeg går i gang med at booke. Alle fly, der lander og afgår på de rigtige dage, er selvfølgelig booket. Og kineserne svarer ikke på mine mails om akkreditering og bookning af hotel. Jeg må få Danmarks Idrætsforbund til at rykke. Og så har kineserne helligdage. Deres nytår varer 14 dage … Og når de endelig svarer, skriver de, at jeg skal skynde mig at svare …
Endelig går kabalen op. Sygeforsikring. Værelse. Fly. Valuta. Og vi får sågar kørt svigermor i stilling, så hun kan hente børnene. Min kone har nemlig sin vigtigste messe på hele året samtidig med OL: Modemessen i Bella Centret …

ET ER DE SMÅ PRIVATE UDFORDRINGER. Noget andet er min mavefornemmelse. Jeg kender dansk tradition for fornuftigt medløb. Og traditionen bliver fastholdt, viser Udenrigsministeriets hjemmeside:
"Den danske eksport til Kina stormer frem. Stadig flere danske virksomheder etablerer sig i Kina, men hvordan driver man egentlig forretning i Riget i Midten?"
Jeg tænker: Vi er præcis så kritiske, at vi ikke taber penge på det …
Også DJ skruer ned for den tydelige protest. Det sker efter samtaler med danske korrespondenter i Kina. Et armbånd vil skubbe de kinesiske journalister væk fra os. Det argument forstår jeg ikke.
Og jeg bliver for alvor provokeret, da jeg læser journalistforbundets efterrationalisering, da aktion armbånd falder:
"I stedet for armbåndene skal vi åbne den dør for dialog, vi har fået sat på klem …," lyder det nu fra journalisternes førstemand. Undskyld mig – men hvad anbefaler formand Mogens Blicher Bjerregård mig egentlig?

DET SNURRER I MIT HOVED … Dansk dobbeltmoral … holdningsløse journalister … dansk eksport til Kina stormer frem … magtmonopol … dør på klem … ingen opposition …
Grusomme minder melder sig. Er jeg i min begejstring for at komme med til OL i Beijing ikke ved at lade mig forføre præcis som de danske journalister, der med nationens opbakning legitimerede Hitlers Nazi-Tyskland i 1936:
"Indvielsen var en oplevelse, et eventyr." Sådan lød det om OL i Berlin i 1936 i Danmarks største sportsavis, Idrætsbladet.
Udgivet af Politiken.
Jeg surfer bogen "Dansk idræt under hagekorset" af idrætsforsker Hans Bonde. Idrætssamarbejdet mellem Danmark og Tyskland var en omfattende blåstempling af Nazi-Tyskland. Journalisterne udpeges direkte som medansvarlige:
"Hele den toneangivende del af den danske idrætsverden anført af … sportsjournalisterne … deltog i udvekslingen med Tyskland."
Konklusionen er uafviselig: Når regimer holder OL, kan sport og politik ikke adskilles, fastslår forfatteren.
Men vil dansk presse denne gang gennemføre den syntese mellem sport og politik, der kan tage luften ud af OL som propagandaredskab? Eller skal vi igen opleve, at Inge er henrivende på forsiden, mens slemme Kina undertrykker kritikere på side 8 …?

LISBETH KNUDSEN, chef for Det Berlingske Officin, er for mig avisstrateg nummer et i Danmark.
»Ud over en solid sportsdækning har vi en fotograf og en journalist, der rejser rundt i Kina i nogle uger og beskriver landets mange aspekter, også de mere problematiske,« siger hun.
– Men har I skribenterne, der kan lavet mikset mellem sport og kritik af demokratiet i Kina?
»Sporten dækker vi med al den fascination, vi kan. Glæde og nederlag. Og så har vi den politiske dækning. Vi skal ikke begå den fejl at blande tingene sammen.«
– Men hænger tingene ikke netop sammen?
»Læserne vil gerne glæde sig over de oplevelser, der er forbundet med OL. Men sker der noget politisk interessant, så har vi reportere på plads.«
Jeg respekterer købmandens hensyn til aviskøberne – men Danmark har jo før brændt sig ved at tænke med tegnebogen.
Sportsjournalisterne er på deres hjemmeside meget opmærksomme på legene i 1936. Men ikke lige på den måde, jeg havde forestillet mig det.
"Det var i 30erne, der for alvor kom gang i dansk sportsjournalistik," hedder det.

LEGENE I BERLIN fremhæves ikke som Hitlers propaganda for den ariske races overlegenhed og dansk medløb. Men derimod – hold nu fast! – som selve arnestedet for dansk sportsjournalistiks udvikling:
"Det var, da Gunnar Nu hæsblæsende og med knækket stemme havde slynget sine nu'er ud fra Hitlers imponerende olympiske skuespil i Berlin i 1936 … at der rigtigt blev plads for sport i de danske aviser."
Hold da op, tænker jeg. Hvilken vinkel. Hvad blev der lige af de seks millioner døde jøder? De passer måske ikke ind i teksten. Men begejstringen er upassende, synes jeg.
Kulturministeren vil boykotte åbningen. Jeg kan ikke gennemskue, om han spekulerer i folkestemningen eller er reelt berørt.
Hvad med en fælles boykot – af det hele? Præcis som Jyllands-Posten boykottede OL i 1980 i Moskva.
Jeg ringer til danske journalister, der skal til Beijing.

LARS WERGE, EKSTRA BLADET, er et fyrtårn, som flere sportsjournalister sætter kursen efter.
– Er det et dilemma som journalist at dække OL i Kina?
»Nej, det er en udfordring,« svarer Lars.
»OL 2008 rummer endnu flere modsætninger og dobbeltmoralske dagsordener, end vi er vant til omkring 'sportslege', der jo traditionelt ikke blander sport og politik – hvis vi spørger politikerne.«
– Hvad er din kommentar til debatten om, hvorvidt Danmark skal boykotte Kina?
»At det er vrøvl og en gratis politisk omgang!«
Lars Werge blander ikke sig selv ind i sin argumentation. Derfor kan han svare meget kategorisk. Der er stof i det OL.
Jeg betragter Politikens Rasmus Bech som en dygtig sportsjournalist. Han skrev sin første sportsartikel i 1977 og blev senere sportsredaktør.
»Der er overhovedet ikke noget dilemma. Det er en stor inspiration at komme til et kritiseret sted. Det giver perspektiv til dækningen. Det vil være med til at skærpe sanserne,« fastslår han og anbefaler reporterne at åbne sanserne.
»Hvis man vil gå kritisk til værks, er det nysgerrigheden, der skal drive en« siger Rasmus Bech.
– Synes du, det vil være skørt, hvis jeg melder afbud?
»Ja. Man skal ikke afskære sig fra diskussion og indsigt ved at melde afbud.«
Lars og Rasmus har gode pointer, synes jeg. Vi er på arbejde – pas det! Men hvad med de kinesiske journalister, der skal prise etpartisystemet for at få en ordentlig løn? Hvad skal de gøre?

I FELTET AF JOURNALISTER er der flere, der har prøvet turen med boykot-snak mange gange før.
»Det påvirker mig overhovedet ikke,« siger Peter Bagge Nielsen, Ekstra Bladet.
»Jeg var med i OL i 1980, hvor Sovjet var gået ind i Afghanistan, og i 1984, hvor næsten hele Østblokken boykottede OL i USA som hævn. Man kunne godt mærke, der manglede nogen. Men ellers tænkte vi ikke over det.«
Også for Peter Bagge Nielsen er OL arbejde. Jeg respekterer det. Men er journalistik ikke også holdningsfødt? Kan man skrive uden at give noget af sig selv?
Blandt de mere erfarne er også Frits Nielsen, Herning Folkeblad. Han deltog sågar som spiller i VM i C-gruppen i ishockey i 1979 i Kina.
»Dengang var der ikke nogen, der snakkede om menneskerettigheder. Kina var jo et vidunderligt samfund, mente mange. Men jeg fik nu hurtigt et helt andet indtryk: Støv og fattigdom. Det var ikke lige det, vi havde luftet på universitetet i Aalborg.«
Her er noget. Danske beslutningstagere har jo tidligere tiljublet den kinesiske model. Nu er landet ifølge iagttagere langsomt på rette vej – og så vil vi protestere. Paradoksalt.
Selv om journalisterne selvfølgelig er skeptiske over for etpartisystemet i Kina, er det svært at finde nogen, der mener, at dansk deltagelse er problematisk.

»HELE DEBATTEN ER HYKLERISK. Der var jo ingen, der råbte op om, at Beijing ikke skulle have OL i 2001, da valget blev truffet,« siger Dan Philipsen, Jyllands-Posten.
Men der er dog små åbninger. Det er første gang, Hans-Henrik Hare, Ekstra Bladet, skal til OL:
»Jeg kan godt se logikken i at bruge OL til at protestere over, at menneskerettighederne overtrædes i Tibet.«
Men på den anden side:
»Men det er en skam, hvis det spolerer selve legene.«
Men er der ikke noget galt med proportionerne? Er det ikke mere synd for tibetanerne end for håndboldherrerne?
»Jeg tror ikke, det nytter, at jeg som enkeltperson siger fra eller ændrer min dækning,« fortsætter han.
Måske er det tilfældigt, men det er to kvinder, der virker mest betænkelige.
Kirsten Lynge Balslev fra Her&Nu mener godt nok, det er for sent at diskutere boykot af legene i Beijing – men hun vil gerne vise sin protest.
»Jeg synes, at alle, der kommer til Beijing, skal fortælle kineserne, at det er noget skidt, at de undertrykker tibetanerne og fængsler journalister.«
Måske er det mine fordomme, men jeg er overrasket. Hun er fra Her&Nu – men samtidig den, der mest direkte sætter sig selv på spil. Selv om hun tilføjer, at hendes protest nok ikke nytter.
Også Trine Grauholm, Fyens Stiftstidende, lufter sin skepsis:
»Personligt har jeg da overvejet, om jeg blåstempler Kina ved at skrive om OL,« siger hun – og fejer så tanken væk.
»Men omvendt synes jeg ikke, at det er en løsning at lukke af,« siger Trine – og breder argumentationen ud:
»Der er masser af danske erhvervsdelegationer, der rejser til Kina og laver forretninger. Men når det handler om sport, så skal den moralske fane pludselig holdes højere.«

ÉN SVENSK JOURNALIST HAR SAGT NEJ til Kina. Radiojournalist Christian Olsson besluttede sidste år, at han ikke ville dække fodbold-VM i Kina for kvinder. Han henviste til sin personlige integritet:
"I bund og grund er man ansvarlig for sine egne handlinger. Det føles forkert for mig at arbejde i Kina," udtalte han i april 2008 til Journalisten.se.
Lige meget hvad man gør, bliver man megafon for arrangørerne, fastslår han. Det argument gør ondt, kan jeg mærke.
Men kan man ikke tage til Kina og udstille OL som propaganda, så legene ikke bliver diktaturets pr-triumf?
Lasse Karner, B.T., har i Hong Kong taget sidste semester på Journalisthøjskolen. Han punkterer lidt min forestilling om at rejse til Kina, opleve sport – og være Kina-kritisk.
»Jeg kan godt frygte, at nogle udenlandske journalister kommer ind med firetoget og tror, at de lige skal finde menneskerettighedsforkæmperne. Så nemt bliver det ikke,« siger han.
Og professor og Kina-ekspert på Copenhagen Business School Verner Worm er enig.
»Kina har jo Human Rights-organisationer, der minder om vores NGO. Men spørgsmålet er, om journalisterne kan finde dem. I bøgerne finder du kun de officielle organisationer, der giver de officielle forklaringer. Det er ikke nemt.«
Men Lasse Karner har omvendt – med hårdt arbejde – tidligere rejst frit rundt i Kina og stillet kritiske spørgsmål om korruption.
»For myndighederne betyder det ikke så meget, hvad der bliver skrevet uden for Kina. Det er internettet og protester fra kinesere til kinesere, der er farligt for dem.«
Så kan man jo godt …
Men Flemming Ytzen beskriver omvendt i sin bog, at vestlige journalister får lov at afsløre lige præcis dét, magthaverne gerne vil have afsløret – hvis en kammerat for eksempel skal nakkes.
Og hvad nytter det hele så?

DILEMMAET DANSER. Det er nemt for mig at vælge de argumenter, der støtter min rejse til Beijing. Og jeg elsker sport. Jeg vil gerne til Beijing. Tage en bus ud til Den Kinesiske Mur. Mærke verden. Gøre det så godt, jeg kan. Glemme alle forbehold. Jeg gør det s..
Min søn på otte leger med Lego nedenunder. Vi er alene hjemme. Jeg råber: »Hvad bygger du?«
»Et stadion til fodbold,« siger han.
Hans stemme er fyldt med energi og liv. Han har et godt liv i et godt land. Frihed.
Jeg vil kunne skrive systemkritisk og kunne konfrontere magten med kritikken. Jeg vil ikke legitimere Kina direkte eller indirekte. Jeg vil ikke kompromisse.
Jeg skriver en mail til Kim Rathcke Jensen. Journalist og bachelor i kinesisk og nyansat korrespondent for Berlingske Tidende. På hans blog om Kina ligger en guide til at dække OL i Kina – med titlen: "Journalistik og andre forbrydelser".
Kim ridser dette scenarium op:
»En vestlig journalist lander i Kina. Han finder ung, rap og frisk fixer eller tolk, der måske studerer på universitetet og skal have et godt job til cv'et og tjene nogle penge. De kører ud til en by, hvor der er lidt sociale uroligheder, finder nogle vrede kinesere, godt stof, skriver om det, og så hjem igen.«
Det er mig, tænker jeg. Men:
»Det er vanvittigt farligt. Han bringer både den kinesiske tolk og de vrede borgere i fare. Måske ikke lige med det samme. Men hvad når OL er forbi, cirkus har forladt byen, og de vestlige medier er blevet Kina-trætte? Går partistaten så i gang med at gøre regnskabet op?« spørger Kim retorisk.
Jeg skal ikke have andres helbred på min samvittighed. Kan det virkelig være så slemt?
»Well, jeg håber ikke, at jeg lyder for paranoid. Men sådan som tingene er gået de seneste to måneder … Jeg vil bare bede folk om at være meget forsigtige og virkelig tænke over, hvad de gør, og hvordan de bruger assistenter, tolke og kilder,« svarer Kim.

»GIDER DU IKKE LÆSE HARRY POTTER?,« råber sønnen. Han elsker historier. Når Kina har udryddet alle kritikerne, og Danmark har en giga-eksport til landet, vil jeg gerne kunne fortælle ham en god historie om mig og Beijing. At jeg gjorde en forskel. Det kan for mig kun gøres på en måde. Alle andre må gerne skille tingene ad. Men for mig hænger det sammen. OL skal beskrives uden propaganda-effekt. Regimet skal ikke have held med selviscenesættelsen.
Mit ansigt er på Journalistens forside. Det vil ligne selviscenesættelse at blive hjemme. Og jeg kan jo sagtens levere en vare: Danske sportsjournalister profilerer Kina. Men hvad med den vigtigste historie: Den om, hvordan det kinesiske system brutalt tromler alle kritikere – også af OL. Den kommer jeg ikke i nærheden af uden at udsætte andre for risiko.
Jeg ved godt, at mine drenge leger med kinesisk legetøj. Og at det tøj, min kone sælger på messen i Bella, er syet i Kina. Ja: Jeg er dobbeltmoralsk. Og jeg har det ikke godt med min beslutning – men det er den mest rigtige. Når redaktøren ligefrem presser mig til at tage stilling som menneske, så må det blive et nej til at tage af sted.
Andre må selv gøre op, hvordan de har det. Jeg moraliserer ikke. Jeg er ingen helt. Måske er jeg en tøsedreng. Men jeg siger som Olsson:
»I bund og grund er man ansvarlig for sine egne handlinger. Det føles forkert for mig at arbejde i Kina.«
God tur! /

 

TRE TIP
Tal med de universitetsstuderende. I Beijing taler mange af dem engelsk, de er nysgerrige og har ofte et stort netværk af familie, venner og naboer at trække på.

Tag ud af byen, hvis det kan lade sig gøre – kontrasten mellem by og land er en vigtig del af det moderne Kina.

Respekter nationalstoltheden. På trods af landets problemer er kineserne utroligt stolte af OL-værtskabet, og man kommer længere med kilder ved at forsøge at tage del i deres glæde end ved at kritisere.

 

TRE ADVARSLER
Drop fordommene, når du taler med almindelige kinesere. De bliver – forståeligt nok – hurtigt fornærmede, hvis man straks spørger til fattigdom, forurening, menneskerettigheder etc.

Pas på med at tage stilling. Beijing bliver fuld af vestlige aktivister med sager, som virker sympatiske, men som også er skadelige for værtslandet.

Undgå skarpvinkling. Dækningen af Kina har været unuanceret i flere lande, og den nye generation af kinesere bliver stadig skiftevis fremstillet som værende enten ofre for systemet eller forkælede materialister. Sandheden er selvfølgelig mere nuanceret, og OL er muligheden for at nærme sig den.

Kilde: Markus Bernsen, freelancejournalist for Weekend-avisen. Han har i Hongkong taget et kursus om kritisk og nuanceret dækning af Kina.

 

 

GODE HJEMMESIDER OM KINA
www.fccchina.org
The Foreign Correspondents Club of China. Gode links og basisinfo om at arbejde i Kina

www.kinablog.dk
Holdningspræget, link-stærk og medie-kritisk blog af Kim Rathcke Jensen, Berlingske Tidendes korrespondent i Kina. Kim er superhjælpsom! (Men han kan nok ikke hjælpe alle …)

www.kina-portal.dk
Generel basisinfo om Kina.
Virker troværdig og uden skjult pr

www.kina.emu.dk/medier/index.html
Kinesiske medier – på engelsk

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen