
Bornholms Tidende. Foto: Kim Matthäi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Bornholms Tidende skal have ny chefredaktør. Øjvind Hesselager stopper på grund af interne uoverensstemmelser på avisen. Det skriver Bornholms Tidende.
Det sker, efter at størstedelen af de redaktionelle medarbejdere på avisen formulerede et bekymringsbrev til direktør Kim Eland i midten af februar.
Omdrejningspunktet i brevet var en kritik af chefredaktør Øjvind Hesselager, der tiltrådte i december 2019 efter at have været chefredaktør på Journalisten.
”Vi vil gerne udtrykke vores store bekymring over Øjvinds personaleledelse og redaktionelle ledelse. Vi oplever, at årsagen til mange af de problemer, vi som medarbejdere og som organisation oplever, skal findes her,” stod der i brevet.
Medarbejderne bad om en konstruktiv dialog om, ”hvordan problemerne afhjælpes på kort og langt sigt, så Bornholms Tidende ikke mere behøver udkomme på trods.”
Direktør Kim Eland forklarede for et par uger siden til Journalisten, at avisen er midt i en stor omstilling, der betyder, at Bornholms Tidende er gået fra at være 100 procent papiravis til at fokusere på nettet først. Derudover er der blevet rykket op i forskellige redaktioner og lavet mindre teams.
Han kaldte ved den lejlighed brevet fra medarbejderne ”alvorligt”. Og det er det, avisen nu reagerer på.
”Vi har drøftet situationen nøje, og vi er enige om, at det er bedst at afslutte samarbejdet,” siger adm. direktør for Bornholms Tidende Kim Eland til avisen.
Han takker Øjvind Hesselager for hans store ildhu som ansvarshavende chefredaktør og for arbejdet med den digitale udvikling af Bornholms Tidende.
Selv kalder Øjvind Hesselager det ”superærgerligt”.
”Jeg ønsker avisen alt det bedste. Bestyrelsen, redaktionen og hele huset bobler af talent og engagement,” siger han.
Nanna Krogh konstitueres som ansvarshavende chefredaktør.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.