Arkivfoto af Lars Findsen. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Østre Landsret har torsdag løsladt spionchef Lars Findsen.
Dermed omgøres en tidligere afgørelse fra Københavns Byret.
Landsretten konstaterer dog, at der er “begrundet mistanke om”, at Lars Findsen har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens §109, stk. 1. Dog er de øvrige betingelser for varetægtsfængsling i forhold til nogle punkter i retsplejelovens §762 ikke opfyldt, lyder det.
Punkterne handler blandt andet om, hvorvidt man frygter, at den sigtede vil begå nye lovovertrædelser eller vanskeliggøre arbejdet med at opklare sagen.
8. december blev Lars Findsen anholdt af betjente fra PET i Københavns Lufthavn, og siden 9. december har han været fængslet på en mistanke om, at han skal have røbet statshemmeligheder.
Hvad den tidligere spionchef konkret sigtes for at have gjort, vides ikke. Landsretten har besluttet, at indholdet af beskyldningerne skal holdes hemmelige.
I efterforskningen er flere journalister blevet indkaldt som vidner. Derfor antages det, at Lars Findsen sigtes for at have givet oplysninger til pressen.
Lars Findsen har været chef for Forsvarets Efterretningstjeneste i fem år. I august 2020 blev han hjemsendt. Tidligere var han i otte år departementschef i Forsvarsministeriet, og før da styrede han i fem år Politiets Efterretningstjeneste.
Han nægter sig skyldig i at have overtrådt den sjældent brugte paragraf, som han sigtes for at have overtrådt. § 109 om afsløring af statshemmeligheder kan give fængsel i indtil 12 år.