OK-forhandlinger brudt sammen

Søndag aften opgav DJ og mediearbejdsgiverne at nå til enighed om en ny overenskomst. Dermed overgår forhandlingerne til forligsinstitutionen. »Der er uenighed om den økonomiske ramme,« siger DJ's chefforhandler (Præciseret 14.08)

Siden 6. januar har DJ og Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) forhandlet ny treårig overenskomst for 2.000 journalister. Men i går brød forhandlingerne sammen på grund af uenighed om den økonomiske ramme. Det betyder, at forligsinstitutionen nu skal mægle mellem parterne.

Medlem af forhandlingsledelsen for DJ Claus Iwersen vil ikke oplyse, hvor langt parterne står fra hinanden.

»Det hører forhandlingerne til. Der er mange elementer i spil. Status er, at forhandlingerne brød sammen, fordi der er uenighed om den økonomiske ramme,« siger Claus Iwersen.

Afventer indkaldelse fra forligsinstitutionen

DJ har tidligere meldt ud, at man krævede en fastholdelse af reallønnen, mens DMA har krævet en nulløsning.

Som Journalisten kunne fortælle fredag, er der indgået delaftale for Politiken og Ekstra Bladet. Siden er der også indgået delaftale for Jyllands-Posten.

Sammenbruddet betyder, at delaftalerne er afhængige af, at der indgås en aftale for hele området.

»Forløbet denne gang er lavet, så vi først har prøvet at lave aftaler på de enkelte overenskomster, og så snører vi det hele sammen til sidst,« forklarer Claus Iwersen.

Parterne havde på forhånd aftalt, at 23. februar var sidste forhandlingsdag. Nu skal forligsinstitutionen lægge en plan og indkalde parterne.

»Her til formiddag foretager vi os ikke andet end at afvente,« siger Claus Iwersen.

Usædvanlig situation  

Der sker næppe noget i forligsinstitutionen før onsdag, vurderer Claus Iwersen. Her mødes hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund nemlig for at få en orientering og tale om forhandlingsmandatet til det videre forløb.

Claus Iwersen siger, at det ikke er normalt, at forligsinstitutionen kommer ind i forhandlingerne mellem DJ og DMA.

»Det er begge parters intention, at det er noget, vi helst vil undgå. Vi foretrækker alle at klare tingene selv uden hjælp udefra,« siger han.

Overenskomsten omfatter næsten 2.000 journalister:

Berlingske 
Ekstra Bladet og Politiken 
Morgenavisen Jyllands-Posten 
Kristeligt Dagblad 
Dagbladenes Bureau 
Ritzaus Bureau 
24 timer (I realiteten medlemmer ansat på for eksempel Mediawatch og andre tjenester under JP/Politikens Hus
Fællesoverenskomsten
Uddannelsesaftalen

(Præcisering klokken 14:08: I en tidligere version optrådte fællesoverenskomsten ved en fejl ikke på listen over overenskomster omfattet af sammenbruddet.)

0 Kommentarer