Arkivfoto fra en anden skole end den, sagen drejer sig om. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Intimiderende og over grænsen.
Sådan betegner kommunaldirektør i Varde Kommune den oplevelse, som en flok lærere på en af kommunens folkeskoler onsdag i sidste uge blev udsat for af en journalist fra JydskeVestkystens lokalredaktion.
Avisen har i en række artikler dækket en sag på Blåvandshuk Skole, hvor en nu forhenværende skoleleder blandt andet er beskyldt for at skabe et så dårligt arbejdsmiljø, at det har ført til medarbejderflugt og utilfredshed på skolen.
Sagen fik tirsdag i sidste uge kommunen til at indgå en fratrædelsesaftale med den pågældende leder, og onsdag troppede JydskeVestkystens journalist Yvonn Tittel så op på skolen for ”at vejre stemningen”. Det skete ved, at hun uden forudgående aftale gik ind på skolen og direkte ind på lærerværelset.
Men den metode er faldet Varde Kommunes kommunaldirektør, Mogens Pedersen, voldsomt for brystet.
”Jeg synes, det er meget intimiderende, at en journalist på den måde går ind og giver sig til at interviewe uden først at spørge om lov. Hun har endda været helt inde på lærerværelset og giver sig først til kende, da hun giver sig til at interviewe lærerne. Det synes jeg skal godkendes af kommunen inden,” siger han.
Det helligste sted
Som det også fremgår af JydskeVestkystens artikel, var resultatet af journalistens forsøg på at få lærerne i tale frugtesløst.
De tilstedeværende lærere havde ingen kommentarer, og herefter gik journalisten igen. Alligevel er kommunaldirektøren kritisk over for metoden. Han mener, sagen er principiel, selv om han understreger, at skolen er en offentlig bygning, og at lærerne som offentligt ansatte har ytringsfrihed.
”Lærerværelset er det helligste sted på en skole. Der skal man ikke finde sig i, at man kan risikere at blive mødt af en journalist. Der er kun ét formål med at gå derind, og det er at lave en dårlig avisomtale med afsæt i, hvad tilfældige lærere har sagt,” siger han.
Men det er jo ikke tilfældige lærere. Det er lærere på den skole, som sagen drejer sig om …
”Det er lærere på skolen, ja. Men lærerne er jo ikke vant til, at de skal svare på spørgsmål fra journalister i deres frokostpause. Og hun gav sig ikke til kende, før hun pludselig gav sig til at spørge personalet,” siger Mogens Pedersen.
Hun gav sig vel til kende ved at præsentere sig som journalist, inden hun stillede sit spørgsmål?
”Enig, det gjorde hun. Men først da hun har notesblokken fremme og giver sig til at tale med lærerne.”
Helt almindelig arbejdsmetode
Selv er journalisten Yvonn Tittel forbløffet over kommunens reaktion. Hun fortæller, at hun ”pænt og ordentligt” gik ind på lærerværelset og spurgte, om nogen af lærerne ville kommentere, at der nu var lavet en fratrædelsesaftale med lederen.
”Jeg er meget forundret over, at det kan være et problem at gå ind og spørge de folk, der er berørt, om de vil udtale sig. Det er jo så det, vi altid gør som journalister. Vi spørger folk, om de vil sige noget, og så respekterer vi det selvfølgelig, hvis de siger nej,” siger Yvonn Tittel.
Hun fortæller, at hun kun lige var kommet væk fra skolen, da hun blev ringet op af kommunens kommunikationschef. Han havde fået nys om hendes besøg og spurgte, om hun selv syntes, det var inden for skiven.
”Det kom meget bag på mig, må jeg indrømme. Og det gør det sådan set stadig,” siger Yvonn Tittel.
Hendes redaktør på JydskeVestkysten, ledende redaktionschef Mette Cramon, har det på samme måde.
”Jeg har meget svært ved at se, hvori problemet består. Det er ikke for ikke at være lydhør, men jeg mener altså, at det er en helt almindelig journalistisk arbejdsmetode, vi har udført her,” siger hun.
”Der, hvor jeg synes, vi kunne have haft et etisk problem, var, hvis journalisten ikke havde respekteret et nej. Det ville jeg synes var helt uden for grænserne. Men det er jo ikke tilfældet her.”
Men hvorfor spurgte I ikke bare om lov, inden I gik ind?
”Jeg kan slet ikke se, hvorfor vi skulle gøre det. Vi spørger jo bare de ansatte, om de har en kommentar. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være grænseoverskridende på nogen måde. Især ikke fordi vi jo respekterer et nej,” siger Mette Cramon.
Ville ikke have givet tilladelse
Hos kommunen ser man dog anderledes på sagen.
”Som minimum syntes jeg, hun burde have kontaktet skolechefen og/eller kommunikationschefen. Alternativt skulle hun have talt med de ledere, der er på skolen, om det er okay,” mener kommunaldirektør Mogens Pedersen.
Ville I så have givet tilladelse til, at hun kunne gå ind og spørge, om nogen ville udtale sig om sagen?
”Nej, det ville vi ikke. Det er ikke en fair situation at bringe lærerne i, så det ville jeg fraråde, hvis jeg var blevet spurgt. Men hvis det var vigtigt nok, kunne hun stille sig ude på gaden og spørge lærerne, når de fik fri. Og de må selvfølgelig gerne udtale sig,” siger han.
Hos JydskeVestkysten har redaktionschef Mette Cramon svært ved at se, hvorfor det skulle være mere grænseoverskridende at gå ind på lærerværelset og stille spørgsmål end at stå uden for skolen og gøre det.
”Jeg kan ikke se den store forskel på, om vi havde stået ude på parkeringspladsen eller inde på skolen og gjort det,” siger hun.
Ville jeg som journalist uden tilladelse bare kunne gå ind i JydskeVestkystens kantine og begynde at udspørge journalisterne om en kritisk sag om jeres medie?
”Det vil jeg som udgangspunkt ikke have noget problem med. Vi er godt nok en privat virksomhed, men jeg ville stadig ikke have noget problem med det. Medarbejderne er jo voksne mennesker, der godt kan finde ud af at sige ja eller nej til at medvirke,” siger Mette Cramon.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg opsøger tit kilder på deres arbejde. Præsenterer mig og mit medie og spørger, om vi kan tale sammen nu, eller senere. På en lokalavis virker det oftest mere trygt for kilderne, at de ser hvem der spørger, i stedet for e-mail eller mobilopkald. Det er dog mest private erhvervsdrivende jeg gør det ved. De siger oftest ja, sjældent nej. Situationen er sjældent så kritisk og ‘farlig’, at de ikke tør svare. Jeg oplever, at kommunale kilder oftest er mere tilbageholdende og sværere at opsøge direkte.