I dag har Folketinget hevet justitsministeren i samråd om den nye offentlighedslov. Op til samrådet får lovforslaget hård kritik af regeringspartiernes egne medlemmer. Gruppeformand for Socialdemokraterne i Aarhus Byråd Camilla Fabricius skriver i et indlæg i Kristeligt Dagblad i dag, at hendes partifælle justitsminister Morten Bødskov tager fejl:
”Derfor har jeg besluttet at tage helt og aldeles afstand fra den kommende offentlighedslov i dens nuværende form. Der er ikke brug for mere lukkethed i Christiansborgs korridorer, tværtimod! Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) hovedrolle i skattesagen illustrerer jo lige netop, at et ministeriums ressourcer kan misbruges. Imod det uvæsen er gennemskuelighed den bedste medicin. Jeg kender som oftest Morten Bødskov som en fornuftig og forstandig mand, og jeg opfordrer ham hermed til at tage hele offentlighedsloven op til fornyet overvejelse,” skriver Camilla Fabricius.
Indlægget kommer samme dag, som flere medlemmer af De Radikales hovedbestyrelse tager afstand fra forslaget i Politiken. Ifølge avisen har minimum 19 hovedbestyrelsesmedlemmer skrevet under imod forslaget, og underskriftsindsamlingen er endda iværksat af bestyrelsesmedlem Anders Højsted:
"Rent personligt har jeg en mistanke om, at der er en masse medlemmer af Folketinget, som ikke er blevet orienteret om det her på en ordentlig måde. De er blevet orienteret af deres retsordførere, og retsordførerne har orienteret dem ud fra, hvad de har fået fra Bødskov. Og det holder altså ikke i byretten meget af det," siger Anders Højsted til Politiken.
Tidligere i år var der en afstemning i De Radikales hovedbestyrelse om at ændre på lovforslaget. Det blev stemt ned med 40 stemmer mod 32.
Læs: Journalistens tema om offentlighedsloven.
Rettet 11.10: Der er ikke høring i dag, men samråd. Høringen om den nye offentlighedslov er 17. april.
4