"Øl gør mænd klogere". Sådan lød overskriften på Ekstra Bladet og artiklen blev delt 34.000 gange på sociale netværk. Facebook. Twitter.

Flere medier har i starten af året kørt forskellige vinkler på denne historie: Hvilke af vore journalistiske produkter deler danskerne mest med hinanden på nettet. Øl er godt. Kvinder er også godt.

Politik bliver delt, men som hovedregel kun, når artiklerne er nære eller personlige eller på anden måde vækker følelser.

Vielser af homoseksuelle rykker.

Offentlighedslov rykker ikke.

Nu kan man så vælge at bruge disse "artikelspeedometre" og delingsstatistikker som pejlemærker. Hvad vej skal vi? Vi skal sgu ha' noget med patter. Og gerne noget med øl. Hvis vi kan hælde øllet ud over patterne, så er den helt oppe at ringe. Klik, for satan.

Dyr er også godt. Dog ikke alt om dyr. En chimpanse, der voldtager en frø i stumper og stykker scorer ikke højt på følefaktoren.

Næh, lad os høre lidt om Thor, en hund, der vist nok var på vej ud i noget grimt og vist nok bare var en hund. En hund!

Kære kolleger. Kig jer selv i øjnene. Er det virkelig her nede, vi skal stræbe efter at placere vores journalistiske ambitionsniveau? Vi danser limbo med væsentlighedskriteriet som stadig lavere overligger, mens musikken skingrer stadig mere vanvittigt fra de sociale netværk. Strækker os bagover, for at tækkes stadig mere besynderlige kliktal, der sætter en klar tendens, men som ikke har en skid med journalistik at gøre.

Jeg er ikke det fjerneste chokeret over, at de tabloide medier med stor begejstring kaster sig ud i disse ligegyldigheder. Dem om det. De har altid lænet sig op ad grænsebommen ind til "En skør, skør verden".

Problemet er, at låget er røget af kloakken.

Hæderkronede og ærværdige Berlingske udkom første gang på print den 3. januar 1749 som Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender. Avisen har slæbt sig gennem enevældens ophør, den franske, den russiske og den kinesiske revolution. Englands-krigene fra 1801-1814. Den Store Krig hundrede år senere. Den 2. verdenskrig. Den kolde krig, Murens opbygning og fald.

Berlingske har udviklet sig som avis sideløbende med en teknologisk udvikling, der er gået fra hestevogn til Karma Fisker. Fra baglader til drone. Fra blytryk til fibernet.

I dag kører avisen glad og gerne med historier, hvis absolut eneste værdi er sensation og bryster.

Min gamle tegning af nyhedstrekanten har "Fængende indledning med konklusion/hovedbudskab" i top. Næste lag hedder "meget vigtigt".

Der er intet vigtigt ved Berlingskes historie om den unge sydamerikanske kvinde, der blev taget i en spansk lufthavn med kokain i brysterne. Nada. Kæden er knækket.

Ikke kun for Berlingske. Brandes, Hørups og Bings Politiken har også for længst solgt sin sjæl til kliktallene.

En dansk avis citerer de to engelske aviser Mirror og Daily Mail for historien om en tysk kvindes angivelige barmdrabsforsøg på sin kæreste.

Morgenavisen Jyllands-Posten er med: "Rihanna elsker at være nøgen."

"Jo mere sangstjernen Rihanna render rundt uden klude, jo bedre har hun fået det med sin krop," skriver avisen og ja tak og ligegyldigheden har bibelske dimensioner. Det er ikke kun Rihanna, men også JP der her render rundt med røven bar.

Øl gør mænd klogere. Kliktal gør aviser dummere. Gode journalister spilder deres tid på at skrælle ligegyldigheder fra nettet, fra kolleger der skræller ligegyldigheder fra nettet og fra udenlandske medier, der skræller ligegyldigheder fra nettet.

Prisen er dyr: Du kan ikke både slå dig op på troværdighed og på dagens dummeste om øl, dyr eller dåser. Det er enten eller. Hver eneste af de her historier undergraver de enkelte mediers troværdighed. Undergraver mediernes eksistensberettigelse.

Hver eneste af disse historier er en falliterklæring: Vi fiser som journalister og medier afsted i samme retning som læserne. Men vel at mærke efter læserne. Vi bidrager med intet, men serverer det, de allerede selv har fundet og delt.

Hvad vil vi? Vil vi lave journalistik? Eller vil vi linke op til ligegyldigheder? Skal vi gå ned til den her Eller den her.

Hvad vil vi?