Offentligheden har mange tjenere

"Det er ærgerligt, at der stadig er skarpt opstillede dogmer om, at alle andre end journalisten selv er sat i verden for at forpurre journalistens arbejde," skriver Kristoffer Kræn, som om to uger forlader kommunikation for at vende tilbage til journalistik. Han håber, at flere vil skifte mellem de to områder
21.11.2018 · 10:44
Kristoffer Kræns billede
Kristoffer Kræn
Pressesekretær - om lidt journalist igen

Det er en gammel debat om journalisternes rolle, der de seneste uger er blusset op igen i mediebranchen. Desværre er det også en gammel debat, der er fuldstændigt gennemsyret af forældede holdninger.

Banen er som vanligt kridtet op: På den ene side står journalistforbundets formand. Han bliver mødt af en hær af journalistiske mimoser, der alle er klappet sammen i raseri på grund af et udsagn om, at kommunikatører også tjener offentligheden.

”Med det udsagn har (Lars Werge, red.) i vores optik fuldstændigt glemt, hvad journalistik er. Hvis Lars Werges myte vinder fodfæste, er det skadeligt for journalistikkens troværdighed,” skrev en håndfuld journalister således i Dagbladet Information, efter at Werge havde sagt, at ”en kommunikatør i en kommune i lige så høj grad tjener offentligheden som en journalist”.

Først og fremmest mener jeg, at det er ærgerligt, at der stadig er skarpt opstillede dogmer om, at alle andre end journalisten selv er sat i verden for at forpurre journalistens arbejde. Alle skæres over en kam: Journalisten i en forvaltning, den særlige rådgiver, pressesekretæren i ministeriet: Alle er de ”kommunikatører” – og ingen af dem tjener offentligheden.

Dernæst er det ærgerligt, at vi som journalister, der skal tilbyde offentligheden en arena for saglig og oplysende debat, aldrig får taget de vigtige debatter i vores egen branche, før raseriet og råberiet tager over.

Den konkrete sag viser, at nogle journalister ser sig selv som de særligt udvalgte beskyttere af offentligheden. Alene tanken om, at andre kan tjene vores fælles offentlighed, skal vingeskydes i en ruf.

Det synes jeg er ærgerligt. Jeg mener, at journalister i stedet for at dyrke ældgamle stereotyper bør blive bedre til at bruge ”kommunikatørerne”. Langt de fleste tjener nemlig journalisten og dermed offentligheden.

Journalistens forlængede arm

Jeg har selv arbejdet som både journalist og kommunikatør. Jeg har tidligere arbejdet hos henholdsvis et politisk parti og et par større danske medier. Lige nu er jeg ansat i et ministerium som pressesekretær. Om få uger starter jeg i et nyt job som journalist. Som sådan er jeg ligesom mange andre journalister i dagens mediebranche. Jeg har tjent begge herrer.

Jeg mener, at jeg har tjent offentligheden i mit nuværende job som pressesekretær, på samme måde som jeg har gjort det i mine tidligere job.

Men for at gøre det mere tydeligt, hvordan jeg mener, at man kan betjene offentligheden uden at være journalist, så lad mig kort opridse, hvad rollen som journalist ansat i et ministerium indbefatter:

Som pressesekretær er man journalisternes forlængede arm. Man skal sørge for, at der er adgang til ministeren for pressen i en hverdag, der er spækket med møder og forhandlinger. Man tager kampene for at få klemt journalisten ind i ministerens kalender. Man gør, hvad man kan, for at journalisterne får svar på de spørgsmål, de stiller, og ikke bare modtager kælderkolde skrivelser i kancellisprog. Man fremskaffer dagligt tal og finder tendenser i ministeriernes databaser, som journalisterne har glæde af. Det er den del af rollen, som journalisterne nyder godt af, og som de oftest er taknemmelige for, at der er nogen, som udfylder.

Så er der en anden del af jobbet, som handler om at sørge for, at ministeriets data bliver udlagt på en sandfærdig måde. Det er den del af rollen som ”kommunikatør”, som journalisterne oftest ser sig sure på. Det går blandt andet ud på, at man beder journalisterne rette fejl eller beder dem om at nuancere en problemstilling. Det er svært at mene andet, end at det er i offentlighedens tjeneste. Alligevel medfører det ofte bål og brand og beskyldninger om, at man har solgt sin sjæl til djævelen. Så bliver man skudt i skoene, at man bevidst prøver at vildlede journalister. Andre beskyldninger lyder eksempelvis, at man har overbevist ministeren om ikke at udtale sig, selv om den beslutning slet ikke ligger på en pressesekretærs bord, eller at man har favoriseret bestemte journalister, der ikke er lige så kritiske.

I de situationer mærker man tydeligt, at journalisterne ikke stoler på embedsværket, selv om pressesekretærer og pressemedarbejdere er pålagt en masse både formelle og uformelle krav om at tjene sagligt og med sandheden for øje.

Det ved journalister bare ikke. Mange tror kun, at kommunikatører står til ansvar for Satan eller Voldemort. Eksemplificeret i tidligere omtalte debatindlæg i Information, hvor journalisterne fremhæver tilsynet med journalisternes arbejde således:

”Når en lokaljournalist skriver om budgetunderskud, skolelukninger eller erhvervsfremstød, så er journalistens arbejde underlagt de presseetiske retningslinjer (…) Kommunikatøren har ikke samme forpligtelse til at give en rimelig og afbalanceret fremstilling.”

Flere hop frem og tilbage, tak

Er pressesekretærer og andre kommunikatører i det offentlige den direkte afsender, der tjener offentligheden? Nej. Det er journalisternes rolle. Prøver vi at påvirke journalisterne til at beskrive en bestemt vinkel? Ja, til tider. Men der er armslængdeprincip, og journalisterne vælger alligevel deres egen vej, hvis de vurderer, at det giver bedst mening for dem – det er deres ret og et vilkår for samarbejdet mellem kommunikatører og journalister. Tjener kommunikatører offentligheden lige så meget som journalister? Måske ikke lige så meget, hvis man absolut skal måle længden. Men det hænder, og diskussionen er underlig, for hvorfor har man brug for et emblem på, at man tjener offentligheden mest?

De danske forvaltninger og ministerier er fyldt med gode journalistiske historier, og der sidder folk klar til at hjælpe journalisterne med at finde dem. De fleste journalister kunne lære noget af at sidde i en forvaltning, en styrelse eller et ministerium. Der er ikke noget, der skaber åbenhed og klæder journalisten på til at lave afsløringer og kritisk journalistik som et kig i centraladministrationens maskinrum. Måske skulle flere journalister lovprise, at man kan lave det skifte i stedet for at bruge hver en mulighed på at udskamme dem, som gør. Selvfølgelig er der grænseoverskridende kommunikatører, der ikke kender deres rolle, men at påstå, at der ikke er tilsvarende brodne kar blandt journalister, ville være komisk.

Jeg tror ikke, det er en dårlig tendens, at flere og flere hopper frem og tilbage på hver sin side af mikrofonen, så længe man betjener én rolle af gangen. Sådan har det da også været længe. Da jeg studerede på Center for Journalistik, blev vores daværende radiolærer jævnligt citeret blandt de studerende for at sige, ”dette er ikke en kommunikationsuddannelse”. Det var i øvrigt noget, han med jævnlige mellemrum sagde – lige indtil han skiftede til et kommunikationsjob.

Kristoffer Kræn

Pressesekretær – om to uger journalist

Kommentar

21/11/2018 - 12:49

Rasmus Mark Pedersen

Hej Kristoffer

Først og fremmest tak for gode input om en kommunikatørs dagligdag. Det er altid godt at få den slags nuancerede betragtninger.

Du bygger dit indlæg op om en af vores pointer i Information, som jeg desværre synes, du overtolker og forvrænger. Du skriver: "...det er ærgerligt, at der stadig er skarpt opstillede dogmer om, at alle andre end journalisten selv er sat i verden for at forpurre journalistens arbejde." Det skriver vi ingen steder, og det mener vi heller ikke.

Vores ærinde var at komme med et eksempel fra vores dagligdag, hvor Lars Werges udsagn om, at “en kommunikatør i en kommune i lige så høj grad tjener offentligheden som en journalist” simpelthen ikke passer. Men det er ikke det samme som, at vi mener alle kommunikatører er sådan hele tiden. Langt fra.

Jeg vil da gerne sige, at 80 procent af de kommunikatører, jeg møder i min dagligdag, er gode, hjælpsomme mennesker. Og hvis jeg skal komme med en smule selvransagelse, så kunne vi også godt have skrevet det i indlægget, fordi vi her efterfølgende har oplevet at mange kommunikatører desværre har læst indlægget, som du har.

Der er også bare nogle gange, hvor vi oplever, at kommunikatøren ikke er til hjælp. Eksempler fra de sidste måneder af mit arbejde er, at en kommunikatør har sørget for, at en børnehavepædagog, jeg har talt med, fik mundkurv på af en kommunikatør. At jeg ikke må tale direkte med forvaltningens embedsmænd, men alt skulle i gennem kommunikatøren. Eller har nægtet mig et mundtligt interview med en politiker og insisterer på at sende citater på skrift, selvom der er rigelig tid til deadline og de udemærket ved, jeg laver radio. Det skal man bare også have med i det nuancerede billede.

For faktisk noterer jeg mig, at vi er stort set enige om vores egentlige pointe. “Tjener kommunikatører offentligheden lige så meget som journalister? Måske ikke lige så meget, hvis man absolut skal måle længden.” Det er jeg megaglad for, at du skriver. For så modsiger du jo Lars Werges udsagn. Og det er nemlig vores hovedpointe: Begge fag tjener offentligheden i større eller mindre grad alt efter arbejdsopgaver. Journalister har bare et særligt opdrag til det på grund af vores presseetiske retningslinjer.

Du skriver efterfølgende: “...diskussionen er underlig, for hvorfor har man brug for et emblem på, at man tjener offentligheden mest?” Og det vil jeg meget gerne svare på, fordi det emblem er vigtigt for os. I mine øjne handler det om to ting:

For det første har vi brug for den anerkendelse, fordi vi som journalister har en lang række særlige rettigheder: Vores etik giver vores ejere adgang til mediestøtte. Vi har lov til at lave redaktionel informationsdatabaser. Vi har adgang bag politiafspærringer. Vi har mulighed for at bryde loven straffrit for at påpege et samfundsproblem.

Vi er bange for, at de rettigheder bliver taget fra os, hvis der opstår en opfattelse af, at vi tjener offentligheden på niveau med en pressesekretær. For hvorfor så ikke skære ned på medierne og give flere penge til pressesekretærer? Hvilket vi jo har set ske i de sidste fem år. DR er blevet skåret ned, og ministrene har fået lov til at have flere særlige rådgivere.

Og for det andet så er vi bange for, at befolkningen ser endnu lavere på sandhedsværdien af vores arbejde, hvis forestillingen om, at hvad der kommer fra kommunens presseafdeling og står i avisen har den samme troværdigheden, vinder indpas. Journalistikken som fag er i den grad under pres - blandt andet fra dine nuværende arbejdsgivere. Derfor har vi et behov for at tale vores rolle i samfundet op. Og her virker Lars Werges udsagn provokerende på mange journalister.

Så derfor er debatten om journalistikkens rolle i samfundet vigtig at rejse. Vi har fået reaktioner fra rigtigt mange journalister, der er glade for, at vi forsøger at skelne de to fagligheder. Og vi håber, det tjener begge fag, at vi taler om det som to forskellige fag med mange ting til fælles.

Sidst vil jeg bare slutte i fredsommelig enighed: Jeg har heller ikke noget imod, at vi har kollegaer, der krydser fra det ene fag til det andet og tilbage igen. Så længe man er knivskarp i sin etik, og der ikke kan være en tvivl om, hvilken kasket man har på.

Bedste hilsner,
Rasmus MP
Formand, Journalisterne i DJ

Ps. Når nu det så direkte er vores indlæg, der bliver kommenteret, var det måske god presseskik af Journalisten at bede os om en replik, inden indlægget blev bragt. Men nu har i replikken - alt godt.

21/11/2018 - 22:00

Kristoffer Kræn

Hej Rasmus. Tak for dit svar, som jeg jo havde ventet, og som til min glæde er sagligt og nuanceret. Det er tydeligt, at vi er enige på mange punkter, og lad da endelig det være den vigtigste pointe her.

Jeg er især glad for, at du erkender, at størstedelen af kommunikatører kan være hjælpsomme i din hverdag. Det tager os allerede et langt stykke af vejen mod at acceptere hinanden bedre, når du kan sige sådan. Jeg kender i sagens natur ikke til konteksten i de konkrete møder med pressefolk, som du beskriver, men jeg kan måske alligevel godt genkende nogle af dilemmaerne fra min egen hverdag.

Det sker hvert fald jævnligt, at journalister nærmest kræver at få lov til at tale til citat med menige embedsmænd, der ikke er medievante. Jeg har blandt andet oplevet, at en embedsmand er blevet interviewet uden at vide, at han talte til citat, fordi han ikke kender de spilleregler, der er i mødet med en journalist. Det er sikkert ikke tilfældet i din sag, men det er noget, jeg har oplevet. Hvis en pædagog selv har lyst til at stille op, så bør de efter min overbevisning havde lov til det, så der vil jeg give dig ret i, at der tilsyneladende er foregået noget uheldigt.

Angående det der med at stille op til interview: Man må simpelthen være realistisk omkring, at politikere ikke altid kan stille op til et mundligt interview - selv med flere dages varsel. I det ministerium, hvor jeg sidder, havde vi som eksempel over 20 pressehenvendelser i går. Det er der jo selvsagt ikke tid til. Det er i de tilfælde, hvor skriftlige citater kan være brugbare for mange - men nej, selvsagt ikke for dig som radiomand. Andre får afslag og en henvisning til en ordfører. Og nej, når der kører længerevarende, kritiske sager, må en politiker naturligvis ikke afholde sig fra at udtale sig. Men den generelle mistro over for politikere, fordi de ikke udtaler sig om alt, den tror jeg fremmer politikerleden - og det er hvert fald ikke til pressens eller offentlighedens fordel.

Jeg forstår stadig ikke heæt, hvorfor det er vigtigt, at man skal tjene offentligheden mest. Jeg har argumenteret for, hvorfor jeg synes, at kommunikatører åbner et ministerium op for journaliststanden, og derfor mener jeg, at vores demokrati ville være mindre åbent, hvis der ikke sad journalister i forvaltninger og ministerier. Jeg vil ikke igen gå ind i, hvem der tjener offentligheden mest, men "måske" er det journalisterne. Hvis det I er bange for, er at der en dag kun er pressesekretærer, så deler jeg din anskuelse af, at det ville være uheldigt. Men det er lidt en anden diskussion i mine øjne. Som balancen er nu, vil jeg stilfærdigt slutte af med at sige, at jeg mener, at kommunikatører tjener offentligheden, og at journalister tjener offentligheden. Jeg tror desuden, at der ville være mindre gennemsigtighed, hvis der ikke var journalister, og der ville være mindre gennemsigtighed, hvis der ikke var kommunikatører. Men ja, det første scenarie ville nok være værst.

Tak for god debat. Lad os tage den ude i virkeligheden en dag.

Bedste hilsner
Kristoffer Kræn

28/11/2018 - 13:51

Kim Barren

Kære Kristoffer,
Fint og velafbalanceret indlæg. Jeg er helt enig med dig. Jeg har selv en fortid som journalist i tyve år ved forskellige dagblade, og en nutid de sidste 11 år - på lørdag den 1. dec.- som kommunikationschef i en kommune.

Jeg kan nikke genkendende til store dele af din beskrivelse. Og så tror jeg, at når vi mødes i virkeligheden så bliver opfattelsen ofte mere nuanceret, end når vi skriver til hinanden.

Bedste hilsen
Kim Barren

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til spritny enhed

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Egnsredaktør

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Erhvervsjournalist

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12

Datajournalist til digital redaktion

DR
Ansøgningsfrist: 10.12

Digital redaktør

Planetarium
Ansøgningsfrist: 12.12

Presse- og kommunikationsrådgiver til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Pressechef til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Vi søger en erfaren kommunikationskonsulent

GULDBORGSUND KOMMUNE
Ansøgningsfrist: 12.12

Datajournalist til digital redaktion

DR
Ansøgningsfrist: 10.12

Er du vores nye kommunikationskonsulent?

Landsforeningen af Menighedsråd
Ansøgningsfrist: 10.12