search

Ofre for Finn

>>Var der nogen, der luftede ordet "proportionsforvrængning" på redaktionsmøderne, og hvor naive har vi lov til at være? <<

>>Var der nogen, der luftede ordet "proportionsforvrængning" på redaktionsmøderne, og hvor naive har vi lov til at være? <<

STAKKELS. Finn Nørbygaard er gået fallit. Banken "har taget huset, sommerhuset og bilen", siger han og har svært ved at se sit eget ansvar i miseren for de mistede millioner, for det "har han ikke forstand på". Han synes, at "jeg og min familie er ramt uretfærdigt hårdt."

DR P4 lader Finns mangeårige forretningspartner, Søren Dahl, på søndagsprogrammet Café Hack interviewe ham med farverige forhåndsvarslinger om, at Finn afslører alt. Det gør han ikke.

Efterfølgende refererer medier i alle afkroge af landet versioner af venne-interviewet. I dagene 15. til 19. august går Finn fra hus og hjem i Dagbladet Køge Ringsted, Frederiksborg Amts Avis, Ekstra Bladet, Nordjyske, Fredericia Dagblad, Morgenavisen Jyllands-Posten, TV 2, Børsen, Urban, 24timer, Vejle Amts Folkeblad, JydskeVestkysten, Ritzau, B.T., Politiken, Århus Stiftstidende ogsåvidereogsåvidere. De tre sidstnævnte er så venlige selv at nævne premieredatoen på Finns kommende show.

Helt katastrofalt bliver det, da familien Danmark på tv-skærmen ser, hvordan Finn foran sit nye (og især lille) rækkehus med hånden klapper sin nye (og især lille) Fiat Panda, mens han med klagende stemme og bedende hundeøjne bekendtgør, hvor vanskeligt det er at have kørt Mercedes til 1,2 millioner og nu måtte nøjes med en Panda.

Hvis ikke før, er det lige her, at kvalmen forandres til forstoppelse.

Spørg Danmarks 103.300 ledige om økonomisk uretfærdighed. Med højeste dagpengesats skal de leve for 15.696 kroner om måneden. Brutto, hvis nogen skulle tvivle.

Så sent som 5. september får Finn lov til at spilde spalteplads uden væsentlige nye oplysninger i Jyllands-Posten, som bruger egen journalist, egen fotograf, en tillægsforside og to tabloidsider til at gentage hele historien.

Var der nogen, der luftede ordet "proportionsforvrængning" på redaktionsmøderne, og hvor naive har vi lov til at være? Det er der tydeligvis ingen grænser for. Finns forretningstalent for timing og medievenlige vendinger fejler i hvert fald ikke noget: "Flyttevognen er bestilt." "Hvert femte sæde ved mine koncerter fremover er bankens."

Og vi ryger lige i. Bortset fra få kritiske røster synger hovedparten af medierne enstemmigt med i koret om, hvor synd det er for Finn. Han er dygtig, er han. Måske er han et økonomisk offer. Vi som journalister er i allerhøjeste grad ofre for Finn.

Han vil formentlig forsøge at fortsætte føljetonen. Vi kunne rette op på vores fadæser og forsøge at ændre måden, det sker på.

– Nille Landrock Rasmussen
journalist og redaktionssekretær, 24timer

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen