Det er svært at være på glad rundrejse i Kina, når overskrifterne hagler ned over en.

Der er langt fra Danmark til Kina.

Dagen efter at jeg og en række rishungrende kolleger landede i Beijings internationale lufthavn for at deltage i 14 dages efteruddannelse i kinesiske forhold, anbefalede den danske sundhedsstyrelse, at man aflyste alt unødigt rejseri til Kina og Hong Kong. Og der stod vi. Fjernt fra trygge danske himmelstrøg, midt i SARS-helvedet.

SARS, Severe Acute Respiratory Syndrome, en alvorlig lungebetændelse, havde fået det grimme stempel fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Det var en epidemi, der var ingen kendte helbredelsesmuligheder, og dødeligheden var relativt stor.

Vi blev øjeblikkeligt tilbudt en returbillet, og de danske overskrifter blev hentet frem på nærmeste internetcafé.

Uhadadadada, vi var tilsyneladende allerede dødsdømte, hvis vi skulle tro de danske medier.

Så det lod vi være med. Bekymrede familiemedlemmer, venner og kolleger spurgte, hvordan vi dog turde blive. Overskrifter om "SARS-kaos i Kina" og "Hospitaler lammet af SARS" og fotos af mennesker med masker over næse og mund prægede holdningerne hjemmefra.

Kina er ikke ligefrem kendt for stor åbenhed, så hvem skulle vi tro på? Skulle vi tro på WHO, Verdenssundhedsorganisationen, der mente, at de kinesiske sundhedsmyndigheder ikke havde situationen under kontrol, på kineserne, der hævdede, at alle sygdomstilfælde var med i statistikkerne, eller på de danske sundhedsmyndigheder, der anbefalede aflysning af rejsen?

Vi trodsede advarslerne og valgte at blive i Kina. For det er svært at forholde sig til noget, der beskrives med så voldsomme overskrifter, når verden uden for hotelvinduet bevæger sig i samme fredelige tempo som i går og i forgårs, og når der samtidig er så stor forskel på informationerne.

Hver dag nye dødstal, hver dag nye informationer, misinformationer og mangel på informationer. Var vi jubelidioter, dumdristigheden selv eller bare glade kursister med en sund realitetssans?

Hvad skulle vi tro? Den til kanten hårdtvinklede historie? Den nuancerede med for og imod? Propagandaen fra de kinesiske magthavere?

Seeing is believing, sagde de kinesiske guider, inden de slæbte måbende vestlige turister ind til det ene monumentale, tussegamle bygningsværk efter det andet. Seeing is believing, sagde jeg og kiggede forgæves efter tegnene på den dødelige sygdom i Beijing, Xi'an og Shanghai.

Pas på nærkontakt med kineserne, lød anbefalingerne. Men da en kinesisk gamling på 1,6 meter bød op til dans på en åben plads meget tidligt en tirsdag morgen og hvi-skede hemmelige historier fra kulturrevolutionen i mit øre, mens vi dansede dekadente vestlige valse, var det svært at sige "nej tak, du ku' jo ha' SARS."

Vend dig væk, når folk hoster, kom det så. Da jeg gik på gaden i Beijing, kunne jeg jævnligt høre mænd bag mig, som roterede sine sekreter i munden, samlede det i en klat og spyttede i rendestenen, så det sprøjtede til alle sider.
Jeg havde godt nok ondt i halsen hver aften, når jeg gik i seng, men det forsvandt i løbet af natten, efterhånden som mit svælg blev renset for den forurening, jeg havde inhaleret i løbet af dagen.

I skrivende stund har der været 5.663 smittede i hele verden, siden sygdommen blev konstateret. 372 er døde. I Kina er antallet 3.460 tilfælde og 166 døde. Til sammenligning omkom der 21.055 mennesker ved ulykker i Kina de første to måneder af 2003. Heraf døde 17.290 i trafikken. Altså ifølge de kinesiske myndigheder. Kineserne er jo ikke specielt begejstrede og åbenhjertige, når det gælder den slags negativ omtale. Men der bor altså knap 1,3 milliarder mennesker i Kina. Det er et farligt stort land.

Der findes ikke objektiv journalistik. Der findes kun valg af historier, vinkler og kilder. Jeg ved stadig ikke, hvad sandheden om SARS er, selv med den viden, alverdens journalister og lægelige eksperter har gravet frem om sygdommen nu, en måned efter at vi kom hjem. Men Gud holdt hånden over mig. Igen.

* Lene Rimestad er freelance journalist med speciale i redigering. Hun var med på DjEs kursus: "Kina – på vej hvorhen" med tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten, Nils Thostrup."