Veninder på 1. klasse har modtaget 3,7 millioner fra Public Service-puljen, men er slet ikke en nyskabende tv-serie lyder kritikken fra en professor i medievidenskab.
Tv-serien Veninder på 1. klasse er skåret over det amerikanske tv-koncept The Hills, der kører på MTV. Alligevel har serien, der sendes på kanal 4, fået 3,7 millioner kroner i støtte fra Public Service-puljen, skriver Politiken.
»Veninder på 1. klasse bruger elementer fra meget kendte formater til at iscenesætte et koncept, som er tidstypisk, og som stammer fra amerikanske tilsvarende formater,« siger professor ved Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet Anne Jerslev til Politiken.
Medieprofessor ved Aarhus Universitet Frands Mortensen undrer sig over, at tv-serien har fået støtte. Han mener ikke, serien fremmer vækstlaget i det danske produktionsmiljø, når det er amerikanske koncepter, der oversættes til dansk.
Claus Ladegaard fra Det Danske Filminstitut anerkender, at serien ligger tæt op ad amerikanske forbilleder, men han mener stadig, at en er støtteberettiget.
»Eftersom vi aldrig har set noget i nærheden af 'The Hills' eller den type serier i Danmark, så er det nyskabende og en anden måde at arbejde på i forhold til en dansk tv-virkelighed,« siger han til Politiken.
Public Service-puljen var været til heftig debat op mod det kommende medieforlig. Puljen indeholder omkring 75 millioner kroner, der uddeles i støtte til Public Service-produktioner, der sendes på andre kanaler end DR.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.