THOMAS BRUNSTRØM
1/7 FRA FORLAGET BENJAMIN TIL FREELANCE
Thomas Brunstrøm har prøvet at tale med Tom Cruises advokat og er blevet brændt for historien om, at Isabel Kristensen spiser flæskesteg. Den 26-årige journalist har oplevet ugebladsverdenen igennem seks måneder. "Det var sgu sjovt. Men der manglede ligesom noget," synes han.
Da Thomas Brunstrøm startede på Forlaget Benjamin i januar måned i år, anede han ikke, hvad han skulle lave. Han vidste, at han skulle være med til at starte et magasin om skuespillere og andre kendte. Det lød fint.
Han havde netop afsluttet et vikariat på Ekstra Bladet, så det passede perfekt.
Men det blev ikke, hvad Thomas havde forestillet sig. I løbet af de næste måneder blev bladet Okay skabt. Ikke et magasin, men et ugeblad. Med paparazzibilleder, receptioner og kendte i lange baner.
Thomas Brunstrøm tog dog udfordringen op, og i april havde han blok med, da Euro-woman skulle fejre sin fem-års fødselsdag.
"Det var nok der, det gik op for mig, at det ikke var noget for mig. Vi var der alle sammen. Billed-Bladet, SE og HØR, Kig Ind, Her og Nu, og hvad de nu hedder. Så kom Lotte Thor fra TV3. Og pludselig stod vi alle sammen og var ved at træde tæerne af hinanden for at få en kommentar. Der tænkte jeg godt nok, at det var lidt fjoget. For det var jo bare Lotte Thor. Hvis jeg ville spørge hende om noget, kunne jeg bare ringe."
Thomas Brunstrøm griner hæst. Han fortæller, at det var på samme reception, at Isabel Kristensen afslørede for en flok journalister, at hun godt kan lide flæskesteg. En oplysning, som Thomas Brunstrøm ikke opfattede som en nyhed. Men der tog han fejl.
"Da jeg kiggede i de andre blade, havde de sgu historien," griner han. Klokken er lidt over otte, og morgentrafikken maser sig gennem Nørrebro. Vi drikker en kop kaffe i det fri, inden 26-årige Thomas Brunstrøm skal på arbejde. Han er stadigvæk på Okay, men den 1. juli er det slut.
"Altså jeg ved godt, at der er nogle af dem, der er stoppet, som er sure, men jeg er slet ikke bitter. Det var sjovt at prøve, men det var bare ikke mig. Derfor stopper jeg," siger han med henvisning til, at flere journalister på Okay har sagt deres job op i protest mod, at bladet er blevet et helt andet end det, der var udgangspunktet. En historie, som for nylig kom frem i Berlingske Tidende.
"Jeg manglede nok det med at ruske op i noget. At lave noget højpandet. Noget afslørende," siger han.
På Ekstra Bladet var han med til at lave en kampagne om ecstasy. En måned med artikler om pushere, misbrugere, politi og hele dynen. De fik omkring 1000 mails. Den mest mindeværdige historie på Okay var, da han talte med Tom Cruises advokat.
"Hehe," griner han.
OKAY lukker. Det blev besluttet fredag den 20. juni om eftermiddagen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.