Din chance for at vinde en pris for din journalistik er markant større, hvis du er mand, end hvis du er kvinde.
Det viser Journalistens gennemgang af 25 priser uddelt i 2015, heriblandt en række af de mest prestigefyldte.
20 af priserne gik kun til mænd. Mens tre af priserne kun gik til kvinder. To af de priser, Journalisten har set på, gik til et hold med begge køn repræsenteret.
Helt præcist var der 39 mænd og 8 kvinder på podiet, da de 25 priser blev uddelt. Det betyder, at mænd vinder næsten fem gange så ofte som kvinder.
Tallene skal ses i lyset af, at mænd og kvinder er næsten ligeligt fordelt i Dansk Journalistforbund.
Skævheden gælder på tværs af fag og grupper i Dansk Journalistforbund. En af de priser, Journalisten har taget med i undersøgelsen, er Årets Pressefoto. Hovedprisen – Årets Pressefoto – blev i 2015 vundet af en mand (det gjorde den også i 2016).
Og inddrager vi de øvrige 14 kategorier i Årets Pressefoto – som ikke er taget med i selve undersøgelsen – viser det sig, at kun en enkelt pris blev vundet af en kvinde i 2015. 13 blev vundet af mænd, mens en enkelt blev vundet af et hold med både en mand og en kvinde.
Det skal med, at kun hvert femte medlem af Pressefotografforbundet er kvinde.
Dette er første artikel i en serie på fem.
Undersøgelsen: Journalisten har undersøgt, hvem der vandt 25 journalistikpriser i 2015. Vi har inddraget priser, der dækker tv, radio, artikler og bøger. Priser til studerende er ikke medtaget. Idé-, vært- og underholdningsprogram-priser er heller ikke med i undersøgelsen. I tilfælde, hvor flere priser uddeles til samme prisfest, har vi med juryens hjælp valgt den mest væsentlige og prestigefyldte pris. 20 af priserne blev vundet af mænd alene. 3 af priserne blev vundet af kvinder alene.
Og vinderen er … en mand
KØNSSKÆVHED. I 17 år er det kun mænd, der har modtaget Kristian Dahls Mindelegat. Det virker mærkeligt i en tid, hvor der uddannes flere kvindelige journalister end nogensinde. Legatet gives til "en yngre journalist, som med lødig journalistik har skabt øget interesse for sit stofområde", og sådan en af hunkøn så vi sidst i 1992. Sidste år påpegede jeg over for et udvalgsmedlem, at det så sært ud med kønsstatistikken. Det var hun overrasket over, men ville da tage det med i sine overvejelser. Op til uddelingen i år har jeg selv indstillet og fået andre til at indstille dygtige kvindelige journalister efter devisen, at hvis udvalget ikke kan få øje på kvinderne, må vi jo hjælpe dem.
Jeg finder det derfor skuffende, at legatet igen i år gik til en mand. Det er ikke vinderen, Anders Legarth Schmidts, skyld, selv om jeg finder det underligt at give legatet til en kollega, der har beskæftiget sig med det samme stofområde i årevis på samme arbejdsplads. Er forskellen på Mindelegatet og Cavling ikke netop, at der er tale om en kollega "på vej"? Et ungt talent, der rykker nu? Man kan vist roligt sige, at Legarth har fundet sin hylde for længst. Derimod er hans artikler om sindslidende en oplagt kandidat til "voksen-Cavling".
Kritikere vil sige, at køn intet har med sagen at gøre. Men jeg tror ganske simpelt ikke på, at der ikke har været nogen dygtige, unge kvindelige journalister i 17 år. Måske skulle udvalget se lidt bredere end den afslørende nyhedsjournalistik, som alle landets øvrige priser også hylder. For det kræver lige så meget at bedrive kulturjournalistik, kommentarer, fortællende reportager eller være tv/radio-vært.
I år kunne legatet for eksempel være gået til Camilla Stockmann for hendes fremragende kunstformidling og afsløringen af økonomien på Charlottenborg. Eller Sara Maria Glanowski for den unikke artikelserie, hvor hun opsøgte ukendte slægtninge i Polen. Eller Simi Jan, der formidler livet fra verdens brændpunkter til tv, blog og papir.
Jeg ved ikke, hvor længe det udvalg har siddet, men måske er det tid til friske øjne i legatarbejdet, så vi kan komme ud over den sædvanlige andedam?
Ditte Giese, Politiken
SVAR. Kristian Dahl Udvalget har udelukkende taget stilling til kvaliteten af de indstillede projekter. Hverken køn, etnisk baggrund eller religiøs orientering har været et kriterium for tildelingen af prisen. Udvalget vil imidlertid gerne benytte chancen til at opfordre til at indstille flere kvinder. I år var 12 kvinder og 29 mænd indstillet – det er jo en noget skæv fordeling. En gennemgang af tidligere prismodtagere vil i øvrigt vise, at udvalget præmierer forskellige former for journalistik. Sidste år gik prisen for eksempel til en ung featureskribent og i år altså til et graveprojekt. •
Charlotte Aagaard, fung. formand for Kristian Dahl Udvalget
TIDLIGERE MODTAGERE AF KRISTIAN DAHLS MINDELEGAT:
2009: Anders Legarth Schmidt, Politiken
2008: Thomas Aue Sobol, freelance
2007: Bjarne Steensbeck, Berlingske Tidende
2006: Kristian Jessen, B.T.
2005: Kåre Quist, Ekstra Bladet
2004: Christoffer Guldbrandsen, DR
2003: Kaare Gotfredsen, Danske Kommuner
2002: Morten Pihl & Jakob Priess-Sørensen, B.T.
2001: Christian Jensen & Michael Bjerre, Berlingske Tidende
2000: Erik Høgh-Sørensen, Ritzau
1999: Anders Peter Mathiasen, Søren Marquardt,
Kim Kastrup, Tom Jørgensen, Michael Holbek &
Jeppe Facius, Ekstra Bladet
1998: Kurt Strand, DR
1997: Euromans redaktion
1996: Thomas Hjortsø, DR
1995: Johnny Hundt & Steen Larsen, Politiken
1994: Troels Christiansen, Ekstra Bladet
1993: Morten Pihl, Berlingske Tidende
1992: Lotte Lund, Politiken
19 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det ville være utrolig befriende og meget professionelt, hvis Charlotte Aagaard og andre prisuddelere ville definere 'journalistisk kvalitet'. Til inspiration kan de se de gennemskuelige kriterier og det fornuftige pointsystem, som ligger til grund for denne europæiske 'pris' = uddelingen af midler fra The European Fund for Investigative Journalism www.efij.org. Kriterierne er for eksempel nye og innovative researchmetoder / orginal og innovativ idé / arbejdsindsats / relevans / samarbejde med kolleger på tværs af landegrænser, etc.
Venlig hilsen,
Nina Vinther Andersen
Hej Jørgen, som forklaret et par gange så er der ingen, der udbeder sig lige fordeling af priser efter princippet en mandlig vinder et år og en kvindelige vinder det næste. Det ville være fuldstændig absurd. Det denne her diskussion handler om er at skabe lige vilkår for at vinde priserne. For når det kun er mænd, der har vundet 17 år i træk, kan uddelingen umuligt ske udelukkende udfra, hvem der har leveret det bedste produkt.
Du har ret i, at der skal nomineres flere kvinder, og hvorfor bliver der ikke det? Det handler nok om vores nedarvede syn på, hvad en god journalist og god journalistik er. Jeg har selv forsøgt med en pro-aktiv indstillingskampagne af unge kvinder i år, det var så heller ikke nok. Selvom jeg skulle mene, at udbuddet af dygtige kvindelige journalister er større end nogensinde før, jævnfør de mange nyuddannede journalister.
Jeg er helt enig med dig i, at vi burde have flere kategorier i vores priser. F.eks. kunne man gøre Cavling-prisen bredere ved at kigge på årets pressefoto og den amerikanske pulitzer-pris hvor man har mange kategorier som sport, feature, kultur, kommentar, lokaljournalistik etc. Og selvfølgelig skulle Cavling stadig have en kategori til undersøgende journalistik, den skal der ikke pilles ved. Det ville bare være fantastisk, hvis vi kunne fejre vores fag noget bredere.
Men lige præcis i denne diskussion handler det jo om Kristian Dahls Mindelegat, og hvorfor vi skal tilbage til 1992, før der sidst var en kvinde, der vandt det.
Bedste hilsner
Ditte Giese
Dette ikke ment for at være provokerende:
Hvorfor skal der absolut være en lige fordelingen af mænd og kvinder i spil til priserne?
Hvad nu hvis priserne bliver uddelt til de journalister som vurderes til at have leveret det bedste inden for de givne af rammer af en pris? Jeg er helt med på, at der laves fremragende journalistik af både mænd og kvinder, men hvad nu hvis, at det – tilfældigt eller ej – er mændene som vurderes at have lavet det bedste i det felt som nu engang er indstillet? For det er jo en vurdering.
Og nu begynder jeg et indlæg som ikke er tænkt igennem fra a-z og jeg giver ingen garantier for, at det holder en skarp rød tråd ej heller, at jeg nødvendigvis har en skarp mening og løsning på det hele.
Min personlige mening er, at jeg rent faktisk tror på, at køn ikke spiller en rolle, når journalistikken bliver vurderet. Tilgengæld tror jeg også på, at selve indstillingens formulering, antal af underskrivere, navnene på underskriverne mv bevidst eller ubevidst kommer til at spille en rolle hos juryen. Er mænd mere kyniske her? Måske. Får de kolleger/venner til at indstille sig? Helt sikkert. Gør kvinder også det? Ja.
Hvad gør så forskellen? Tja, antallet af indstillinger kunne være ét sted at starte. Der er blevet kastet flere navne i spil de kunne sagtens have været indstillet – har ikke undersøgt om de blev det. Hvis de ikke blev det, hvem har så skylden? Ikke komiteerne men alle os andre. Vi skal da bare lette røven og huske at indstille dem, vi mener bør præmieres.
Desuden tror jeg, at der generelt set er flere mænd end kvinder, der kaster sig ud i undersøgende journalistik, som jo typisk er det, der bliver præmieret. Med nogle få undtagelser. Gør det andre genrer mindre værd? Ikke i min lille forskruede verden.
Mortens forslag til nye priser ikke specielt godt formuleret....for nu at sige det på jysk. Men jeg er helt med på den generelle tanke om at lave flere priser, så vi kan få flere genrer præmieret og frem i rampelyset. Hvis ikke vi får det, så vil der være præmiejournalistik (=undersøgende journalistik som tilsyneladende i overvejende grad er skrevet/indstillet af mænd) og så vil der være resten. Og det holder sgu heller ikke. Skal Cavling mv laves om? Nej, men lad os få nogle flere kategorier.
Et sidste indspark: Der er da ingen modsætningen mellem en ”god” (=undersøgende/tung/skarp/væsentlig) historie og en velskreven historie. Det er det mest groteske jeg har hørt længe. Bare fordi Camilla Stockmann ikke udelukkende skriver en skarp nyhedstrekant opfulgt af en klassisk baggrund, betyder det ikke, at historierne ikke har vægt. Slet ikke. Camilla Stockmann står i min bog, som en af de store oplevelser i dansk journalistik i det seneste år. Indstillede jeg hende til nogen priser? Nej. Burde jeg have gjort det? Måske. Indstillede jeg andre? Nææh.
Jeg skulle lette røven, skulle jeg. Og det var der måske også andre der skulle (skriver jeg uden på nogen måde at sigte til nogen i debatten, for I har sikkert gjort hvad I kunne, og indstillet dem I ville have til at vinde).
Beklager det lange og til tider snørklede indlæg.
Mvh
Hej Andreas, min bemærkning skulle ikke opfattes som negativ overfor Sobols artikler, men som et modsvar til K.D.-udvalget der dækker sig bag ham, når det kommer til at belønne henholdsvis undersøgende journalistik og alt det andet journalistik.
Jeg vil derimod mene, at det oftest er featurestoffet, jeg selv husker som læser. Og i øvigt æder jeg alt, hvad der lugter af den store verden, så det var en klodset formulering fra min side.
Jeg er fuldstændig overbevidst om, at Sobol er en knalddygtig journalist ligesom alle de andre navne på den liste. Jeg vil bare diskutere, hvorfor de alle sammen er mænd. Hvad tror du?
Lea Korsgaard har ret. Synes jeg. Modsætningen mellem den gode historie og det gode sprog er falsk, uanset køn. Som Henrik Jul Hansen (en mand) engang har skrevet om Lasse Ellegaard (en mand), så er han som journalist noget særligt fordi han har holdt fast i, at "sandhedssøgende reportage og skrivekunst" ikke er uforenelige størrelser.
Derfor er det også ærgerligt, at Ditte Giese skriver, at hun "ikke ligefrem (vil) kalde sidste års vinderartikler om torturofre og bødler i Cambodia og Myanmar for 'feature'", fordi præcis den tankegang er med til at fastholde ovennævnte falske modsætning (og i forlængelse deraf potentielt fastholde den ligeså falske og fjollede forestilling om, at kvinder er bedst til én slags journalistik og mænd bedst til en anden slags.
Jeg købte og bragte en af journalist Thomas Aue Sobols (og fotograf David Høgsholts) historier fra Cambodia - om landets kamp for at konfrontere en grusom ikke så fjern fortid - da jeg var redaktør på Ud & Se. Det var/er i allerhøjeste grad en historie, der lever op til betegnelsen feature - med alt hvad det indebærer af struktur, sprog osv.
Feature refererer vel netop til form og ikke til indhold?
De bedste amerikanske magasiner - The New Yorker, The Atlantic, The Virginia Quarterly Review, The New York Times Magazine, The New Republic, ja selv Vanity Fair og Esquire - bringer hele tiden historier, der formår at gøre det vi her taler om. Et enkelt eksempel ud af tusinder: http://www.newyorker.com/archive/2004/05/10/040510fa_fact
Nå, måske lidt langt fra selve diskussionen om Prisen og Kønnet.
Men det var bare det jeg ville sige.
Andreas Fugl Thøgersen
Flere