»Hvordan kan dét, at politiet ikke kan afvise noget, være nok til at brygge en historie sammen?«

SPEKULATION. "Og det kom i avisen og det blev trykt og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns."

Sådan slutter et af H.C. Andersens mest berømte eventyr. Moralen i eventyret er, at på trods af at ingen har set noget – og ingen derfor med sikkerhed ved noget – bliver gemen sladder i et hønsehus til en så sensationel historie, at den gør sig fortjent til at komme i avisen.

Ét er selvfølgelig eventyr – noget andet er virkeligheden. For i virkelighedens verden går seriøse aviser ikke med sladder. I den virkelige verden begiver seriøse aviser sig ikke ud i spekulationer. Nej, i den virkelige verden bedriver journalisterne hæderlig journalistik, hvor de, hvis de har en rubrik, sørger for, at der er dækning for rubrikken. Så når Ekstra Bladet den 8. oktober skriver "Kendte de hinanden" og "Kirsten gik måske frivilligt med ham", så bygger disse overskrifter på grundig research. Eller?

Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at rubrikkens ordstilling er formet som et spørgsmål – ligesom der også er et lille "måske". Vi er altså ude i et lille forbehold. Vi ved ikke med sikkerhed, om Kirsten og hendes formodede drabsmand kendte hinanden. Vi ved ikke med sikkerhed, om hun gik frivilligt med ham. Vi ved faktisk ikke en hylende fis. Men vi har sat det op som et spørgsmål – og skrevet et lille "måske", for så kan man jo ikke klandre os for at viderebringe det, vi ikke ved.

For vi synes åbenbart, at dét, at politiet ikke kan afvise, at Kirsten og hendes formodede drabsmand måske kendte hinanden, er et så afgørende udsagn, at vi bringer det op i en rubrik og på forsiden af vores avis. Og ikke nok med det. Vi besøger også den sørgende mand, der lige har mistet sin kæreste, for at konfrontere ham med spørgsmålet: Kendte Kirsten sin drabsmand?

Kæresten kan lige så lidt som politiet afvise, at de kendte hinanden. Han ved det ikke. Politiet har spurgt ham. Og nu spørger journalisterne også. Han har ikke set tegn på, at de skulle kende hinanden. Men måske er der noget om snakken. Måske kendte de hinanden, siden alle spørger, om de kendte hinanden. Måske var forholdet i en krise. Eller som journalisten selv formulerer det: "Derudover har han nu også skulle forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt forholdet til samleveren var i krise." Der må jo være noget om snakken.

Men hvordan skal politiet kunne afvise, at Kirsten kendte den formodede drabsmand? Hvordan skulle politiet kunne afvise, at Kirsten gik frivilligt med ombord på båden? Politiet var der jo ikke. De har ikke set hændelsen. De ved faktisk ikke, hvad der nøjagtigt er sket. Og de begiver sig ikke ud i hønsespekulationer. De gør ikke en fjer til fem høns. De kan hverken afvise – eller bekræfte – for hvordan skal man kunne afvise eller bekræfte noget, man ikke ved?

Så jeg sidder tilbage med en stille undren. Hvordan kan dét, at politiet ikke kan afvise noget, være nok til at brygge en historie sammen? Hvordan kan det være nok til at opsøge en mand, der lige har mistet sin kæreste? Og hvordan kan det være nok til at bære en forside?

Hvis man er en sensationshungrende avis, så er det tilsyneladende helt fint, at folk ikke ved noget – hvis bare de ikke kan afvise det, de ikke ved. Og det er ganske vist.

– Ann Lübbers er pressemedarbejder.