USA meldte sig under klimafanerne i starten af juni med Barack Obama som supermagtens grønne og håndfaste frontsoldat. Det kom som en overraskelse for mange – USA overgås p.t. kun af Kina, når det gælder udledning af kuldioxid – uanset, at præsidenten faktisk i sin indsættelsestale nummer to i 2013 havde bebudet, at han agtede at skærpe USA’s noget lunkne profil i kampen mod den globale opvarmning.
Konkret er planen at skære 30 procent af CO2-udslippet fra kulkraftværkerne frem mod 2030. Samtidig udstedte Obama løfter om 8 milliarder dollar i lånegarantier til projekter, der skal begrænse brugen af fossile brændstoffer.
Den omfattende pakke, som præsidenten agter at gennemføre administrativt gennem et dekret til EPA (den amerikanske miljøstyrelse), vil også skabe flere bæredygtige hospitaler, etablere et partnerskab til kamp mod ”National Tørke”, så græsningsarealer bliver mindre sårbare over for katastrofale brande, samt etablere et nyt klima-initiativ i form af en informationsbank til brug for statslige, lokale og private ledere.
Internationalt vil USA opprioritere samarbejdet med Kina, Indien og andre store emissionslande, og Washington vil stoppe sin støtte til offentlig finansiering af nye kulfyrede kraftværker i udlandet.
Endelig skal alle offentlige myndigheder gøre deres affaldsudledning mindst 20 procent mere energieffektiv inden 2020, og der skal udvikles nye standarder for brændstoføkonomi, når det gælder tunge køretøjer; brugen af hydrofluorcarboner, meget kraftige drivhusgasser, skal ned.

Det var en ordentlig mundfuld, som man næppe i Danmark ville kunne sætte i værk uden en ny lov, men Kongressen har allerede blokeret for Obamas forsøg på en klimareform en gang i 2011 – og lovgiverne er ikke blevet ham mere venligt stemt siden. Så klog af skade agter præsidenten altså at bruge sin magt til at udstede dekreter – såkaldte executive orders – med basis i den eksisterende lov om ren luft, ’The Clean Air Act’.
Obama har dog bebudet en høringsfase, og det er ikke meningen, at forslaget skal føres ud i livet af miljøstyrelsen før juni 2015. Der skal være tid til at omstille sig, hedder det.
Efter offentliggørelsen væltede det ind med reaktioner på forslaget i USA. Miljøorganisationerne jublede over den grønne præsidents genopståen, mens både kulindustrien og republikanerne samt de konservative demokrater fra kulfyrende stater, hvor det kan blive umuligt at holde skansen ved midtvejsvalget til november, rasede. Det amerikanske Handelskammer har også været ude med beregninger, der siger, at udspillet kan sænke det amerikanske bruttonationalprodukt med 50 milliarder dollar – omkring 275 milliarder kroner.
”Præsidentens plan er det rene galimatias. Der er virkelig ingen mere kortfattet måde at beskrive det,” lød det fra lederen af republikanerne i Repræsentanternes Hus John Boehner fra Ohio. Og hans kollega, chefen for partiet i Senatet, Mitch McConnell, der er valgt i den kulafhængige stat Kentucky, mente, at ”konsekvenserne for enkeltpersoner og familier og hele regioner i landet vil være katastrofale. En stolt indenlandsk industri bliver decimeret, mens mange af dens job sendes til udlandet”.
Fra demokraterne i kulafhængige stater var reaktionen præget af forsigtig balancegang: ”Selv om det er vigtigt at reducere kulstof i atmosfæren, bør dette ikke opnås ved regler fastsat administrativt af Miljøstyrelsen. Kongressen bør fastsætte vilkårene, målene og tidsrammen,” lød det for eksempel fra den demokratiske senator Mary Landrieu, der skal genvælges i Louisiana.
Også fagforeningerne – der traditionelt ellers også står bag demokraterne – var skeptiske: ”Den foreslåede ændring fra Miljøstyrelsen vil føre til langsigtede og irreversible tab af arbejdspladser for tusindvis af minearbejdere, arbejdere i elindustrien, kedelsmede, jernbanearbejdere og andre, uden at vi har nogen garanti for at opnå en væsentlig reduktion af den globale udledning af drivhusgasser,” sagde Cecil Roberts, der er formand for United Mine Workers of America.

Fra EU’s klimakommissær kom behersket ros op til de internationale forhandlinger om en ny klimaaftale, der starter igen i New York til efteråret: ”Alle lande, herunder USA, skal gøre endnu mere, end hvad denne reduktion indikerer. Ikke desto mindre er dette et vigtigt skridt for den amerikanske regering og for præsidenten, der virkelig investerer politisk i bekæmpelsen af ​​klimaændringer,” sagde Connie Hedegård.
Men hvordan vil Obama sikre sig vælgernes opbakning til planen? Har han en kommunikationsstrategi, og hvad er elementerne i givet fald til den?
Svaret ser ud til at være ja.
For det første blev planen lækket særdeles bevidst til udvalgte journalister, der sørgede for, at det grønne udspil var tophistorien mandag morgen i den pågældende uge.
For det andet var regeringen klar med en række slagkraftige video-indslag, der især spiller på den almindelige amerikaners angst for astma og andre luftvejssygdomme hos børn – et stærkt voksende problem netop grundet forringet luftkvalitet – og ditto bekymringer for et ekstremt vejr, der i mange stater synes at være gået amok.
Gentagne meningsmålinger viser, at et stigende antal borgere frygter, at såvel det ekstreme vejr med tornadoer, superstorme og oversvømmelser som stigningen i luftvejssygdomme er følgevirkninger af den globale opvarmning. Og derfor så man de massive tv-reklamer betone kampen for renere luft som en krumtap i de nye bestemmelser.

Præsidenten satser med andre ord – lige som han gjorde i sine to valgkampagner – igen på en alliance med den almindelige vælger med udpræget brug af internettet og sociale medier. Og håber hermed at kunne gå ”uden om” lobbyisterne fra kulindustrien.
Men han satser også på en anden alliance – både i kommunikationen og i implementeringen af den grønne strategi. Præsidenten ønsker at danne front med den miljøorienterede del af den amerikanske eksportindustri og med de kredse i Silicon Valley, der arbejder med udviklingen af helt nye teknologiformer. Samt med de dele af finansverdenen, der står bag grønne start-ups og kapitalfonde – altså aksen mellem Wall Street i nordøst og tech-industrien på vestkysten.
Om denne alliance er nok til at bekæmpe den tsunami af bebudet lobbymodstand fra republikanerne og de kulfyrende delstater, får vi at se. Emnet forventes at ligge helt i top på den politiske dagsorden ved midtvejsvalget om fem måneder.

– Annegrethe Rasmussen, udenrigskorrespondent i washington DC