Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen afviser blankt, at medierne driver klapjagt på offentligt ansatte, som FOA-formand Dennis Kristensen hævder. »Man skal som offentligt ansat kunne stå til ansvar for det arbejde, man udfører,« siger Jespersen til Journalisten.dk.
Danske medier behandler de offentligt ansatte som jaget vildt. Sådan lyder den hårde kritik fra FOA-formand Dennis Kristensen i et interview med Journalisten.dk i dag.
Kritikken falder dagen efter, at Højesteret har stadfæstet dommen mod DR og to journalister fra Bastard Film for den omstridte Fælledgården-dokumentar. De er blevet dømt for at krænke beboernes privatliv ved blandt andet at vise billeder af en beboer på toilet og nøgne beboere i deres senge.
Dennis Kristensen fortæller også, at FOA nu vil føre en ny retssag – denne gang imod Miki Mistrati og hans daværende kollega på Bastard Film, Søren Steen Jespersen.
De to undersøgende journalister skal betale 40.000 kroner i erstatning til fire personer, der arbejdede på Fælledgården, mener FOA.
Men det krav afviser de begge blankt.
Miki Mistrati henviser til, at FOA allerede i Fælledgården-sagen stillede krav om erstatning til medarbejderne. Det krav frafaldt på grund af en tidsfrist, som anklagemyndigheden overskred.
Mistrati afviser lige så blankt Dennis Kristensens kritik af, at medierne behandler offentligt ansatte som jaget vildt.
»De offentligt ansatte bliver behandlet fuldstændig, som de skal i medierne. Hvis der er brodne kar, så må de være klar på at blive udsat for kritik. Størsteparten opfører sig jo anstændigt. Derfor forstår jeg heller ikke, at medlemmerne synes, deres penge skal bruges på, at FOA fører den slags sager,« siger Miki Mistrati til Journalisten.dk.
Søren Steen Jespersen, som FOA altså også kræver erstatning fra, er helt enig.
»Offentligt ansatte er overhovedet ikke udsat for jagt i medierne. Jeg synes, man som offentligt ansat i kommune eller stat skal kunne stå til ansvar for det arbejde, man udfører. Det gælder uanset hvilket løntrin, man er på. Det betyder ikke, at vi må drive klapjagt på nogen, men det gør vi heller ikke,« siger han.
Søren Steen Jespersen mener, Dennis Kristensen er decideret manipulerende i sin udlægning af, hvad Bastard Film har gjort.
Dennis Kristensen siger blandt andet:
»Ansatte såvel som journalister må først og fremmest acceptere det vilkår, at man ikke må videregive helbredsoplysninger. Det ville være det samme problem, hvis en journalist under dække blev ansat på et sygehus for at viderebringe kendte menneskers diagnoser,« siger Dennis Kristensen.
Men det er helt forkert, mener Søren Steen Jespersen.
»Det er en manipulerende sammenligning, som viser, at han ikke har forstået, hvad det handler om. Der er enormt stor forskel på, om man laver samfundsrelevant journalistik eller sladder. Vores udsendelser har afdækket sager, som betyder rigtig meget for mange mennesker,« siger han og fortsætter:
»Selvfølgelig skal vi ikke bare kunne rende rundt med skjult kamera og offentliggøre almindelige menneskers sygejournaler. Vi skal altid kunne stå på mål for væsentligheden i det, vi laver. Hvis det var sladderjournalistik, skulle der nogle andre kriterier til. Men det er det altså ikke.«
Søren Steen Jespersen mener, at Dennis Kristensens forsøg på at sammenligne Fælledgården-optagelserne med at lure på kendte menneskers diagnoser på et sygehus viser, at FOAs fremgangsmåde ikke er fair.
»Jeg synes, det er rigtig ærgeligt, at FOA ikke har været i stand til, trods deres størrelse og magtfuldhed, at tage kritikken til sig. Jeg mener jo, ofrene er beboerne på plejehjemmet, ikke de ansatte. Vi har forsøgt at beskytte de ansattes identitet så meget som muligt, for vi vil ikke føre klapjagt på enkeltpersoner. Men det er altså beboerne, der er den svage part her,« siger Søren Steen Jespersen.
Han frygter i øvrigt, ligesom Miki Mistrati, at Højesterets dom i går kan ramme den undersøgende journalistik.
»Det er et problem for pressefriheden, hvis jeg må male lidt med den brede pensel. Jeg er simpelthen bange for, at dommen betyder, at der er kritisk journalistik, som er svært at dokumentere, som ikke vil blive lavet i fremtiden,« siger Søren Steen Jespersen.
Nu har I tabt på, at I ikke slørede godt nok. Kan I sløre så godt næste gang, at Højesteret vil lade jer vinde sådan en sag?
»Det er jo der, problemet ligger. Vi tabte også i Pressenævnet, fordi sløringen ikke var god nok, og det har vi taget til os, ligesom vi har betalt erstatning til en beboer. Men man skal altid se på, om dokumentationen kunne være skaffet på andre måder? Hvis vi slørede mere, kunne vi for eksempel have sløret nogle liggesår. Hvis vi slørede stemmerne, kunne det være, man ikke kunne høre tonefaldet. Det kan godt vise sig at være et problem.«
Mistrati kalder straffen for »fuldstændig vanvittig«.
»Jeg synes ikke, man skal straffe journalister for at passe deres arbejde. Vi har jo Pressenævnet, hvis man vil klage over journalister,« siger han.
Han afviser dog, at dommen kan sætte en stopper for ham personligt.
»Jeg vil til enhver tid fortsætte med at sætte kritisk lup på, hvordan vi behandler de svageste i vores samfund. Jeg respekterer dommen, men den afholder mig på ingen måde fra at lave lignende projekter i fremtiden,« siger han til Journalisten.dk.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Den dømmende magt er endnu ikke identisk med d. 4 magt, og det er helt legitimt, at den fjerde magt tematiserer en juridisk afgørelse ud fra sit eget engagement i den, lige som det tilfalder enhver som iagttager af almindelig domspraksis at forholde sig reflekterende til om de var "retfærdige".
Spørgsmålet er, om de offentligt ansatter tager sig mere forfulgte ud eller præsenterer sig mere forfulgte af de kommercielle medier eller af deres offentlige arbejdsgivere. Spørgsmålet er, om medierne overhovedet egner sig til at beskæftige sig med det spørgsmål.
Men de ledere, som de offentligt ansatte arbejder under, er faktisk uddannet de samme steder, som dem der fungerer som ledere i de liberale erhverv. Ledelsesstruktur og arbejdsopgaver er i mange tilfælde de samme både i de private virksomheder såvel som de offentlige, der byder ind på offentlige opgaver for at løse dem. Det er det ideologiske klima, dvs. de ideologiske iagttagelsesformer, der er værd at lægge mærke til, for det gør at måden hvorpå offentligt ansatte tematiseres på er meget forskellig fra den, der anvendes på de mere liberale erhverv.
Der laves og kan laves mange objektivt underbyggede indikationer for funktionssvigt, lovbrud og tilsidesættelser af hensyn til de formålsmæssigheder, der er bærer af meningen med og selve rationaliteten i offentlige såvel som private jobfunktioner. Og det er sjældent, at møde et indslag, der handler om det, som kan siges at være helt neutral i ideologisk forstand.
Hemmeligholdelsen af optagelser af samtaler, hvor vigtige journalister som fx Rasmus Tantholdt afslører Jacob Winther som kilden bag forsvarsministeriets ulovlige læk til pressen, forsvares af pressen, men retten til at udbasunere offentligt ansatte for svigt i kraft af skjult kamera med åben mikrofon, fuld adresse og navns nævnelse på både patienter, sygejournal og ansatte, ja den skal vi se forsvaret af pressen her fra og ind til de mere vågne mediebrugere har slukket lamperne definitivt på redaktionsgangene.
Forskelsbehandlingen, der ikke kan forklares ud fra andet end mediernes leflen for sin egen priviligerede adkomst til magten, og magtens systematiske affodring af sine tilhængere i journaliststanden og samme stands behov for at tilsidesætte hensynet til andre mere føjelige ofre for de skjulte mikrofoners taktik, ja den er til at få øje på. Der er ikke hverken faglig integritet eller objektivitet bag den ekstremt selektive fokusering på offerets rettigheder her. Journaliststandens ideologisk og økonomiske interesser spærrer fuldstændigt for indsigten og viljen til at se sine egne interesser i al deres objektive elendighed for sig.
Det er af samme grund godt, at medierne ikke har eneret på at definere, hvad der er ret og uret endnu. Her hvor de fokuserer på dem selv, ja der er det eneste interessante dog kun selve det kognitive svigt hos dem selv. Ikke det de beskriver og ser for sig.
De kriterier for succes, der gælder på de kommercielle massemediers redaktionsgange, handler om at maksimere mængden af mediebrugere, betalende såvel som ikke betalende. Det er i relation til brugertallene, at der slås både økonomisk men også politisk mønt. De kommercielle succeskriterier har det på den måde med at påvirke orienteringsmønstrene på redaktionsgangene, så markedet, brugertallet og bundlinien ikke kun figurerer som et vilkår for overlevelse, men også som selve udtrykket for meningen med det hele (altså som ideologisk indhold, mening).
Overlevelsen på markedets vilkår bliver på den måde også til det ideologiske indhold i de kommercielle massemediers selvforståelse og fremmedforståelse. Det forhold, at der findes andre kriterier for succes, kan i denne markedsideologiske medieverden godt komme til at virke lidt som en rød klud på disse markedsideologer.
Faktisk er fænomenet så udbredt, at medieverdenen, den 4. magt, overhovedet ikke kan få øje på skoven for bar træer længere.
Markedsideologien er semantisk tæt forbundet med den åbenbare hetz, som de kommercielle og mere eller mindre markedsideologiserede massemedier har stået for de sidste mange år.
Evnen til at se sig selv glimrer ved sit fravær, lige som kritikken af markedet gør. Kritikken af markedet, der forsøges solgt på markedet til de købestærke, er dømt til at gå under for markedet, uanset hvor videnskabelig en beskrivelse kritikken end bunder i.
Medierne har nok i sine egne kriterier for succes.
Det store filosofiske spørgsmål. som de burde stille sig, er så, om flertallet har, om markedet og de købestærke har ret, eller om de bare er de fleste, de fedeste største forbrugere og svin, dvs. om medierne kan se sig selv for alt det lort de render rund og laver?
Nej, for søren siger de så, hvor er det dog grimt, sådan som du taler! Ja siger jeg, velvidende at jeg og de står gensidigt uden for pædagogisk rækkevidde. I mit stille sind, kan jeg hermed erklære for åben tekst, er jeg fuldt klar over, at kravet om at tale pænt historisk altid er blevet sat ind af de elendige i deres slemt patetiske forsøg på at forhindre andre i at sige det grimme, der er at sige om dem, i al for sikker og ærlig en tone.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-87.pdf