Sandheden er det første offer i en krig. Det ved – mere end nogen anden – enhver krigskorrespondent samt de journalister, pressefotografer og andre mediearbejdere, der gang på gang rejser ud i konfliktområderne for at rapportere hjem. De fører kampen om at redde så meget som muligt af sandheden.

Den norske journalist Carsten Thomassen var højt respekteret for dette arbejde. Han var dybt professionel og kendte alle de farer og risici, der var forbundet med arbejdet. Han tog sine sikkerhedsmæssige forholdsregler, men blev alligevel selv offer, mens han opholdt sig på det, der blev kaldt for det sikreste hotel i Kabul i Afghanistan, og hvor han efter forskrifterne ikke behøvede at rende rundt med skudsikker vest.

Jeg skulle til Oslo til møde i Nordisk Journalist Forbund dagen efter, og mødet var naturligvis præget af sorgen over den mistede kollega og den meget trykkede stemning. Avisernes forsider var i sort, der blev grædt, og der blev reflekteret. Hvordan kunne dette ske?

Carsten Thomassens største bekymring var ikke risikoen ved arbejdet i Afghanistan. Det sidste, han bekymrede sig om, inden han tog hjemmefra, var, om han blev så afskærmet fra virkeligheden, at han ikke fik lejlighed til at gøre sit arbejde som journalist ordentligt. Sikkerheden til trods blev han ikke afskærmet, men blev fanget i den værst tænkelige virkelighed, han blev brutalt skudt ned på vej hen til elevatoren, da han ville op efter sin skudsikre vest, som lå på værelset.

De skandinaviske medier må nu sætte maksimal fokus på sikkerheden for deres medarbejdere. Myndighederne rundt omkring i verden har endnu en gang fået en alvorlig besked om, at de har et stort medansvar for, at journalister og pressefotografer kan arbejde under størst mulig sikkerhed.

Når det gælder konflikter, hvor vi selv har soldater med eller på anden måde er dybt involveret, er forpligtelsen for medierne endnu større. Professionelle og uafhængige mediearbejdere er samtidig de eneste, der med troværdighed kan give os den indsigt, vi har brug for.

International Federation of Journalists og International News Safety Institute (INSI) har gang på gang opfordret medierne til at sørge for massiv sikkerhedstræning af de kolleger, der bliver sendt til konfliktområderne. Men samtidig må jeg konstatere, at nok så mange sikkerheds-kurser næppe havde reddet Carsten Thomassens liv. Men ifølge mine norske kolleger blev andres liv rent faktisk reddet af det, og kolleger gjorde, hvad de kunne for også at redde Carsten Thomassen.

Af mange forskellige årsager, som både er komplicerede og vanskelige at gennemskue i et krigshærget land, kunne ambulancen ikke komme ind på hotellet i tide, blandt andet af frygt for flere selvmordsbomber.

Vi har alle ansvaret, både myndigheder, medier og medieorganisationer, for at udvide sikkerhedsberedskabet, fordi træningen i sig selv ikke er nok. Et endnu tættere samarbejde mellem organisationerne, herunder også de humanitære organisationer, så der for eksempel bliver et stærkt netværk til Røde Kors, som i kølvandet på dramaerne skal kunne handle effektivt. I andre situationer gælder det et stærkt netværk i områderne, så advarsler hurtigt når frem til de rette personer, og der i det hele taget opbygges en stærk back-up fra kollegerne.

Det hører alt sammen til det punkt på dagsorden, hvor sikkerhedsorganisationen INSI er nået til, og hvor der er brug for maksimal opbak-ning, herunder medlemskab fra alle de medier og organisationer, der på den ene eller anden måde er involveret i konfliktområder.

Det ændrer ikke på den barske kendsgerning for vores kolleger i Norge, men det kan få betydning for andre. /

Mogens Blicher Bjerregård

Formand for Dansk Journalistforbund