search

Og taberen blev: Medierne

»Danskernes totale mangel på begreb om habilitet gør landets medieverden til en bananrepublik, som end ikke en sæbeoperaforfatter ville have vovet at bage ind i en tåbelig tv-serie.«                                              Per Egil Hegge, redaktør, Aftenposten

»Danskernes totale mangel på begreb om habilitet gør landets medieverden til en bananrepublik, som end ikke en sæbeoperaforfatter ville have vovet at bage ind i en tåbelig tv-serie.«

                                             Per Egil Hegge, redaktør, Aftenposten

Hvis man skal udpege én sikker taber i denne valgkamp, så er det medierne.

Den ene kommentator efter den anden er blevet skubbet ned af pinden på grund af berettiget tvivl om deres habilitet. Karakteristisk nok skulle der en norsk redaktør til for at fjerne støvet fra vores øjne. Selvfølgelig kan journalister ikke udføre private tjenester for deres ofre eller være gift med en minister, hvis regering de skal foregive at skrive neutralt analyserende om.

Desuden har samtlige toneangivende danske medier kolporteret sladder-historier, som langt fra lever op til de normale krav til journalistisk dokumentation.

Og trods løfterne om det modsatte har medierne igen sat proces, spin og bogstavleg over politisk substans, selvom læsere, seere og lyttere er dødtrætte af det.

Vi skruer tiden tilbage til et historisk lavpunkt: Onsdag den 31. oktober offentliggjorde SE og HØR på sin website en historie om, at Naser Khader havde fået udført sort arbejde i privaten. Historien var ledsaget af en saftig mp3, hvor man kan høre Naser Khader kalde Henrik Qvortrup for et svin, og den er bygget på én anonym håndværker på tiphonorar. En dokumentation så ubegribeligt tynd, at den burde være dumpet stenhårdt. Det nye er imidlertid ikke, at SE og HØR laver en slammer. Det nye er, at alle toneangivende danske medier viderebringer historien samme dag inden klokken 15.00 på deres websites.

Samme formiddag kaster den statsejede public service-kanal TV 2 sig over historien sekunderet af Ekstra Bladet og B.T. I kølvandet lusker så Politiken, DR, Jyllands-Posten, Nordjyske, Berlingske og så videre. Selv et obskurt nichemedie som Journalisten.dk viderebragte historien.

Duksemedierne, som først stod på hen ad eftermiddagen, vinklede historien på, at Khader var sur, fremlagde moddokumentation og overvejede injuriesag. Altså på, at det var en ikke-historie, som man normalt ikke ville have bragt.

Men uanset hvad blev rygterne viderebragt af alt, hvad der kunne krybe og gå. SE og HØR blev massivt markedsført med store billeder af næste dags forside, og der var links til bladets hjemmeside, så man kunne læse den ikke journalistisk underbyggede historie og høre den sjove lydfil. Som Dr.dk skrev på et link under et logo: »Læs SE og HØRs artikel og hør Khader kalde Henrik Qvortrup for et svin her.«

Og hvad er forklaringen på, at alle medier bringer historien? Vi giver ordet til Berlingskes Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen. Hun skrev i sin blog:

»Når lavinen først ruller, og selv om de løse håndgranater ofte rammer afsenderne selv, så bliver de pludselig til historier alligevel, som ingen medier kan komme uden om. Heller ikke Berlingske Tidende.«

Kan vi bruge den undskyldning? At vi er nødt til at bringe historien, fordi andre gør det, og nu er den en del af valgkampen? Historien blev jo netop en historie, fordi journalister og redaktører på hver enkelt redaktion traf et valg om at bringe den videre til læserne. På Berlingske researchede man sig frem til, at det var en ikke-historie, men bragte den alligevel.

Dermed valgte Berlingske selv at blive en del af lavinen og en del af undskyldningen for, at andre måtte gå ind i historien.

Det holder ikke i byretten, at vi fremstiller os selv som sagesløse ofre for teknologisk udvikling, tempo og konkurrence. Vi må gøre os til herrer over webben med alle dens fantastiske muligheder. Det redaktionelle ansvar er stadig vores, og her dumpede vi som journalister og chefredaktører.

I dette nummer af Journalisten har vi bedt seks udenlandske eksperter tage stilling til danske mediekommentatorers habilitet.

For mig er det en øjenåbner, der viser, at vi ikke længere kan undskylde os med, at vi er et lille land med et afslappet forhold mellem politikere og journalister. Tværtimod skal vi af samme grund være ekstra agtpågivende.

Oprydningen gik så småt i gang allerede under valgkampen. Som man kan se i dette nummer, har redaktørerne lettere ved at se pælen i konkurrentens øjne end splinten hos os selv.

Men der er heldigvis også nye tegn på selvkritik. Efter denne valgkamp er det åbenlyst, at det er på høje tid. /

Og taberen blev: Medierne

»Danskernes totale mangel på begreb om habilitet gør landets medieverden til en bananrepublik, som end ikke en sæbeoperaforfatter ville have vovet at bage ind i en tåbelig tv-serie.«                                              Per Egil Hegge, redaktør, Aftenposten

Valgets store taber blev medierne. Sladderhistorier fik lov at passere igennem. Mediekommentatorernes habilititet var flosset i kanten og substansen blev igen skubbet i baggrunden.»Danskernes totale mangel på begreb om habilitet gør landets medieverden til en bananrepublik, som end ikke en sæbeoperaforfatter ville have vovet at bage ind i en tåbelig tv-serie.«

Per Egil Hegge, Redaktør Aftenposten.

Hvis man skal udpege én sikker taber i denne valgkamp, så er det medierne.

Den ene kommentator efter den anden er blevet skubbet ned af pinden på grund af berettiget tvivl om deres habilitet. Karakteristisk nok skulle der en norsk redaktør til for at fjerne støvet fra vores øjne. Selvfølgelig kan journalister ikke udføre private tjenester for deres ofre eller være gift med en minister, hvis regering de skal foregive at skrive neutralt analyserende om.

For det andet har samtlige toneangivende danske medier kolporteret sladder-historier, som langt fra lever op til de normale krav til journalistisk dokumentation.

Og trods løfterne om det modsatte har medierne igen sat proces, spin og bogstavleg over politisk substans, selvom læsere, seere og lyttere er dødtrætte af det.

Vi skruer tiden tilbage til et historisk lavpunkt: Onsdag den 31. oktober offentliggjorde SE og HØR på sin website en historie om, at Naser Khader har fået udført sort arbejde i privaten. Historien var ledsaget af en saftig mp3, hvor man kan høre Naser Khader kalde Henrik Qvortrup for et svin, og den er bygget på én anonym håndværker på tiphonorar. En dokumentation så ubegribeligt tynd, at den burde være dumpet stenhårdt. Det nye er imidlertid ikke, at SE og HØR laver en slammer. Det nye er, at alle toneangivende danske medier viderebringer historien samme dag inden klokken 15.00 på deres websites.

Samme formiddag kaster den statsejede public service-kanal TV 2 sig over historien sekunderet af Ekstra Bladet og B.T. I kølvandet lusker så Politiken, DR, Jyllands-Posten, Nordjyske, Berlingske og så videre. Selv et obskurt nichemedie som Journalisten.dk viderebragte historien.

Duksemedierne, som først stod på hen ad eftermiddagen, vinklede historien på, at Khader var sur, fremlagde moddokumentation og overvejede injuriesag. Altså på, at det var en ikke-historie, som man normalt ikke ville have bragt.

Men uanset hvad, blev rygterne viderebragt af alt, hvad der kunne krybe og gå. SE og HØR blev massivt markedsført med store billeder af næste dags forside, og der var links til bladets hjemmeside, så man kunne læse den ikke journalistisk underbyggede historie og høre den sjove lydfil. Som Dr.dk skrev på et link under et logo: »Læs SE og HØRs artikel og hør Khader kalde Henrik Qvortrup for et svin her.«

Og hvad er forklaringen på, at alle medier bringer historien? Vi giver ordet til Berlingskes Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen. Hun skrev i sin blog:

»Når lavinen først ruller, og selv om de løse håndgranater ofte rammer afsenderne selv, så bliver de pludselig til historier alligevel, som ingen medier kan komme uden om. Heller ikke Berlingske Tidende.«

Kan vi bruge den undskyldning? At vi er nødt til at bringe historien, fordi andre gør det, og nu er den en del af valgkampen? Historien blev jo netop en historie, fordi journalister og redaktører på hver enkelt redaktion traf et valg om at bringe den videre til læserne. På Berlingske researchede man sig frem til, at det var en ikke-historie, men bragte den alligevel.

Dermed valgte Berlingske selv at blive en del af lavinen og en del af undskyldningen for at andre måtte gå ind i historien.

Det holder ikke i byretten, at vi fremstiller os selv som sagesløse ofre for teknologisk udvikling, tempo og konkurrence. Vi må gøre os til herrer over webben med alle dens fantastiske muligheder. Det redaktionelle ansvar er stadig vores, og her dumpede vi som journalister og chefredaktører.

I det kommende nummer af Journalisten har vi bedt seks udenlandske eksperter tage stilling til danske mediekommentatorers habilitet.

For mig er det en øjenåbner, der viser, at vi ikke længere kan undskylde os med, at vi er et lille land med et afslappet forhold mellem politikere og journalister. Tværtimod skal vi af samme grund være ekstra agtpågivende.

Oprydningen gik så småt i gang allerede under valgkampen. Som man kan se i det kommende nummer af Journalisten, har redaktørerne lettere ved at se pælen i konkurrentens øjne end splinten hos os selv.

Men der er heldigvis også nye tegn på selvkritik. Efter denne valgkamp er det åbenlyst, at det er på høje tid.

 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen