TRINE REITZ BJERREGAARD
"Hvor lang tid tager det? Jeg skal nå at ringe til rigtigt mange."
Trine Reitz Bjerregaard står og tripper foran sit skrivebord på Politikens redaktion i kælderen under Christiansborg. Hun er lidt utilfreds med, at JOURNALISTEN forstyrrer hendes arbejde med at få kommentarer til en frisk Røde Kors-rapport om verdens naturkatastrofer. Også fordi hun helst ikke vil fremstå som dommer over sin egen uddannelse.
"Vi sammenligner os selvfølgelig med dem fra Odense og Århus. Jeg kan bare ikke se forskellene. Jo, vi er forskellige som individer. Men det afgørende er, at man har journalistisk tæft, og det tror jeg ikke er noget, man kan lære på nogen af uddannelserne," siger Trine Bjerregaard, der har været praktikant på Politiken siden august sidste år.
Hun har den samfundsvidenskabelige basisuddannelse og har læst forvaltning som andet fag ud over journalistik.
"Det gode ved RUC er blandt andet, at vi har et andet fag end journalistik. Det er en fordel, at jeg ved, hvordan de offentlige institutioner er skruet sammen, når jeg skal lave journalistik. Men den viden kan også tynge. Både fordi jeg glemmer at stille de dumme, men vigtige spørgsmål, og fordi jeg i starten ringede til alt for mange kilder til en simpel nyhedshistorie", siger hun og fortsætter efter nogle sekunders overvejelse:
"Det er også en fordel, at uddannelsen ligger ved København."
Trine Bjerregaard er glad for at læse journalistik på RUC, selv om studiet har haft nogle børnesygdomme.
"I starten var der ikke den store sammenhæng i studiet, og vi fik forskellige meldinger alt efter, om underviseren kom fra den journalistiske eller den teoretiske virkelighed. Jeg tror nok, det er blevet bedre nu, og at der er kommet en bedre balance mellem teori og virkelighed," siger hun.
CHRISTINA STAGGE
Christina Stagge var meget bevidst, da hun søgte praktikplads på Ekstra Bladet. Hun ville gerne lære at skrive kort efter alle de tunge rapporter på RUC. Og det var svært i begyndelsen.
"Jeg havde 25 kilder på en af mine første historier, som alle var båndet og skrevet ud, og så opdagede jeg, at artiklen måtte fylde en halv side. Resultatet blev alt for omstændeligt, men jeg ville jo gerne have, at historien blev så god som mulig," siger Christina Stagge, som er et halvt år inde i sit praktikforløb på Ekstra Bladet.
Hun er tilfreds med RUCs undervisning og mener ikke, man kan klandre universitetet for begyndervanskelighederne.
"Måske skulle vi have skrevet flere artikler. Men der er kun ét år på journalistik inden praktikken, og undervisningen er meget komprimeret. Man lærer jo alligevel at skrive kort og præcist i løbet af nogle uger på praktikpladsen," siger Christina Stagge.
Hun fremhæver sit andet fag, psykologi, som en stor fordel i forhold til journalistikken.
"Dels er jeg meget interesseret i psykologi, dels bruger jeg det, jeg har lært på psykologi, når jeg laver journalistik. For eksempel tror jeg, at min interviewteknik er blevet bedre, og jeg er ikke bange for at stille personlige spørgsmål," siger Christina Stagge.
LARS RAHBÆK
Lars Rahbæk har været i praktik på TV 2/DANMARK i snart et år. Tv-undervisningen er ikke så omfattende på RUC som på SDU og DJH, men det har ikke været noget problem, siger Lars Rahbæk:
"Vi bliver jo alle sammen smidt ud i det. Det er learning by doing, og jeg synes ikke, at jeg havde sværere ved det end de andre."
Lars Rahbæk er især begejstret for RUCs studieform.
"Der er meget lidt klasseundervisning og mange gruppeprojekter – det er meget engagerende. Vi har nok den der ånd, som siger: Vi skal krafteddermame vise dem, hvad vi kan, fordi vi er en ny uddannelse. Vi har også det flotteste nye hus med helt nyt udstyr," siger Lars Rahbæk som også fremhæver RUCs beliggenhed nær hovedstaden som et plus.
Læs også: RUC'erne slår til og Små forskelle
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.