”Øv”: Lokaljournalister måtte tænke kreativt, da hjemmeside gik ned midt i valget

”Man kan ikke være sur over det, og man bliver nødt til at høvle videre,” siger chefredaktør efter nedbrud på valgdagen

”Øv.”

Det var den følelse, der ramte ansvarshavende chefredaktør på Sjællandske Nyheder Bente Johannessen i går under kommunalvalget.

En af de få ting, der bare ikke må ske for et digitalt nyhedsmedie midt under et valg, skete nemlig. Sjællandske Nyheders hjemmeside, sn.dk, gik simpelthen i sort over flere omgange.

Bente Johannessen vil ikke kaste sig ud i de længere tekniske forklaringer, men siger, at det var forskellige ting, der spillede uheldigt sammen, og hjemmesiden, hvor nyheder fra Nordvestnyt, Dagbladet Køge, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske bliver udgivet, blev ramt flere gange.

”Vi havde nogle timer, hvor vi var nede. Når det går galt, så går det åbenbart helt galt,” siger hun.

Derfor måtte journalisterne på sn.dk tænke mere kreativt, end de plejede, fordi de ikke kunne udkomme på hjemmesiden.

”Sådan en dag handler det bare om at bevare kontakten til vores læsere,” siger Bente Johannessen.

Måtte gå på Facebook

Artikler blev derfor lagt som opslag på Facebook, og også en planlagt livechat måtte afvikles på sociale medier.

”Det er megaærgerligt, men dem, der arbejder for at få det på benene, gør alt, hvad de kan. Så man kan ikke være sur over det, og man bliver nødt til at høvle videre,” siger Bente Johannesen, der roser de journalister, der arbejdede videre, mens de rev sig i håret, da det brændte på:

”De har lavet noget supergodt valgstof, selv om de har været frustrerede,” siger hun.

Ifølge chefredaktøren har nedbruddet ikke medført en klagestorm fra læserne, som til gengæld har været loyale i dag, hvor resultaterne af kommunalvalget er tikket ind.

”Vi har haft rigtig god trafik hele morgenen og formiddagen i dag. Læserne har tålmodigt ventet på, at vi var på igen,” siger hun.

Sjællandske Nyheder har for nylig fået nye systemer, og der har været andre tilfælde, hvor teknikken ikke helt har spillet. Sjællandske Nyheder har i øjeblikket derfor en info-boks liggende på hjemmesiden med teksten ’Undskyld vi roder. Vi har lanceret et nyt sn.dk’.

”Vi har de problemer, som de fleste oplever, når man går over på en ny platform. Det giver nogle udfordringer indimellem, og så arbejder vi på at få dem løst,” siger Bente Johannessen.

0 Kommentarer