JOURNALISTEN var med første skoledag i Odense.

»I er pionerer. Vi er pionerer. At være pioner er at leve uden for lønmodtagerkulturens beskyttende og regelrette dagligdag. At være pioner er en livsstil, der fordrer meget. Vil du være med, er der meget at leve op til; men udbyttet er stort …… der vil blive kaldt på din selvstændighed og evne til at klare dig. Og der vil blive kaldt på dit talent for at indgå i et aktivt samspil med andre i det fællesskab, der skal give journalistuddannelsen ved Odense Universitet sin egen identitet.«
Sådan lyder velkomsten til de nye journalistelever fra Jørn Henrik Petersen, idémand bag og institutleder på den nye journalistuddannelse.
Nikolaj Venge, 22 år, er én af pionererne. Han traf før sommerferien et bevidst valg, lod Journalisthøjskolen i Århus være journalisthøjskole og takkede ja til en plads på den nye journalistuddannelse på Odense Universitet.
»Sådan som jeg har forstået det, vil mange chefredaktører søge arbejskraft blandt akademikere. Der er brug for folk, der kan snakke med eksperter på et højt niveau og kan perspektivere det, de får fortalt,« siger Nikolaj Venge, der for en måned siden flyttede fra Århus til Odense, og som på denne første onsdag i september, første skoledag, må glippe med øjnene af bare tømmermænd.
Festen i går for ham og hans 71 medstuderende sluttede nemlig først hen ad morgenen på et af Odenses diskoteker. Da havde de også holdt den gående i næsten et døgn.
»Go' mor'n, tidligt? Sent?,« spørger en af Nikolaj Venges nye klassekammerater, Annette Houmann, ham drillende, da hun spotter ham i mængden af klassekammerater. De står og skutter sig over en cigaret foran de grålige barakbygninger på Uddannelsescentret Munkevænget, hvor de nye journalistspirer af pladsmangel holder til, indtil de efter jul kan rykke ind på selve Odense Universitet, fem minutters gang derfra.

Vi si'r goddag goddag – og råber højt hurra/vi er alle klar – og venter kun på far/han har tændt sin pibe/søsat sine skibe/giver instituttet sin salut.

Journalistelevernes slagsang på melodien ‘Det er hammer hammer fedt' er allerede digtet og lært udenad. Selv om eleverne kun har kendt hinanden i to dage, så har intro-dagenes taler, foredrag og festligheder bragt dem sammen.
»Jeg glæder mig til at blive journalist. Jeg vil være et interessant bytte for arbejdsgiverne, og det vil skuffe mig, hvis jeg kommer ud med en uddannelse, faget ikke rigtig tror på,« siger Nikolaj Venge, der sammen med sit hold, bestående af 16 piger og 6 drenge, har fået klemt sig sammen i et trangt klasselokale i én af barakfløjene.
Ansigterne er imødekommende, spørgelysten stor. Og mens journalist og nybagt lektor, Jens Franck, står ved tavlen og forsøger at danne sig et overblik over holdet, som han skal give den allerførste lektion i det journalistiske håndværk, bliver der sludret og grinet og for en sikkerheds skyld lige skrevet navneskilte, skulle nogen have glemt det i gårsdagens rus.
Nikolaj Venges lyse, strithårede hoved er bøjet over kursusplanen for det journalistiske håndværk. Skemaet er fyldt ud med øvelser i ‘den gode historie', nyheder, vinkling, interviewteknik og introduktion til radio og tv med oplægsholdere udefra og besøg på Radio Fyn og TV 2.
Nikolaj Venge ser helt udmattet ud på forhånd. Han har allerede gispet over læ-selister, udgifter til bøger og udsigten til at studere på fuld tid.
»Det bliver benhårdt,« er hans første kommentar.
»Til alle fag skal jeg læse en masse bøger, og jeg har ikke læst i mere end tre år, så jeg er nervøs for, om jeg kan komme op i tempo til at være med fremme i studiet,« siger Nikolaj Venge, der kommer fra Århus og først sidste år fandt ud af, at han ville være journalist, da han gik på journalist-linien på en højskole i Sverige. Foreløbige klimaks kom, da han i december fik trykt sin første artikel i Information – et interview med Lisa Ekdahl.
»Jeg var så glad. Også selv om, det kostede mig mere at lave historien i rejsepenge, end jeg fik for den,« siger Nikolaj Venge, hvis mor blev så stolt, at hun købte og stadig gemmer på 12 eksemplarer af Information fra den dag.

Du tænker på din fremtid – ser dig selv i ånden/pressekort og smøger – hovedet fuldt af løjer/du står på redaktionen/skal vænne dig til tonen/deadline nærmer sig, og du har stress.

»Godt I kommer til tiden. Bliv ved med det, for første hovedregel i journalistik er: be on time,« siger Jens Franck højt ud over klassen. Han er to meter høj, har et dybt, smittende grin og store gestikulerende lemmer, der ofte kommer i brug, når han med små historier fra sit eget professionelle liv skaber rammen for det journalistiske hverv.
»Der er ikke noget, der hedder dårlig smag. Nok er I en overklasse, men I skal kunne forstå andre mennesker. Har nogen af jer nogen sinde været til halbal i Jylland? Det er svært at forstå, ikke? Men der er altså 1200 dér, som synes, det er godt. Pas på med åndshovmod, det er meget farligt.«
Med citater fra Henrik Cavling og amerikanske lærebøger sætter Jens Franck de 22 elever i gang med interview-øvelsen ‘find den bedste historie om din sidemand'.
Sammen sætter de overskrifter på tavlen over de enkeltes historier. ‘Terning-oman', ‘Royal i ottende potens', ‘Sparket af en ged i Katmandu'. Der bliver diskuteret genert, men ivrigt, og lidt efter lidt får Jens Franck sporet eleverne hen på kriterierne for en god historie, ‘væsentligt', ‘underholdende', ‘overraskende', ‘godt-det-ikke-er-mig', og vigtigheden af at kunne vinkle på en enkelt begivenhed frem for at servere en hel levnedsbeskrivelse.
Og at det er på tide at gøre op med kriterier som død og konflikter:
»Det verdensbillede, journalister giver videre, har konflikten som hovedkriterium. Og folk skal nærmest slås for at komme i avisen. Det er jo til at blive dødtræt af.«

Jørn han sa'e ‘ja', et studium skal vi ha'/de skal være de bedste, de skal være belæste/prøver skal der være/også af de svære/med blyant skal der skrives, det er klart.

»Akademikerne skal lære os at læse, journalisterne skal lære os at skrive,« gengiver Nikolaj Venge lærerkræfternes kapaciteter.
Første skoledags anden lektion med Mogens N. Pedersen, professor i Statskundskab ved Odense Universitet, understreger de akademiske forventninger til journalisteleverne.
De 72 elever er samlet til ‘Dansk Politik og Forvaltning'. Selv om Mogens N. Pedersen lægger blødt ud med at beklage pladsforholdene – det aflange og propfyldte klasselokale er nærmest tappet for ilt – så går han direkte over i en gennemgang af vinterens eksamener.
Nikolaj Venge stønner over siderne med litteraturlister, »jeg tænkte det nok«, og en enkelt spørger, om eksamen også inddrager weekenderne, for hun har et lille barn at passe.
»I skal vænne jer til, at det, I bliver undervist i her på universitetet, ikke nødvendigvis har den samme ordlyd som det, I skal læse derhjemme,« siger Mogens N. Pedersen i et drilsk toneleje og kigger op over brillerne på næseryggen. Han har undervist som professor på Odense Universitet i 25 år og har et overblik og en erfaring, som gør ham i stand til at servere det tunge, politiske stof i en pædagogisk og underholdende indpakning.

Det er hammer hammer fedt/vi sejler lige om lidt/vinden den er go'/go' for syvtito/vi er inde i varmen/gi'r den hele armen/kaster ankertovet og gi'r los.

Selv om klokken er 16, er dagen ikke slut endnu for Nikolaj Venge. Han skal møde på café-arbejde om et par timer.
»Jeg er parat til at droppe mit job, hvis studiet gør det nødvendigt. Det virker enormt spændende, men lige nu glæder jeg mig bare til at servere en cappuccino, hvor jeg kun skal huske på at spørge, om det skal være med eller uden sukker.«